I sit arbejde møder Eva Fibiger Diemer dagligt gravide kvinder med store smerter lige under fødslen. Kvinder, som gerne vil have det hele overstået hurtigst muligt, og som beder om hjælp til, at det ikke vil gøre ondt. Og ofte må den 35-årige jordemoder skuffe dem med sandheden: Der er ikke nogen, der kommer igennem en fødsel uden at mærke smerte på den ene eller anden måde. Men, tilføjer hun i samtalen med de gravide, hvis kvinderne har fokus på resultatet, så kommer de lettere igennem fødslen.
Det er lidt samme budskab, Jesus vil frem til, når han i søndagens tekst bruger billedet af den fødende kvinde. I teksten forklarer han disciplene, at han i en kort tid skal være væk, og at de i den tid skal sørge, græde og klage sig. Men deres store smerte vil blive stor glæde – ligesom når al kvindens smerte over en fødsel udskiftes med glæden over det nyfødte barn.
”Det er en tekst, der handler om at have noget godt i vente. Den refererer til det, der sker i påsken, hvor disciplene skal grueligt meget igennem, før det hele bliver godt igen. Men det vigtige er at huske, at det bliver godt igen,” siger Eva Fibiger Diemer.
Referencen til fødslen kan hun sætte sig ind i. Ikke kun på grund af de mange års arbejde som jordemoder, men også på grund af fødslen af sine egne tre børn, hvoraf den sidste kom til verden for et halvt år siden.
”Det kunne være et fint frynsegode, hvis jordemødre ikke oplevede smerte. Men sådan er det ikke. Til gengæld er jeg måske bedre til at bruge de råd, jeg som jordemoder selv giver. Vi reagerer forskelligt på fødslen og smerten, og det er forskelligt, hvad der bedst hjælper en. Men min erfaring er, at håb og tanken om det, der er i vente, gøre det hele lettere at komme igennem.”
Teksten er dog også relevant for andre end mødre, tilføjer Eva Fibiger Diemer.
”Da jeg læste teksten, kom jeg til at tænke på, hvordan vores liv i dag gerne skal være så perfekt som muligt og ikke må gøre ondt. Hvis vi er i en livskrise, så skal vi helst have den løst lige nu og her med hjælp fra alverdens specialister. Livet bliver i dag hurtigt så svært, at vi har brug for hjælp, mens man for år tilbage sikkert også havde ondt i livet og gennemgik kriser, men accepterede, at livet kunne gøre ondt,” siger hun og tilføjer, at teksten her kan lære danskere noget i dag.
”Selvfølgelig skal vi have hjælp, hvis livet gør ondt. Men nogle gange skal vi måske også bare være gode til at sige, at det bliver bedre – måske ikke i morgen, men det kommer. Og det er okay, at livet gør ondt.”
Spørgsmålet om, hvornår livet holder op med at gøre ondt, behandler søndagens tekst også. Forståelsen af udtrykket ”en kort tid”, som Jesus bruger, kommer ifølge Eva Fibiger Diemer altid an på konteksten.
”Hvis man er kristen og tror på, at Jesus kommer igen, så kan man også godt nogle gange tænke ’hvornår’. En i krise sagde engang til mig, at hun i sin smerte havde tænkt, om Jesus ikke bare kunne komme tilbage nu, så det hele gik lidt lettere. På den anden side tror jeg også, at vi er mange, der synes, at han godt må vente lidt. Det er os, der har det godt og har ting, vi gerne vil nå, mens vi er på Jorden. Som at se sine børn vokse op,” siger hun.
Spørgsmålet om tid får også Eva Fibiger Diemer til at tænke på sin tid som missionær i Tanzania. Da hun og familien i 2013 valgte at blive udsendt af Brødremenighedens Danske Mission i tre år for at lave sundhedsarbejde, syntes flere, at det var utroligt lang tid, de skulle være væk. Men da de kom hjem igen, var mange overraskede over, at der allerede var gået tre år.
”Samtidig gav opholdet os en anden forståelse af tid. Vi kunne trække stikket på en anden måde end herhjemme, hvor man altid er online, og hvor det forventes, at man deltager i alverdens møder og aktiviteter. I Tanzania havde vi kun arbejdet og hinanden, og hvis vi ikke nåede det hele, så var det lige meget. I Danmark kunne vi sagtens lære noget af den afrikanske evne til at slå bremsen i og bare sætte sig og glo ud under mangotræet.”
I begyndelsen havde hun svært ved at forholde sig til titlen missionær.
”Jeg er ikke teologisk velformuleret og heller ikke en, der går og fortæller vidt og bredt om min tro. Det falder mig ikke naturligt, og det var heller ikke min opgave i Tanzania, hvor jeg arbejdede med sundhedsprojekter. Det med kristendommen er ikke så teologisk for mig. Det er noget, der er i mig,” siger hun.
Eva Fibiger Diemer er opvokset i et indre missionsk hjem og gik som barn i kirke, søndagsskole, børneklub og på en kristen efterskole.
”Troen er vokset med årene, og jeg er blevet et mere reflekteret menneske. Jeg tror ofte, jeg bruger det at lægge livet over til Gud og sige, at hvis det er hans vilje, så må det ske. Jeg har også en tro på, at livet nok skal falde på plads, hvis vi er åbne og beder Gud om hjælp. Det skaber en ro, synes jeg.”