Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg er medlem af den reformerte kirke i Danmark og ser mig selv som et kristent menneske med en forpligtelse til at forstå frem for at dømme. Det betyder, at jeg må kæmpe for dem, der står i skyggen og ikke nyder godt af samme privilegerede frihed som mig. Jeg er tilhænger af, at det er den skabende kraft, som er i centrum, frem for den dømmende. Troens mange glædesbudskaber bliver dermed en værdi, som jeg er forpligtet til at give videre og udbrede, både i hverdagen, og når jeg indimellem prædiker i Reformert Kirke i Gothersgade i København, hvor jeg er menighedsrådsformand for den franske menighed. Der er også en tysk menighed tilknyttet kirken.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Det var lige så tolerant, som det var blandet. Min farmor var oprindeligt serber og ortodoks, da hun blev gift med min farfar, som var fransk katolik. Min far blev så også katolik, idet familien boede i Paris.
Min mor er dansk protestant. Den aftenbøn, som vi bad i mit barndomshjem i Gentofte, blev fremsagt på dansk og stammede fra min mormors hjem. Ja, selv når min bror og jeg besøgte farfar og farmor i Paris, blev vi af dem bedt om at bede vores protestantiske aftenbøn på dansk, fordi sådan var vores praksis, og det skulle respekteres. Omvendt var vi altid med, når de gik til katolsk messe i Madeleine-kirken i Paris eller i den lokale kirke i Sydfrankrig, hvor de havde sommerhus, og hvor jeg har tilbragt mange somre. Så jeg har fået lidt af hvert med.
Hvad har udfordret din tro?
Selve min kristne tro er ikke anfægtet, men troens talsmænd udfordrer mig, når de i stedet for at tale imod terror og undertrykkelse bliver tavse, for eksempel når det gælder behandlingen af muslimske kvinder. Vi ser også, at kirkeledere ikke tør sige fra over for fundamentalistiske muslimers undertrykkelse af seksuelle minoriteter, forfattere og tegnere. Og nej, det er ikke islam som religion, jeg er ude efter. Men jeg savner, at kristne ledere tør tage deres historiske arv på sig og tale imod – også imod den massive forfølgelse af kristne, som finder sted mange steder i verden. For vi skal som kristne tale højt om troen og vedkende os den og det faktum, at kristendommen tidligere har sejret over totalitære systemer. Man skal således ikke bagatellisere troens betydning i kampen mod både kommunismen og nazismen. Og nu står vi i en lignende kamp, hvor det at tale troens sag kan gøre forskellen. For i kristendommen findes de værdier, der beriger et samfund.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Min far var franskmand, og da jeg blev født, fulgte et barns nationalitet faderens. Så jeg er i dag fransk statsborger, hvilket jeg er glad for. Men fordi det var sådan, blev familierne enige om, at min bror og jeg skulle døbes og opdrages i den protestantiske tro, hvilket blev i Reformert Kirke i København, hvor mine forældre også er gift.
At det blev denne kirke, skyldes, at det er den eneste kirke i Danmark, hvor gudstjenesten er på fransk, hvilket er en fordel, når den ene halvdel af familien ikke kan forstå dansk, mens alle taler fransk. Jeg blev dog konfirmeret i Gentofte Kirke sammen med mine skolekammerater, uden at tro sagde mig ret meget, men langsomt voksede den reformerte tro ind på mig, i takt med at voksenlivet begyndte.
Min far var gået over til den reformerte kirke og var aktiv i menighedsrådet. Da jeg selv flyttede til Gothersgade i København, hvor kirken ligger, begyndte jeg at komme til gudstjenesterne. Senere kom jeg ind i menighedsrådet, og i de sidste to år har jeg været formand, så kirken og jeg er langsomt, men sikkert, kommet tættere på hinanden.
Jeg holder især meget af, at vi ikke har noget hierarki i den reformerte kirke. Her er ingen pave eller biskopper, i stedet er der en stor autonomi, som gør, at man skal tænke selv. Andre kristne kirkesamfund er for mig lidt som at være om bord på et stort skib, der sejler i én retning med alle de troende ombord, mens vi reformerte mere er som en række små selvstændige skibe, der selv må bestemme, hvor vi vil sejle hen, og hvordan vi vil tro, selvom vi selvfølgelig holder nogenlunde samme kurs. Vi har også skrifter, der samler kirkens tankegods, men der er ikke noget eller nogen, der dikterer, hvad vi skal mene, og hvordan vi skal tro. Det er forkyndelsen, der er i centrum, præcis som prædikestolen er det i vores kirkerum, hvor vi heller ikke har et alter.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg bestræber mig på at søge løsninger og vælge mine kampe med omhu. Jeg er uddannet jurist og arbejder som advokat og ejendomsforvalter, ligesom jeg er lægdommer i boligretten i Glostrup. Umiddelbart kan man mene, at det er en gerning langt fra mit kristne ståsted, men det passer ikke. For det er en jurists opgave at finde en løsning, hvilket selvfølgelig kan være en dom, men det kan også være et kompromis. Ja, nogle gange kommer dommeren ind i retssalen og meddeler, at retten ikke bliver sat, men at vi i stedet skal forhandle os frem til en løsning.
Det kan så enten ende med forlig eller med konflikt, men uanset hvad er hele det kristne tankesæt en del af processen, også fordi mange love og domme er influeret af kristendommen. Det er sjældent et enten-eller, men mere et både-og, og det er altid en proces med mennesket i centrum.
Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Den franske filosof og forfatter Albert Camus sagde, at vi aldrig skal fortie sandheden, og at vi altid skal kæmpe mod undertrykkelsen. Da jeg skulle forestå en mindegudstjeneste for ofrene ved massakren i Nice i 2016, hvor en lastbil kørte ind i menneskemængden på byens promenade under Bastillefesten, spillede Camus’ tanker en vigtig rolle.
Vi var mange, som i de dage følte os fremmede over for tilværelsen og spurgte: Hvad skal man gøre derpå? Svaret er med Camus, at den gode officer, den sande adel, vil stille sig i forreste række og kæmpe imod undertrykkelsen og for sandheden, og dermed være de radikaliseredes diametrale modsætninger.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Jeg har hørt det flere gange, blandt andet fra en nonne, der sagde til mig engang: Du skal ikke være bange for at dø, men du skal frygte at miste livet. Så det prøver jeg at praktisere, selvom det er svært. For nok frygter jeg ikke døden, men jeg er alt for god til at have meget travlt, så jeg gør, hvad jeg kan, for at få tid til at invitere mennesker til middag, læse en bog eller sidde i vindueskarmen og se fra kirken over på Rosenborg Slot og Livgarden, som jeg også selv har været en del af. Jeg fik nemlig lov til at aftjene min værnepligt i Danmark, selvom jeg er fransk statsborger.