Kunsthistoriker Tine Kragh: Vi skal turde stå ved vores tro

Kunstner og kunsthistoriker Tine Kragh har længe levet som ”skabskristen”, men ligesom disciplene i søndagens tekst bør danskerne lære at være mere åbne og mindre blufærdige om deres tro, mener hun

Man skal kende sig selv og stå ved det, man tror på, siger kunsthistoriker Tine Kragh. – Privatfoto.
Man skal kende sig selv og stå ved det, man tror på, siger kunsthistoriker Tine Kragh. – Privatfoto.

Tine Kragh kan som kunstner og kunsthistoriker ikke lade være med at tænke i billeder, når hun læser søndagens prædikentekst. Med Bibelen opslået foran sig henledes tankerne på Carl Bloch og Rembrandts skildringer af Jesus og Bjergprædikenen, som teksten omhandler.

Det smukke ved de billeder er, at Jesus sagtens kunne have ført sig frem, for han er Guds søn. I stedet optræder han som en ydmyg mand i beskedne klæder. Han sidder i lyset omgivet af en menneskeskare, der gerne vil blive del af det lys.

”Han optræder som en revolutionær, der kæmper for de udstødte og taler for dem. Lige meget om man er troende eller ej, kan man kun synes, det er sympatisk. Kristus giver muligheder til dem, der ikke før har haft muligheder,” siger Tine Kragh.

I dag er spørgsmålet om, hvem der taler de svage og udstødtes sag, igen blevet relevant. Hun peger på tendensen til at betragte det som selvforskyldt, hvis folk befinder sig i en svær situation, fordi succes ofte måles ud fra en materiel målestok.

”Kristus fortæller, at det ikke handler om at gøre gode gerninger i det ydre, men i den inderste følelse. På den måde kan alle være med. Han underminerer de skriftkloge og farisæernes magtposition ved at sige, at den svage har lige så meget ret, hvis han handler efter det gode hjerte,” forklarer hun.

Det personlige kærlighedsforhold mellem dig og Gud bliver det vigtige frem for at overholde nogle bestemte love, påpeger Tine Kragh. Jesus lægger vægt på, hvad baggrunden er for ens handlen, og hvis man handler i kærlighed, kan det ikke være helt galt.

Hun hæfter sig især ved slutningen af teksten, hvor Jesus kalder dem, der hånes og forfølges, salige, fordi de tror på og følger Jesus.

”For mig betyder det, at man skal turde stå ved det, man tror på – også selvom andre mener noget andet. Man skal kende sig selv og stå ved det, man føler,” siger hun.

I den sammenhæng erkender hun, at hun længe har betragtet sig selv som ”skabskristen”, fordi hun oplever, at det er svært at være troende i dagens Danmark.

”Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er så blufærdige om tro i Danmark, for tro kan give livet en helt anden dimension, som indebærer en erkendelse af, at livet ikke kun drejer sig om en selv. Jeg forstår ikke, at man ikke vælger at tro. Troen kan give støtte, kærlighed og bidrage til den åndelige dannelse. Det har vi især brug for i verden i dag,” forklarer hun.

Ofte rejser hun til Italien, hvor hun blandt andet udstiller sine malerier, og der oplever hun, at italienerne har et helt andet forhold til tro, som danskerne kan lære noget af. De tør stå ved deres tro, mener hun.

”Troen er mere en del af deres hverdag. Det føles ikke som en dogmatisk tro, men som en del af livet, hvor de har et nærvær med Gud, som vi ikke har. Det kan også blive for meget, fordi deres tro er meget følelsesladet. I den sammenhæng er der noget rent og fint ved vores tro med ordet i fokus og plads til dig selv og dine tanker,” fortæller Tine Kragh.

Hun kommer selv fra en familie, hvor tro fyldte meget lidt, men hun husker, hvor stort et indtryk billeder af Kristus gjorde på hende, da hun var helt ung.

Hun stiftede først bekendtskab med Kristus-billedet, da hun som barn bladrede i en katolsk bibel, da hun boede med sin familie i Spanien, hvor hendes far solgte huse. Billederne understøttede ikke alene de bibelske tekster, men trængte også ind i hende på en anden måde end ord.

I dag føler hun, at troen altid har været en del af hende, selvom hun ikke har sat ord på det før.

Det vidner den mørkeblå bibel på bordet foran hende om. Farven er falmet en anelse, og ryggen på bogen er slidt helt væk – og inde på første side står hendes navn skrevet, og at hun gik i syvende klasse, da hun fik Bibelen.

”Det er først for nylig, jeg har sagt, jeg er troende, men jeg har gået med mit Dagmarkors om halsen, siden jeg blev konfirmeret. Min tro er ikke dogmatisk. Jeg ser den som en mulighed for at få noget kærlighed og støtte i livet. Det må være kedeligt at være ateist, for de tør ikke tro på noget, der er større end dem selv. Hvis man ikke tror på mirakler, sker de heller ikke,” fastslår Tine Kragh.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Gud har givet os livet, og vi er forpligtet til at få så meget ud af det som muligt. Vi bør ikke spilde tiden på kedsommelige og trivielle ting, for verden er fuld af kunst, musik, litteratur og filosofi. Vi skal glemme det perfekte liv og være sammen med dem, vi elsker, og nyde den mangfoldighed, verden har at byde på, i stedet for at se den som en trussel.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Jeg tror ikke på, at man bliver et bedre menneske, fordi man overholder nogle bestemte faste regler. Livet er meget mere nuanceret. For mig handler det om at handle i kærlighedens ånd. Hvis jeg endelig skal vælge, tiltaler det ottende bud mig. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd, for vi bør kunne have tillid til hinanden.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg vil gerne træde ind i et smukt, sakralt kirkerum, som fordrer eftertanke, fordybelse og andægtighed. Kunsten i kirken skal være flot og ikke forstyrrende. Stilhed er ved at blive en luksus, og den kan vi finde i kirkerummet. Jeg vil gerne høre en prædiken, der gør mig klogere og får mig til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, jeg lever på. Jeg oplever, at præster kan have en berøringsangst over for at give folk en opsang af frygt for at skræmme nogen væk, men jeg synes, det kan være rart med en opfordring til, hvordan vi bør handle.

Hvordan er dit gudsbillede?

Personligt har jeg ikke et fast billede af Gud. Det er mere en følelse. Jeg ser ikke en autoritær Gud for mig, der sidder i himlen og dømmer, men oplever snarere en følelse af kærlighed, og at Gud er en klippe i mit liv.