På lægeklinikken i Hobro er det ikke spedalskhedssymptomer, Jan Meyers patienter kommer ind med. Infektionssygdommen, der kan føre til handicap og større lammelser, er nemlig ikke set i Danmark siden begyndelsen af 1900-tallet, og i dag er spedalskhed helt udryddet i Europa. Alligevel har Jan Meyer, modsat de fleste af sine danske kolleger, set symptomerne flere gange. For han har rejst og arbejdet i dele af verden, hvor spedalskhed stadig er et problem.
”Jeg bliver tit spurgt, om spedalskhed stadig findes, fordi mange mennesker tror, at det er noget fra Bibelens tid,” siger Jan Meyer.
Men spedalskhed findes ikke kun i Bibelen. Eller i søndagens tekst, hvor Jesus helbreder 10 spedalske og får en tak af én af de 10 – en samaritaner. På verdensplan er mellem fire og fem millioner mennesker ramt af spedalskhed, og der opstår stadig årligt omkring 250.000 nye tilfælde. Det er de mennesker, som Jan Meyer som tidligere missionslæge og formand for Spedalskhedsmissionen har viet sit liv til. Derfor er morgendagens tekst også en tekst, der står Jan Meyer nær. Han finder inspiration i, hvordan Jesus møder de 10 spedalske.
”På Jesu tid skulle de spedalske rasle med ting, når de kom gående, så andre kunne høre, at de var der. Men det skræmte ikke Jesus, der alligevel mødte og talte til de spedalske, som andre ellers ikke turde. Han kunne sætte sig selv i det nederstes sted, for spedalske både er og var de nederste i hierarkiet, når man taler om fattige grupper, og det er det, der er vores kald,” siger Jan Meyer.
Både den bogstavelige og symbolske betydning, der ligger i, at Jesus i søndagens tekst hverken er bange for spedalske eller samaritanere, der dengang også var en udstødt gruppe, har Jan Meyer taget til sig i sit liv og i sit arbejde.
”Da jeg med den internationale spedalskhedsmission var i Indien, oplevede jeg, at det betød meget for de spedalske, at man ikke er bange for at komme tæt på dem. Det betyder også meget for udførslen af arbejdet, for man kan ikke undersøge folk uden at røre dem, men gennem historien har også læger og sundhedsarbejdere været bange for at røre spedalske,” siger han.
Spedalskhed er en sygdom, der kommer fra bakterien mycobacterium leprae, som angriber nerverne. Smitten går gennem luften, men da de første symptomer viser sig som pletter på huden, har mange gennem historien været bange for at komme tæt på spedalske. Derfor er Jesus et forbillede, mener han.
”Frygten for smitten har betydet, at spedalske ofte er blevet udstødt af deres familie og deres landsby,” siger han.
Mange smittede forsøger derfor at skjule symptomerne. Det gælder også i Tanzania i Afrika, hvor Jan Meyer boede og arbejdede med spedalskhed i 1970’erne. Ved besøg på skoler blev elever derfor bedt om at trække ærmerne op.
”Man kan skjule sygdommen, men det bliver man ikke rask af,” siger han.
Det kan man til gengæld blive, hvis sygdommen opdages hurtigt, før ”bakterien angriber nerverne, som fører til krogede arme og ben samt blindhed,” siger Jan Meyer.
Når han i slutningen af september trækker sig tilbage som formand for Spedalskhedsmissionen, har han beskæftiget sig med spedalskhed i over 40 år. At det er endt sådan, har både hans kristne tro, hans uddannelsesvalg og tilfældigheder haft indflydelse på.
Den kristne tro har fra barnsben fulgt Jan Meyer, der voksede op som præstesøn, først i Thy i Nordjylland og så på Amager i København. Fra 10-årsalderen og indtil for få år siden har han været aktiv i den kristne børne- og ungdomsorganisation FDF, og allerede som barn hørte han om missionsarbejde i søndagsskolen. Tanken om at studere medicin opstod inden konfirmationsalderen, og da han mange år senere stod som færdiguddannet læge, var det naturligt for både Jan Meyer og hustruen Inger Lise at kigge ud mod verden, hvor den kristne tro og lægegerningen kunne kombineres gennem missionsarbejde:
”Jeg har aldrig villet forkynde med andet end min gerning og bruger den til at vise det kristne sindelag.”
I første omgang blev han udsendt som læge for Brødremenighedens Danske Mis- sion i Tanzania. Tilfældighederne ville, at en hollandsk læge, der havde været tilknyttet spedalskhedsarbejdet, netop var stoppet. Derfor blev Jan Meyer regional spedalskhedsofficer i Tanzania. Han og familien nåede at bo næsten fem år i Afrika. Da de vendte snuden mod Danmark igen i 1976, føltes det oplagt at holde fast i arbejdet med spedalskhed gennem Spedalskhedsmissionen.
”I den forstand bliver man smittet af sygdommen, når man arbejder med den,” siger han grinende.
I det internationale arbejde møder han folk fra hele verden og har flere gange været i Indien og i Bangladesh, hvor meget af Spedalskhedsmis- sionens arbejde foregår. Her har han holdt fast i at møde de spedalske med åbenhed, som Jesus gjorde, og hos de spedalske har han, på trods af sygdommen, altid oplevet store smil i mødet med ham som den fremmede.