Prøv avisen

Moderne mennesker ved ikke, hvad de skal stille op med lidelsen

Lidelsen er et grundvilkår og kan ikke medicineres eller psykologiseres væk. Og der findes derfor hverken diagnoser eller kure mod de oplevelser af uforklarlig lidelse, der hører menneskelivet til, mener idehistoriker. Modelfoto:

Lidelse er gjort til den enkeltes eget problem, og det eneste sprog, vi har for den, er det medicinske og det psykologiske, der byder sig til med løfter om at få det svære til at forsvinde. Men lidelsen er et grundvilkår for mennesket, mener eksperter

I Videbæk Kirke koster det 75 kroner at være med til fællesspisning skærtorsdag i kirkehuset.

Menuen står på lam med bitre urter og hjemmebagt, usyret brød. Efter middagen er der nadvergudstjeneste i kirken.

”Vi skal derigennem opleve den stemning, som danner baggrund for Jesu offer langfredag,” står der i indbydelsen.

Videbæk Kirke er bestemt ikke den eneste folkekirke, der har gjort skærtorsdag til en særlig højtidsdag. Tendensen med at invitere til fælles påskemiddag er udbredt over hele landet. I et andet vestjysk sogn, Rindum ved Ringkøbing, har man endda hyret en kok til at tilberede menuen, der også indbefatter vin. Her koster en kuvert så også 200 kroner.

Mens skærtorsdag på den måde vokser som kirketradition, er der knap så stor interesse for at møde op i kirken langfredag og høre om, hvad der fulgte efter skærtorsdag. Korsfæstelsen, lidelsen og anfægtelsen.

Tal fra Københavns Stift viser, at påskedagene generelt trækker flere i kirke i de senere år. Men især skærtorsdag vinder frem som en af de meget populære dage at gå i kirke. I Skt. Jakobs Kirke på Østerbro oplevede man alene sidste år en tredobling af kirkegængere skærtorsdag. Også i Viborg Stift har man lavet en samlet oversigt over kirkegangen i påskedagene 2014, hvor skærtorsdag og påskedag tegner sig for de fleste besøg. Opgørelsen viser samtidig, at langfredag og anden påskedag er de helligdage i påsken, der trækker færrest i kirken.

Kirstine Helboe Johansen er adjunkt i kirkehistorie og praktisk teologi ved Aarhus Universitet. Hun kan på en måde godt forstå, at netop maden og fællesskabet ved skærtorsdag tiltaler os i dag. Men hun ser det samtidig som udtryk for en mere kulturelt betinget fejring end en særligt religiøs markering.

”Skærtorsdag er ikke en helligdag i ret mange lande. Når den er så fast etableret i Danmark, er det mere et udtryk for en kulturel norm, der er baseret på sekulær lovgivning om de danske helligdage. Skærtorsdag står selvfølgelig centralt i forhold til nadveren, men det er jo alligevel interessant, at ikke alle evangelister har fundet lige præcis påskemåltidet vigtigt nok til at genfortælle. Johannes nævner det slet ikke. Han har derimod valgt at tage fodvaskningen med som det centrale ved skærtorsdag,” fortæller Kirstine Helboe Johansen.

Men netop fællesmiddagen er blevet populær herhjemme, vurderer hun, fordi den passer godt ind i den danske kultur.

”Der er en kulturel let forståelighed ved det med at samles omkring et bord. Vi kan også sætte os ind i det med, at vi sidder sammen med en, der vil forråde os. Vi kan på den måde forholde os til begivenheden rent billedligt, og det er vigtigt for at kunne skabe et stærkt ritual. På den måde peger påskemiddagen både ind i den kristne fortælling, og så er der samtidig noget, der er kulturelt og socialt genkendeligt,” forklarer Kirstine Helboe Johansen.

Men hvad sker der med vores forståelse af påsken, hvis vi på den måde tilvælger middagen skærtorsdag og underet med den tomme grav påskemorgen? Hvad mangler med andre ord, hvis vi fravælger centrale dele af påskefortællingen, som lidelsesberetningen langfredag?

For at nærme sig et svar fremhæver lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Ole Morsing selve ordet ”passion”.

”Passion betyder jo netop lidelse, men også begejstring. Og hvis vi så at sige ikke har lidelsen med langfredag, så begejstres vi heller ikke på samme euforiske måde over miraklet påskemorgen. Vi når ikke til anfægtelsen langfredag, den afgrundsdybe fortvivlelse og oplevelsen af meningsløshed. Men afgrunden er helt afgørende for at forstå håbets betydning påskemorgen,” siger Ole Morsing.

Teolog Kirstine Helboe Johansen fremhæver samme pointe:

”Hvis man ikke vil tage sorgen over henrettelsen og ringeagten med, så bliver opstandelsen mindre. Så opstår Jesus jo ikke fra dødsriget, men nærmere fra fællesspisningen,” siger hun med et smil i stemmen.

Det er imidlertid meget typisk for vores tid, at vi helst undgår lidelsen og dermed den kristne fortælling om langfredag.

”I dag vil vi helst slet ikke høre om lidelsen. For som moderne og frisatte individer ved vi ikke, hvad vi skal stille op med den. Lidelsen er jo som sådan ikke forsvundet fra vores verden. Men den er gjort til den enkeltes eget problem. Dit eget ansvar. Og det eneste sprog, vi har for den, er det medicinske og det psykologiske, der byder sig til med løfter om at få lidelsen til at forsvinde,” påpeger idéhistoriker Ole Morsing.

Problemet er bare, at lidelsen som grundvilkår for det at være menneske ikke kan medicineres eller psykologiseres væk. Og der findes derfor hverken diagnoser eller kure mod de oplevelser af uforklarlig lidelse, der hører menneskelivet til.

”De lidelser, vi ikke kan kurere, har vi også svært ved at finde et navn for. Vi kalder dem ukendte, skønt de er de mest kendte af alle lidelserne. De har fulgt os gennem hele vores historie som menneskehed og har altid været den vigtigste udfordring for os - fordi de udfordrer vores ønske om at finde mening og retfærdighed i tilværelsen,” forklarer Ole Morsing.

For det moderne menneske er lidelsen med andre ord en eksistentiel udfordring, som det enkelte individ i sin sekulære frisættelse er alene med. Set i det lys kan påskefortællingen om lidelse, død og opstandelse måske netop være et befriende budskab, påpeger Ole Morsing.

”Lidelserne giver i sig selv ingen mening. De er uforståelige. Og lidelsen har derfor altid været kilde til religiøs tydning. Man kan sige, at den martrede krop råber på en verdensforklaring. Det er jo netop ind i det råb, at påskens forløb byder sig til som en kollektiv ramme, der peger på, at du som individ ikke er alene med din lidelse. At den ikke er en privat sag, men netop så alment menneskelig, at selv Jesus blev ramt af både lidelsen og dens følgesvend, tvivlen, da han hang på korset,” pointerer Ole Morsing.

Også sogne- og sygehuspræst Preben Kok fra Engum mener, at vi går glip af noget helt centralt, hvis vi ikke opsøger langfredagens budskab.

”Vi er så optagede af opstandelse i vores tid. Men vi vil ikke kendes ved døden. Og du kan altså ikke få opstandelse, hvis du ikke har døden først. I virkeligheden kunne vi jo faktisk få meget mere opstandelse, hvis vi accepterede døden som vilkår,” påpeger Preben Kok.