Vi skal tage vores menneskelighed alvorligt

Når teolog, ph.d. og postdoc Johanne Stubbe Teglbjærg forsker i de kristne begrebers krinkelkroge, forsøger hun at tage vores menneskelige erfaringer alvorligt. Hun forsker i øjeblikket i kristendommens begreb om den treenige Gud

Teolog Johanne Stubbe Teglbjærg forsker i nogle af de sværeste begreber i kristendommen. Lige nu er hun i færd med at udfolde, hvordan man skal forstå begrebet treenighed.
Teolog Johanne Stubbe Teglbjærg forsker i nogle af de sværeste begreber i kristendommen. Lige nu er hun i færd med at udfolde, hvordan man skal forstå begrebet treenighed. Foto: Søren Staal.

Hvis begrebet Treenighed blev fjernet fra alle kirkens skriftlige tekster og bekendelser, så var det usikkert, hvor mange eller hvor hurtigt nogen ville opdage det. For selvom kirkens bekendelse hviler på Treenigheden, er det de færreste medlemmer af kirken, som er klar over det. Og endnu færre ved, hvad det vil sige at bekende sig til den Gud, der er den treenige gud.

LÆS OGSÅ: Den treenige Gud bevæges af kærlighed

Sådan siger teolog og postdoc på Københavns Universitet Johanne Stubbe Teglbjærg, der har brugt de sidste par år på at kortlægge kristendommens gudsbegreb og dets betydning for menneskers liv. Det kan kaste et nyt lys ind over vores forståelse af identitet og fællesskaber, og det kan give danske præster en ny vinkel i forkyndelsen. Hun er midt i arbejdet, der skal blive et nyt bidrag til den teologiske litteratur.

Hvis man går ud og spørger danskerne om, hvordan deres kristne Gud ser ud, så vil mange svare, at deres Gud er én, siger Johanne Stubbe Teglbjærg, som i løbet af forskningsprojektet er ansat ved Københavns Universitets Center for Naturalisme og Kristen Semantik og tilknyttet Afdeling for Systematisk Teologi.

Men for teologer og andre danskere, der er interesserede i, hvordan kristendommen hænger sammen, rejser gudsbegrebet et kontroversielt spørgsmål: Når vi i trosbekendelse, forkyndelsen fra prædikestolen og i vores salmer bekender, at vi tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd hvordan hænger det så sammen med den monoteistiske kristendom?

Helt indlysende gør denne treenighed kristendommen til noget helt andet end andre religioner som islam og jødedom, der på linje med kristendommen betegnes som monoteistiske, fordi de ikke har flere guder, men kun én, siger teologen.

Derfor er det grundlæggende vigtigt for universitetsteologer og for den sags skyld for enhver kristen at tænke over, hvilken Gud vi bekender os til, når vi kalder os kristne. Det handler dybest set om den måde, vi ender med at opfatte vores liv på, argumenterer Johanne Stubbe Teglbjærg.

Treenigheden har gennem tiden fået svingende opmærksomhed fra kirkens og teologernes side, og i visse perioder har den spillet en meget lille rolle i kristendommens tænkning.

Ser man på den nyere tids dogmatik (den teologiske disciplin, der giver sammenhængende fremstillinger af kristendommens læresætninger), er det ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg først i midten af det tyvende århundrede, at treenighedslæren for alvor genopdages med tyske teologer som den reformerte Karl Barth og katolikken Karl Rahner. De seneste års hovedværker i den teologiske treenighedslitteratur er udgivet så sent som i slutningen af 1980erne og i begyndelsen af 1990erne af teologer som den tyske lutheraner Wolfhart Pannenberg, den reformerte tysker Jürgen Moltmann og den amerikanske lutheraner Robert Jenson.

Fælles for teologerne er, at deres treenighedstænkning på forskellig måde udspringer af deres troserfaring også selvom troen for nogle af dem forstås som en åbenbaring, der også kan undsige eller direkte modsige deres erfaring. Det begynder alligevel med en eller anden erfaring af liv som en sejr over døden. En sejr over døden, som ikke begrundes med menneskets indre tro eller egne evner til liv. Som ikke begrundes med andre menneskers godhed eller naturens skønhed, men knyttes til budskabet om opstandelsen fra en bestemt historisk person, nemlig Jesus fra Nazaret, som erfaringen tolker som Guds menneskeliggørelse. Det gør os mennesker til en uomgængelig del af Guds liv, hvad enten vi vil det eller ej, siger Johanne Stubbe Teglbjærg og peger på historien:

Vi ved, at Jesus har levet, for det er der tilstrækkelig mange kilder, som hævder. Vi ved også, at der var nogle, nemlig de første kristne, der identificerede deres dybeste livserfaring som knyttet til ham. Han er ifølge kristne den evige, guddommelige søn, som blev inkarneret og åbenbaret, og det budskab er i hele historien formidlet og videregivet ifølge de kristne af Helligånden. Idet jeg identificerer min egen erfaring som den samme erfaring, bekræfter jeg, at Kristi død og opstandelse også er og bliver min virkelighed. I den forstand har Treenigheden altid eksisteret i teologien, siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

I kirken har Jesu natur på tidspunkter været genstand for debat.

Kirkens senere bekendelser og dermed treenighedslæren er naturligvis blevet til på et bestemt tidspunkt i historien, og de udspringer af heftige konkrete diskussioner om, hvordan vi skal opfatte Jesus. Men denne diskussion er ikke teologisk tilfældig. Det er en nødvendig konsekvens af den erfaring, der er anledning til overhovedet at beskæftige sig med Jesus. Mange mennesker tror, at treenighedslæren er noget, som nogle indflydelsesrige politikere, kirkeledere og teologer har fundet på og skruet sammen, altså at den er spekulation. Men det snarere omvendt. Treenighedslæren er en del af kristendommen i dag, fordi der var og er mennesker på Jorden, som har gjort nogle erfaringer og knytter dem til Jesus, hans budskab om frelse og forkyndelsen af dette. Bagefter har teologerne så forsøgt at sætte ord på, hvad den historiske begivenhed dengang og siden konkret betyder for os, siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

Det er her, at menneskets egne erfaringer kommer ind.

Treenighed handler om en guddommelig sammenhæng i tilværelsen, som man erfarer som menneske. Det er ikke en sammenhæng eller enhed, der bliver presset ned ovenfra fra kirkelige eller andre autoriteter. Treenighed er en form for tænkning, som er dybt nuancerende. Det er forskellene, der holder Treenigheden sammen. I teologien er talen om en enhed, der består i kraft af sine forskelle, næsten blevet en kliché, men dermed er den ikke nødvendigvis værdiløs. Når jeg finder, at det er så væsentligt at få udfoldet og udlagt treenighed på en ny og vedkommende måde, så er det altså blandt andet, fordi vi normalt forholder os til verden gennem alle mulige former for enhedsbegreber med en masse modstillinger: Evighed over for tid, enhed over for trehed eller mangfoldighed, bevidstheden over for kroppen, manden over for kvinden, siger Johanne Stubbe Teglbjærg og konkluderer:

Treenighedstænkning udfordrer helt fundamentalt de modsætninger, vi er vant til at opstille. Ikke ved at sige at de ikke eksisterer, men ved at sætte dem ind i en sammenhæng og se på dem som begreber, vi konstituerer, ikke guddommelige modsætninger, siger hun.

Hun mener, at en af de store fejl i den måde, mange opfatter Treenigheden på, er, at den betragtes som noget rent abstrakt, noget fjernt.

Mange, også teologer, behandler i dag Treenigheden som den fjerne Gud, den abstrakte Gud, som er fjernt fra os, fordi det er den måde, vi synes, vi kan finde ud af at tale om gudsbegrebet på. Skal vi tage den kristne tradition alvorligt, må vi tænke om Gud på en anden måde, det vil sige som den Gud, der har formidlet sig hele vejen igennem ind i hver vores menneskelige og skrøbelige liv, siger Johanne Stubbe Teglbjærg og forklarer:

Frelseserfaringen, eller opstandelseserfaringen, erfaringen af at kunne leve, selvom der er død, er bundet til den bestemte historiske erfaring af Kristus. I dag er den erfaring af opstandelse indbegrebet af den kristne erfaring. Det er opstandelseserfaring, og det handler treenighedsteologi om i sidste ende.

Kilde: Gyldendals åbne encyclopædi og Bibelselskabet

Richard Mortensen: "Yantra VII", 1986. --
Richard Mortensen: "Yantra VII", 1986. -- Foto: .