”Jeg synes, det er en stærk fortælling om noget af det helt grundlæggende i livet. Om den tro og tillid, vi bliver nødt til at have til andre mennesker, og et altid tilstedeværende håb om bedring, hvis tilværelsen skal være noget værd.” Sådan siger Ole Toftdahl, forstander på Ry Højskole i Østjylland, om den evangelietekst, der søndag vil lyde i landets kirker. I teksten møder vi en kongelig embedsmand, der i desperation og afmagt rejser fra sin søns dødsleje for at opsøge Jesus i Galilæa. Manden vil have Jesus med hjem til sit døende barn, men Jesus afviser.
”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke,” svarer Jesus og fortæller manden, at han skal gå hjem til sin søn, der er i live. Manden vælger at tro på Jesu ord, og før han når sit hjem, kommer hans tjenestefolk ham i møde og fortæller, at hans søn er helbredt.
Det er den tro og tillid, som den kongelige embedsmand viser, da han vælger at forlade Jesus uden andet end hans ord at klamre sig til, der ifølge Ole Toftdahl er det helt centrale i søndagens tekst. Tekstens tema gør, at dagens fortælling er helt central i forhold til vores liv her på jorden. Uden troen, håbet og tilliden til ens medmennesker mister man forudsætningen for at lykkes i tilværelsen.
”Tro og håb er for mig det, som det hele kredser om. Vi står op om morgenen, fordi vi har en tillid til, at vi har et formål her i livet. Og fordi vi har en tro og et håb på, at de ting, vi gør, nytter noget,” siger Ole Toftdahl.
Derfor er det også en tekst, der er lige så relevant i dag, som den var for 2000 år siden. Uden troen på og tilliden til hinanden fungerer vi ikke sammen. Hverken i samfundet, på arbejdspladser eller i vores nære relationer. Ifølge Ole Toftdahl findes disse elementer selvfølgelig i forskellige niveauer alt efter konteksten, og den altdominerende tillid og tro, som manden udviser, er en, vi normalt kun har til de allermest nære og intime situationer. Men uden en passende grad af denne kan vi ikke lykkes med andre mennesker.
”Klimakrisen er et godt eksempel. Drivkraften bag klimabevægelsen er et håb om, at det kan lykkes at redde den patient, som er Moder Jord. Og det er troen på og tilliden til, at det enkelte menneske ikke er alene i kampen. Uden de elementer ville der jo kun være fortvivlelsen, og så ville vi give op,” mener Ole Toftdahl.
Manden fra søndagens evangelietekst er på trods af sin højtstående position i samfundet ikke i stand til at gøre sin søn rask. Han er fyldt med afmagt, da han opsøger Jesus, men alligevel gemmer der sig også et flig af håb i ham. Et håb, der betyder, at han ikke bare bliver siddende, mens hans søn dør. Derfor er håbet det, der gør, at vi kan tackle den personlige afmagt, livet kan få os til at føle.
”Der er jo kilder til afmagt alle vegne. På det samfundsmæssige plan som med klimakrisen, men også på det personlige plan, når vi oplever sorg eller uoverskuelige udfordringer. Her kan vi kun komme videre ved at udvise tillid og tiltro til andre mennesker og bevare håbet i os selv. For afmagt uden håb er bare håbløshed, og så kan vi ikke tackle livet.”