Prøv avisen

Vi skylder hinanden at kæmpe imod åndløsheden

Fra nytår vil præster begynde at offentliggøre et mobilnummer, hvortil der kan sendes besked pr. sms om, at man ønsker at give et beløb i kollekt. (Foto: Scanpix) Foto: Søren Staal.

MED VIDEO Den dårlige nyhed er, at vi danskere er ved at udvikle os til et åndløst folk lullet ind i ligegyldig snak og forfladigende fjernsyn. Den gode nyhed er, at åndløsheden er vores egen skyld, og derfor kan vi ændre den, siger sognepræst Sørine Gotfredsen, der er aktuel med debatbogen Den åndløse dansker

Sørine Gotfredsen er bidt af boksning.

Selvom den 44-årige sognepræst har lagt karrieren som sportsjournalist bag sig, er fascinationen af den direkte og voldsomme konfrontation intakt. Ligesom bokserne kæmper for ikke at knække og bukke under, kæmper præsten og forfatteren til den aktuelle debatbog Den åndløse dansker i egen selvforståelse mod den dumhed, uvidenhed og åndløshed, der breder sig overalt i samfundet.

I bogen langer hun ud efter historieløse politikere, populistiske præster, egoistiske børne-familier, selviscenesættende studieværter og forfladigende tv-underholdning. Var øretæverne mere end verbale, ville et halvt hundrede fremtrædende danskere gå rundt med mørkerøde ører. Sørine Gotfredsen sætter nemlig navn på åndløsheden, og med bogen følger en lang alfabetisk liste over åndløse danskere. Flere navne vender vi tilbage til.

LÆS OGSÅ: Sørine Gotfredsen: Politikere og åndNår man gør sig selv til et offentligt menneske, må man finde sig i at blive nævnt ved navn. Også når man er eksponent for de problemer, jeg nævner. Jeg forstår ikke den der berøringsangst over for at sætte navn på, siger Sørine Gotfredsen og lægger armene over kors og hovedet tilbage, efter at vi har fundet en rolig krog ved et rundbord i et af avisens lyse lokaler.

Et temmeligt modigt projekt af en præst, der for få uger siden blev lagt for had i offentligheden og stemplet som hadprædikant og terrorapologet efter sit bidrag til Breivik-debatten. Det krystalkølige, borende blik giver indtryk af en kvinde, man ikke sådan lige vælter omkuld og får da også journalisten til at synke en ekstra gang, inden der for alvor tages hul på spørgsmålene.

Sørine Gotfredsen, hvorfor har du behov for at skælde så meget ud?Jeg ved godt, at jeg kommer til at lyde sur. Men det er ikke et formål i sig selv at skælde ud. Jeg gør det, fordi jeg er bekymret for min samtid. Jeg synes, vi lever i en tid, hvor det er alt for let at komme igennem livet ved bare at lade sig underholde og adsprede af forfladigende medier og uden at påtage sig et ansvar. Der er så mange kræfter, der trækker os væk fra ansvaret for at tage vare på hinanden og pligten til at udvikle os, siger hun.

Nogle af kræfterne findes i den danske folkekirke. Sørine Gotfredsen definerer åndfuldhed som evnen til at se sig selv i forhold til noget større, og kirken er egentlig den bedste modgift mod forfladigelse og åndelig armod; det er ved gudstjenesten, at mennesker lærer at stå til ansvar over for noget større i livet.

Men flere præster forfladiger og latterliggør i dag kirken i en grad, så den fremstår som eksponent for det stik modsatte. Synderne inddeler hun under interviewet i to grupper: gamblerne og klovnene. De første tæller blandt andet biskoppen i Aarhus, Kjeld Holm, og Københavns domprovst, Anders Gadegaard, som begge har udtalt, at kristendommen ikke er den eneste religion, der fører til Gud.

Hvorfor er det et stort problem?Når man som de to går ud i offentligheden og siger, at man kan erkende Gud uden Kristus, så har man åbnet en ladeport for nedgørelse af kristendommens betydning. De udvander kristendommen ved at bestræbe sig på at jævne de ujævnheder, som folk synes er svære at forstå. De gambler med kristendommen i popularitetens navn, når de agter kristendommen så lidt, som de gør.

Den anden gruppe, klovnene, tæller sognepræsterne Flemming Pless, der har optrådt i realityshow på tv, og Poul Joachim Stender, som er kendt for bogen Med Gud i sengen om forholdet mellem sex og kristendom.

Hvorfor langer du ud efter den slags præster?Fordi de gør sig selv til del af en mediemekanisme, der rummer så megen plathed og forfladigelse, at de latterliggør kristendommen. De fremstår som klovne, der ikke tager sig selv og kirken alvorligt, fordi de er usikre på, om omverdenen tager dem alvorligt.

Men sætter den slags livlige præster netop ikke gang i ånden med deres måde at være præster på?Selvom en stor mængde mennesker kan lide at komme til deres gudstjenester, er det ikke sikkert, at det er kristendom, man får ud af det. I medierne fremstår de følgagtige i forhold til den tid, vi lever i, hvor blikfang og hurtig medieomtale betyder alt. De gør folkekirken til grin.

Trods præstekollegernes bidrag til kirkens åndelige armod er kristendommen ifølge Sørine Gotfredsen stadig hovedindgangen til åndfuldhed også selvom andre former for fordybelse kan åbne døre.

Åndfuldhed kan komme til udtryk ved, at man er historisk bevidst, har læst en masse litteratur og er nysgerrig efter at udvide sine tankerækker. Men som troende menneske mener jeg, at ens mulighed for åndfuldhed er størst der, hvor man ser sig selv som skabt af en højere magt.

Mener du dermed, at troende mennesker prin-cipielt kan opnå større åndfuldhed end ikke-troende?Hvis jeg bliver presset op i et hjørne, vil jeg klart sige ja, det religiøse er en forudsætning for at tale om åndfuldhed. Der er stadig masser af muligheder for at lade sig opbygge og udvikle uden erkendelsen af det guddommelige. Men jo mere man kan inddrage noget større uden for en selv, jo større bliver ens tanker. Og jeg mener, at Gud er det største, et menneske kan stå i relation til. Ateisternes gudløse og meget passive livssyn blokerer fuldstændigt for den dimension, så den åndfuldhed, jeg taler om, tror jeg ikke, at de vil kunne opnå.

Spørger man, hvem der bidrager til den åndfuldhed, hun taler om, nævner hun folketingsmedlemmer som den konservative Per Stig Møller, Venstres Bertel Haarder, Søren Krarup fra Dansk Folkeparti og den afdøde socialdemokrat Svend Auken. Fælles for de fire herrer er en historisk såvel som en åndelig bevidsthed, som ifølge sognepræsten er sværere og sværere at få øje på blandt danske parlamentarikere.

Du skriver, at der er for mange simple sjæle i det politiske liv. Hvad mener du?For det første er der for mange unge mennesker i Folketinget. Det tager tid at fatte nuancerne her i livet og skaffe sig viden og overskue andet end sin egen lille navle. Mange er fuldstændigt indkapslet i deres samtid og har dybest set ikke viden nok til at være politikere.

For det andet har mange politikere læst alt for lidt. Man kan godt træffe politiske beslutninger, men man er ikke i stand til at forklare andre, hvorfor man træffer de beslutninger. Mange af vores politikere er fritsvævende og i stand til at skifte holdninger hele tiden, fordi de ikke er historisk grundfæstede. Derfor nyder de heller ikke særlig stor tillid i befolkningen.

Lars Løkke Rasmussen (V) er et godt eksempel på en ikke særlig åndfuld politiker, mener Sørine Gotfredsen. Det viste sig for eksempel, da statsministeren i januar holdt foredrag om Grundtvig på Vartov.

Når statsministeren udtaler sig om Grundtvig med sin ikke særligt store indsigt i kristendommens historie, er han tvunget til at bruge Grundtvig på et helt overfladisk niveau som en grundtvigiansk fernis ud over sine liberale holdninger. Det er en spinkel og fattig Grundtvig, der kommer ud af Lars Løkke Rasmussen, og han afslører sin manglende viden og rodfæstethed i sin egen historie.

Åndløsheden sætter sig altså spor overalt i samfundet, skal man tro Sørine Gotfredsen. Men kan sognepræsten andet end at skælde ud? Har hun forslag til, hvordan vi kommer fri af denne åndløshed? Jo. Hun har nogle bud. Vi skal kræve mere af vores egen nysgerrighed. Og så skal vi lære at tale sammen.

Vi skal slukke for det forfladigende fjernsyn og læse bøger, gå i teatret, lytte til musik; søge det, der er svært tilgængeligt, men er større og anderledes end det, vi selv kan tænke os til.

Smalltalk er godt, når vi skal spore os ind på hinanden. Men smalltalk må ikke blive samtalens indhold. Vi udfordrer hinanden alt for lidt, når vi snakker sammen. Vi er alt for tilbageholdende med at forholde os til, hvordan det andet menneske har det, og hvad dette menneskes liv består af. Vælger vi altid at tale om det ydre og ufarlige, er der ingen, der kommer noget til, men vi kommer heller ikke nogen vegne. Og vi risikerer, at de mennesker, der har brug for at tale, ender med at føle sig endnu mere tomme og ensomme.

Men hvad nu, hvis mennesker trives i det, du betragter som åndløshed?Man skal ikke dyrke åndfuldheden for sin egen skyld. Jeg frygter, at man bliver et dårligere medmenneske ved ikke at bevæge sig rent åndeligt. Jeg ser mange mennesker, som i mine øjne er i risiko for at gå helt i stå. Og så bliver de dårligere til at følge andre mennesker, tage vare på andre, sætte sig ind i, hvordan andre tænker og har det; om de har det dårligt. Så vi skylder hinanden at være åndrige.

Åndfuldhed bunder i alvor, skriver hun i bogen. Er der da slet ikke plads til grin i en åndfuld Sørine Gotfredsen-verden? Hun slår en latter op.

Selvfølgelig skal der være plads til tom snak, pjat og ironi. Det er der bestemt også i mit liv. Men spørger du mig, om humor er forbundet med åndfuldhed, er svaret nej. I det øjeblik vi griner, bliver vi rykket ud af den tilstand, hvor vi husker at tage livet alvorligt. Vi elsker jo netop at grine, fordi vi bliver sorgløse på et øjeblik. Så der er meget at grine ad i livet. Men ikke i åndfuldhed.

Er du selv åndfuld?Ha ha. Jeg vil ikke beskrive mig som specielt åndfuld, for det er en meget stor ting at sige om sig selv. Men jeg forsøger at holde alle døre åbne for at blive det. Det kommer man aldrig helt i hus med. Når man lever i et samfund som vores, der er så omgivet af lighedstænkning, medier, adspredelse og underholdning og dermed så åndeligt nedbrydende, kan man aldrig kæmpe nok imod den åndelige armod.

Det lyder på dig, som om alting var bedre i gamle dage.

Nogle ting tror jeg bestemt var bedre. Jeg ville ønske, jeg havde levet i en tid, hvor fjernsynet ikke var opfundet. Medierne er med til at trække os mennesker rundt på en bevidstløs måde.

Tænker du på, om folk opfatter dig som lige lovlig selvgod?Ja, selvfølgelig. Hver gang man tenderer det moraliserende, risikerer man at fremstå som en person, der ser sig selv som bedre end andre. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Men det er en del af prisen, når man skriver på den her måde, at man bliver kaldt både sur og selvgod.

Så du gerne, at der var flere som dig?Måske skulle der ikke være for mange som mig, for nogle gange er jeg måske lige vred nok. Men jeg ville ønske, at der var flere, der gav sig til kende og bidrog til samtalen og forsøgte at analysere deres samtid. Dem ville jeg ønske, der var flere af.

hpRnjE_lIGU