Når sørgende mennesker besøger sognepræst Mette Grymers sorggruppe første gang, får de udleveret en kinabog. I den bliver de stillet nogle opgaver, der går ud på at skrive tanker og følelser ned om det menneske, som de elsker, men som de har mistet. Nogle gange skælder de den afdøde ud.
Andre gange beskriver de 10 bedste og 10 værste ting hos afdøde. For ved at mindes sine kære på godt og ondt kan man finde et leje, hvor man fastholder den afdøde, samtidig med at sorgen ikke invaliderer.
Det var den erfaring, sognepræst Mette Grymer gjorde sig efter at have arbejdet med sorggrupper i fem år. Sammen med cand.mag. i dansk og filosofi Mads Christensen har hun skrevet bogen ”Størst af alt – en bog om sorg”, der udkommer i dag. Bogen hviler på et kristent livsyn og er en såkaldt brugsbog. Her kan læseren med pen og egne ord besvare spørgsmål som ”Var der noget i afdødes væsen, du særligt beundrede?” eller ”Hvad tror du, afdøde har sat pris på i jeres liv sammen?”.
Når den sørgende besvarer disse typer spørgsmål, bliver vedkommende husket på en fælles historie med den afdøde ægtefælle. Historien om dengang de mødtes, konens trang til lakridser eller mandens store hænder – en historie, som kun de kan skrive. På den måde tager de del i deres egen sorg, fordi de gennemlever minderne. Samtidig tager de ansvar ved selv at komme til orde, lyder bogens budskab.
En fare kan være, at man nogle gange idylliserer billedet af afdøde, mener Mette Grymer. Derfor opfordrer bogen også til, at den sørgende nedfælder det, der var irriterende eller svært hos den anden.
”Vi må ikke blot rose og helgenkåre den anden, for vi er uperfekte, og vi skal huskes som uperfekte. I evangelierne er der også folk, der gør en masse forkerte ting. Sådan er vi mennesker, og det giver også den sørgende plads til selv at være uperfekt,” siger Mette Grymer og understreger, at det kan være en stor lettelse at fortælle om afdødes negative sider. Ofte afføder det også latter, når man mindes det, der af og til gik en på nerverne.
Men ansvaret for at komme igennem en stor sorg hviler også på omgivelserne. Mette Grymers erfaring er, at mange sørgende oplever en massiv medlidenhed. En forståelse, som ikke i sig selv fordrer noget. Derfor skal man i stedet tale myndigt, men ikke belærende til dem, lyder det fra sognepræsten, der nævner selvmord som et eksempel.
”Når de begynder at få selvmordstanker og tænke på den faktiske udførelse, er jeg ikke neutral. Jeg siger til dem, at de skal lave en aftale med mig om ikke at tage deres eget liv, men i stedet ringe til mig, når tankerne dukker på. Jeg viser, at jeg forstår dem, samtidig med at jeg stiller krav. Jeg kan også godt sige til dem, at det er et liv, de har fået skænket, som de ikke må smide væk, men som de har ansvaret for at forvalte på bedste vis,” siger Mette Grymer.
I bogen lægger forfatterne vægt på, at det er naturligt at ønske at dø, når man har mistet den, man elsker. Den tanke skal man ikke sygeliggøre. I stedet kan deres erfaringer blive gunstige for andre sørgende, mener Mette Grymer.
”Når de møder den næste i sorg, forstår de vedkommende langt bedre, end de ville have gjort for måske to år siden. Her har de et ansvar for at give deres erfaringer videre. Det er også med til at give dem værdigheden tilbage, når man siger til dem, at der er brug for dem. At der er brug for, at de fortæller naboen, når han eller hun bliver alene, at de også havde lyst til at dø, og at det er helt naturligt,” forklarer hun.
Selvom sorgen nogle dage kan være altoverskyggende, er der også et håb. Og en af de ting, kristendommen kan, er at forkynde håbet, mener sognepræsten.
”Jeg oplever, at mange sørgende vender sig mod nyreligiøse retninger. Her har det været vigtigt for mig at vise, at man allerede er født ind i kristendommen. Hvorfor så ikke vende sig mod den tradition, man allerede er døbt ind i, og det håb, man hører om juleaften, når man alligevel går i kirke? Det kristne håb er i denne verden. Det er livet, som det er nu, og man skal leve sit liv til fordel for sin næste. Man skal ikke sidde på en sten i Malaysia og ville væk herfra. Man må leve med det vilkår, at man skal finde styrke og håb til at leve resten af sit liv,” siger Mette Grymer.
De tomme linjer i bogen kan netop være med til at genfinde det håb. For efterhånden som linjerne udfyldes, bliver de nedfældede minder et personligt vidnesbyrd om en sorg. En sorg, man har taget ansvar for, og som er blevet en integreret del af det nye liv.