Refugiepræst Kirsten Mørch-Nielsen har været et vidne for Gud, siden Jesus talte til hende i 1968. Hun føler sig knyttet til den samme tradition, som disciple kom til at stå i efter Jesu opstandelse: at de skulle fortælle verden om alt det, Jesus havde sagt og gjort med hjælp fra det, som Jesus i søndagens tekst kalder Talsmanden, men som også bærer navnet Helligånden.
Kirsten Mørch-Nielsen bor i dag på øen Mors, der har ikke mindre end 34 kirker, og driver sammen med sin mand Mikkelsbakke Refugium i landsbyen Tæbring. Det er et tværkirkeligt refugium, som hun tog initiativ til med grundlæggelse i 1996.
Kirsten Mørch-Nielsens liv tog en ny kurs efter en operation i USA i 1968, som bogstaveligt talt tog livet af hende gennem et hjertestop. I 11 minutter var hun død og oplevede et møde med Jesus, der gjorde et uudsletteligt indtryk på hende. Hun valgte at vende tilbage til livet med det formål at vidne om Jesus. Derfor kan hun godt forstå den situation, disciplene må have følt sig i.
”Søndagens tekst er nok Jesu kærlige ord til sine disciple om, at selvom alt går i stykker, så vil Jesus bede Faderen sende Helligånden til dem, så de kan begynde at forstå og vil få kræfter til selv at kunne vidne om deres Herre og mester, også selvom det er fortvivlende vanskeligt og farligt. De er ikke efterladt uden håb og hjælp fra Talsmanden. De forstår det ikke, men det kommer, når Helligånden viser sig i sin mægtige kraft og sætter sig som ildtunger på dem, så al frygt forvandles til mod,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
Med hjertestoppet fulgte en svær hjerneskade, der blandt andet har betydet tab af tale- og læseevnen. Kirsten Mørch-Nielsen kæmpede sig tilbage til en brugbar tilværelse, så hun i 1981 kunne tage den teologiske særuddannelse. Men hun skal hver morgen bruge omkring en time for at vække sin hjerne til talens og læsningens brug. Med sin bog ”Lys bag døden”, som fortalte om hendes nærdøds-oplevelse, var Kirsten Mørch-Nielsen i begyndelsen af 1990'erne med til at åbne mange danskeres øjne for den kristne tro og åndelige erfaringer generelt. Herefter var det ikke kun nyreligiøsiteten, som havde patent på den religiøse mystik. For mange blev Kirsten Mørch-Nielsen et vidnesbyrd om Guds eksistens, og hun har siden modtaget talrige reaktioner fra danskere og holdt et utal af velbesøgte foredrag rundt om i landet.
Men opgaven som Kristus-vidne kan i dag være lige så vanskelig, som de frygtsomme disciple opfattede den, dengang de fik den pålagt af Jesus, mener Kirsten Mørch-Nielsen.
”Vi skal vægte vore ord med omhu, så vi ikke udløser en lavine af misforståelser og had. Det er svært at vidne og vide sig modsagt i samme øjeblik. Men for bare at nævne nogle få eksempler på vidnets vanskeligheder, hvad har så koptere, armeniere eller nubiere gjort af ondt, siden de bliver stræbt efter livet af anderledes troende? Deres kristentro er jo tæt på 2000 år gammel, og de søger kun at gøre godt mod alle, sådan som Helligånden og som troen bestandigt lærer dem,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
Disciplene ser med bange anelser på deres opgave som vidner, for budskabet om Jesus, som opvækker Lazarus, mødte ikke ligefrem forståelse hos datidens jøder. Jesus lægger da heller ikke skjul på i søndagens tekst, at ”de skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”.
”Vi skal også være vidner,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
”Vi bærer måske et kors om halsen. Det skal vi da også, hvis vi overhovedet føler trang til at bekende kulør og vise, hvem vi er. Eller lader vi os måske kue til at lade være? Nej, lad os bare bære kors. Så er vi fælles om den lille demonstration, som er næsten gratis her til lands, fordi vi har været kristne her i omkring 1200 år. Vi plejer ikke at risikere liv og lemmer ved at vidne om vor Herre og Frelser. Men vi ved, hvordan millioner af forskellige kristne i Mellemøsten og Afrika og Asien er blevet forfulgt og myrdet, fordi de vidnede om Jesus.”
Faktisk fik Kirsten Mørch-Nielsen inspirationen til at oprettet det fælleskirkelige refugium i Tæbring gennem teksten til 6. søndag efter påskes anden tekstrække, som lyder:
”Ikke for dem alene beder jeg, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig.”
”Vi har andagter og bøn, og her kan man tale om åndelige ting i forbindelse med sorg for eksempel. Det kan man jo nok ikke gøre i en almindelig kreds af mennesker. Den gode Helligånd fylder vore stuer på refugiet og fylder vore hjerter med taknemlighed. Han overbeviser os om, hvem Jesus er, hvem Gud er, så vi opfatter bare en lille smule mere, hver gang vi lytter og taler sammen om Gud om Jesus, om hans kærligheds væsen og frelsen,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
For hende er en af tekstens pointer, at når man er vidne for Gud, får man ”fællesskabets tryghed”.
”Modsat de verdensdele, hvor kristendommen ikke hersker, har vi i vor civilisation både næstekærlighed, retfærdighed og tolerance over for alle mennesker indskrevet i vores lovgivning. Hæderlighed og sandhed som ideal under demokrati og lovlydighed, frihed for begge køn i tale og skrift. Teksten kan sige, at vi stadig har tolerance over for andre, og vil de bo her, må de lære respekt for forskelligheden, men især respekt for det land og den kultur, de er kommet til. Teksten kan sige os, at vi bør vise, hvem vi hører til, ved måske netop at bære et kors og i hvert fald til rette tid et korsflag uden frygt, men med stolthed. Det er vores identitet,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
Hun siger selv, at hun er født ind i den kristne tro. Hendes far var sømandspræst i England under krigen, og man gik sammen i kirke som en selvfølge. Efter Anden Verdenskrig foregik hendes egentlige opvækst i en landsbypræstegård på Sydfyn. Hun voksede aldrig fra denne vane med kirkegang.
”Da jeg havde overvundet en del af min hjerneskade efter hjertestoppet i 1968, vovede jeg at læse til præst på særuddannelsen, selvom jeg var ganske skadet. Dagligt må jeg stadig træne mit sprog mindst en time for at kunne bruge det og blive forstået, også selvom jeg må stave alt, hvad jeg skal forstå. Men med Guds kærlige hjælp har jeg magtet at træne dagligt uden at give op. Folk mener tit, at jeg er en sær snegl, for jeg ved stadig ikke rigtig hvordan ”man” skal gebærde sig. Meget gik tabt, da jeg blev hjerneskadet. Men præst blev jeg da og fik 17 år i tjeneste, som jeg tænker tilbage på med stor glæde,” siger Kirsten Mørch-Nielsen.
Hun udtrykker det selv sådan, at hun efter præstegerningen som refugiemutter fortsat har vidnet om, hvad Jesus har betydet for hendes liv.
”Selvfølgelig fører det til misforståelser og endda 'udelukkelse af synagogen', som der står i teksten, idet biskopper ikke har ladet mig være afløser for præsterne på Mors. Nu er løbet nok kørt, jeg er ved at være for gammel og værkbrudden. Men Helligånden fylder huset, hvor vi er med liv og stille glæde, med energi og kraft og kærlighed.”