Prøv avisen

Vi skal lære, at vi ikke kan gå på vandet

”Lige nu er vi på vej mod store klimakatastrofer. Stormen i evangelieteksten bliver småting ved siden af det, vi kommer ud for de næste tiår, hvis vi ikke lægger hele vores livsstil om. Alligevel snakker alle politikere om vækst. Vi skal have mere af alting. Der er i vores samfund en forestilling om, at vi kan gå på vandet. Men det kan vi ikke. Det er en slags kulturel psykopati,” siger Klavs Birkholm, lektor og tidligere medlem af Det Etiske Råd, om søndagens prædiketekst. Foto: Cæciliie P. Vibe Pedersen.

Videnskaben har erstattet troen, optimismen har erstattet håbet, og fremskridtet har erstattet kærligheden, mener lektor og tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm. Søndagens prædiketekst om Jesus, der går på vandet, kan give mennesker håbet tilbage og nedtone overmodet

Man kan alt, hvad man vil. Det var den holdning, Klavs Birkholms entreprenante far gav udtryk for i hans barndom. Da Klavs Birkholm var fem år, boede de i socialt boligbyggeri. Da han var 15, boede familien i en af de største villaer i Holstebro.

Men det er en enormt farlig lære. For hvis man ikke lader sig korrigere af realiteterne, bliver man psykopat. Også en hel kultur kan blive psykopatisk, siger Klavs Birkholm, der er lektor ved Aalborg Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

Han understreger, at mennesker skal lære, at de ikke kan gå på vandet. Det siger han med henvisning til søndagens prædiketekst, hvor disciplene under en sejlads på Genesaret Sø bliver overrasket af stærk storm. De bliver angste, men Jesus kommer vandrende ud til dem på vandet. Disciplen Peter vil også gå på vandet, men synker i, og Jesus må redde ham.
 
Lige nu er vi på vej mod store klimakatastrofer. Stormen i evangelieteksten bliver småting ved siden af det, vi kommer ud for de næste tiår, hvis vi ikke lægger hele vores livsstil om. Alligevel snakker alle politikere om vækst. Vi skal have mere af alting. Der er i vores samfund en forestilling om, at vi kan gå på vandet. Men det kan vi ikke. Det er en slags kulturel psykopati, siger Klavs Birkholm.

LÆS OGSÅ: Gudstjeneste med andre religioner vækker debat

En af hans livs helte er den tidligere tjekkiske dissident og præsident Václav Havel, som har sagt: Hvis civilisationen skal komme på ret kurs, bliver mennesket nødt til igen at finde en ansvarlighed over for noget større end det selv.

Klavs Birkholm fortsætter:

Det er jo Gud, der går på vandet. Det er ikke mennesker. Vi skal lære, at vi ikke kan gå på vandet.

Fortællingen får ham også til at sige, at vi lever i en tid, som ikke kender til håb. For vi anerkender ikke underet, for eksempel at Jesus går på vandet.

Vi har erstattet håbet med den blinde optimisme. Altså troen på, at det skal nok gå alt sammen, at videnskaben finder en løsning. Men det er ikke håb. Håbet forudsætter, at man ser tragedien i øjnene. Og at man lever i visheden om, at der findes en magt, som er større end mennesket, siger han.

Klavs Birkholm kalder i stedet vores kultur en hybriskultur. Inden for etikken har han fulgt overmodet i en årrække. Blandt andet som tidligere medlem af Det Etiske Råd og nu som lektor i faget teknoantropologi ved Aalborg Universitets afdeling i København, hvor han beskæftiger sig med det medicinske og bioteknologiske felt.

Det er fuldstændig absurd, hvad vi efterhånden glad og gerne proklamerer, vi vil forske i og udvikle, siger han.

For eksempel kunstige livmødre. Så behøver kvinder ikke længere plages af en graviditet. Ifølge Klavs Birkholm kan man altid finde rationelle argumenter for forskning og ny teknologi. I det her tilfælde kunne argumentet være, at samfundet får øget arbejdskraften, fordi kvinder ikke skal gå hjemme, mens de venter sig.

Man kan selvfølgelig også sige, at vi på den måde kan undgå at belaste de stakkels rugemødre i verdens fattige lande. Det kendetegner vores kultur, at vi lever på kanten og gerne vil føre alle idéer ud i livet. Men vi sætter meget mere end den enkeltes skæbne på spil. Vi sætter alles skæbner på spil, og det tænker vi ikke på. Vi dyrker fremskridtet, og videnskaben og optimismen hjælper os på vejen. Videnskaben har erstattet troen, optimismen har erstattet håbet, og fremskridtet har erstattet kærligheden, siger Klavs Birkholm.

For ham at se er det en udvikling, der har fundet sted siden de første efterkrigsår.

Dengang åbnede verden sig med mange muligheder, og jeg har også selv skubbet på. Jeg var en del af ungdomsoprøret i slutningen af 1960erne, hvor et af vores slogans var: We want the world and we want it now. (Vi vil have verden, og vi vil have den nu, red.) Vi er blevet nydelsesdyrkere og forlanger stadig mere fremskridt, siger Klavs Birkholm.

Han ønsker dog ikke, at tolkningen af prædiketeksten skal handle om troværdigheden hos Jesus som en modsætning til troen på videnskaben.

Meget ofte handler udlægningen af denne tekst mere om tro end om håb. Og sådan læser jeg den ikke. For selvfølgelig kan Gud gå på vandet. Han behøver ikke bevise, han er Gud, ved at gøre det. Det interessante er, at disciplene sidder rædselsslagne i båden, vandet rejser sig, og underet sker. Håbet er her det interessante, siger Klavs Birkholm, der imidlertid ikke altid har interesseret sig for fortolkningen af tekster fra Bibelen.

Jeg er vokset op i et fuldstændig irreligiøst hjem, stort set uden en bog, siger han og fortsætter:

Men ungdomsoprøret viste sig at være lige så overmodigt som det, det ville gøre op med. Og den ydmyghed, jeg efterlyser hos det moderne menneske, kan man blandt andet finde i kristendommen, siger han.

Det gjorde Klavs Birkholm selv. I 1985 meldte han sig ind i folkekirken, og der er han blevet. Men kristendommen må ifølge ham ikke være et argument i den etiske debat.

I de otte år, jeg sad i Det Etiske Råd, har jeg aldrig forsøgt at begrunde en etisk overvejelse i kristendommen. Etik skal begrundes almenmenneskeligt. Ellers skader man sagen, for det er vigtigt, at alle mennesker forstår alvoren i det, og at det ikke bare bliver en kristen sag. Det er ikke et spørgsmål om religion, men om langsigtede konsekvenser for vores samfund, mener han.

Til sine studerende siger Klavs Birkholm derfor, at al forskning har ædle formål.

Men det interessante er, hvad den også kan bruges til, og hvad den kan føre til i det lange løb. For som K.E. Løgstrup siger: Det er altid de uforudsete bivirkninger, der forandrer verden.

Da Klavs Birkholm meldte sig ind i folkekirken, var det ikke Bibelen, men Løgstrup og Grundtvig han gav sig i kast med.

Grundtvigs salmer er lige så meget et evangelium for mig. Salmen Lille Guds barn, hvad skader dig? er som at sidde ude i båden på søen. Og så har den også brodden imod overmod og hybris, siger han med henvisning til salmens linjer:

Dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø.

Det er fuldstændig forargeligt for den moderne videnskabsmand. Vi, som kan sende en raket til Mars, skulle vi ikke kunne sørge for, at bønder overlever, mens fugle dør? Det er også en salme om grænserne for den menneskelige formåen. Vi kan ikke alt, bare fordi vi vil. For eksempel kan vi ikke gå på vandet, siger han og henviser til endnu en linje fra salmen:

Lille Guds barn i verden her, hold dig da til din Fader nær. Han kan alt det, du ikke kan.