Prøv avisen
Tro&tvivl

Vi står som et lille barn over for Guds enorme storhed

Det handler om at gøre godt og hjælpe de svageste, mener Mogens Lønborg, som i dag er medlem af menighedsrådet ved Københavns Domkirke. – Foto: Leif Tuxen

Tidligere sundheds- og omsorgsborgmester i København Mogens Lønborg er dybt fascineret af Guds skaberværk. Han fik også troen ind fra første færd i Flemløse Kirke på Fyn, hvor faderen var præst, og hvor Mogens Lønborg ringede med klokkerne, fra han var seks år

Hvordan vil du beskrive din tro?

Einstein siger det godt: ”Jeg er ikke ateist. Problemet er alt for omfattende for vores begrænsede hjerner. Vi er i samme situation som et lille barn, der træder ind i et enormt bibliotek fyldt med bøger på mange sprog. Barnet ved, at en eller anden må have skrevet disse bøger. Det ved ikke hvordan. Det forstår ikke de sprog, det er skrevet på. Barnet har en dunkel anelse om en mystisk orden i bøgernes opstilling, men ved ikke, hvad den er. Sådan er, forekommer det mig, holdningen hos selv det mest intelligente væsen over for Gud. Vi ser, hvordan universet er vidunderligt indrettet, og at det adlyder visse love, men forstår kun disse love uklart.”

Vi kan kun nå et lille stykke med videnskaben og vore begrænsede hjerners hjælp. Så dér hvor erkendelsen hører op, må fornemmelsen tage over. Det svarer til sondringen mellem viden contra tro. Så det at fornemme eller ane er for mig synonym med at tro. For universets storhed er enorm med hundredvis af solsystemer og dimensioner, så selvom vi en dag skulle nå dertil, hvor naturvidenskaben har forklaret alt i vores fire dimensioner, så har vi – som Niels Bohr sagde det – blot fået åbnet døren på klem ind til Guds skaberværk.

Så troen på Gud er for mig funderet på Jesus Kristus, der går på tværs af alt, ser lige igennem alting og sprænger alle rammer, og som sagt på nutidsdansk har en ekstrem høj grad af troværdighed.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg er opvokset i Flemløse på Fyn, hvor min far var præst i 35 år, og hvor kristendommen fyldte meget, og også for meget, da min far insisterede på, at vi børn skulle sidde på kirkebænken hver søndag. Men ellers var han en kærlig far, som sammen med min ligeså kærlige mor ofte stod bag gardinerne, når mine to søstre og jeg begravede døde fugle i haven.

Vi legede også kirke på dueloftet, hvor jeg altid var præst, og det var i mange år meningen, at jeg skulle læse teologi. Men i gymnasiet fik jeg behov for at gøre oprør, og jeg fandt ud af, at politik også interesserede mig, så jeg blev elevrådsformand og læste statskundskab.

Indtil for få år siden blev jeg dog ved med at synge i kor, hvad jeg startede med hjemme i Flemløse, hvor jeg også var landets yngste klokker. Fra jeg var seks år, til jeg blev 16 år, gik jeg hver morgen og hver aften op i kirketårnet og ringede solen op og ned. Jeg ringede også til gudstjenester, begravelser og vielser – og fik som 10-årig et hjemmelavet svendebrev fra menigheden overrakt ved en højtidelighed.

Hvad har udfordret din tro?

Der er nok ikke noget bestemt, jeg kan pege på, som har udfordret min tro. Men man kan vel sige, at den for så vidt altid er udfordret al den stund, at vi i dagligdagen fungerer i en verden, hvor rationalitet og fornuft som menneskets primære erkendelsesredskaber er hovedessensen i det paradigme, vi ser verden igennem, og hvorigennem vi danner den ”viden”, der udgør grundlaget for de fleste af vore handlinger og beslutninger. Troens verden, hvor man ikke ”erkender”, men ”fornemmer” eller ”aner”, som Einstein udtrykte det, ligger udenfor – og så alligevel er den på en særegen måde nærværende i den rationelle verden. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jo mere man lukker sig inde i den rationelle og fornuftens verden og dermed afskærer sig fra det udenfor, jo sværere er det at fornemme Gud.

Ateismen fornægter jo eksistensen af det, mennesket ikke kan erkende, hvilket efter min opfattelse er både naivt og snæversynet. Så for mig har min optagethed og fascinationen af videnskabens landvindinger samtidig styrket min tro på Gud, fordi man tydeligere øjner den lille flig af det uendeligt store og ufattelige skaberværk.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Julemanden og andre former for nuttet barnetro har jeg aldrig haft. Min tro har fra starten af været en voksentro, som bunder i den forkyndelse, min far gav både på prædikestolen og derhjemme ved middagsbordet, og som var en lys, glad og åben kristendom med plads til alt og alle.

Men jeg er også blevet næret af den storhed, der ligger i musikken og især de store værker som for eksempel Händels ”Messias”, som jeg har hørt og selv sunget utallige gange. For når orglet bruser, og sangen klinger, er det nærmest som at høre beviset på Guds eksistens, og hvis man tvivler, kan man blot lytte til Mozart eller Københavns Drengekor, som jeg holder så meget af.

Men det handler også om generationerne. Det er jeg meget bevidst om nu, hvor jeg selv står i forreste række, da begge mine forældre er døde.

Jeg har derfor ikke længere den ældre generation at søge tryghed hos, men er i stedet den, der skal sørge for ly til de kommende generationer og især mine børn og børnebørn. Det er et ansvar, der også handler om at fortælle dem om historie og tro.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Ordet tak spiller en stor rolle. For der er så meget i livet at sige tak for. Ja, bare livet i sig selv er en gave. Det er blevet en kliché efterhånden, men det passer jo. Livet er blevet os givet. Værsgo – lige til at bruge. Bare gå i gang. Det fylder mig hver dag med glæde og taknemmelighed, og jeg føler mig så privilegeret.

Hjemme hos min kone, Lone, og mig synger vi også ”Alle gode gaver”, inden vi spiser, de dage, hvor vi alle sammen er der. Alle sammen er i den forbindelse Lone, hendes tre drenge og mine to yngste drenge.

Jeg har været gift tre gange, og har to voksne børn fra første ægteskab, fem børnebørn samt to drenge fra mit andet ægteskab. Så der er mange mennesker i mit liv at takke for, og det gør jeg hver eneste dag. For livet er ikke en selvfølge. Men vi hviler i Guds hænder, og det giver ro og mening.

Hvem er forbilledet for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det har jeg grublet en del over. For jeg har ikke rigtig noget, men omvendt så har min far altid spillet en stor rolle for mig. Han var så sprudlende, igangsættende og kunne tale med alle. Han holdt simpelthen af mennesker, og han slap aldrig kontakten til nogen, som havde været ham nær. Jeg ved ikke, hvordan han orkede det. Måske hang det sammen med, at alle mennesker i hans verden var lige meget værd.

Eller det vil sige: Lande- vejens farende svende var måske lidt mere. Sådan et fint menneske, sagde han tit, når han havde siddet og talt med en landevejsridder i timevis.

Selv var min far også et seriøst menneske, hvor man mærkede tyngden, klogskaben og det velovervejede i alt, som han sagde, modsat nogle af de pop-præster, som vi har i dag. De er letvægtere, mens han var en sværvægter, selvom jeg ikke altid hørte efter, når han prædikede.

I stedet sad jeg og holdt regnskab over, hvor mange Grundtvig-salmer, som vi skulle synge, og de få søndage, hvor det var fem ud af fem, gav jeg altid mor en albue i siden og hviskede: Fuld plade.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogen- sinde har fået?

Som børn sagde vi altid inden sengetid: Tak for dagen, tak for livet, tak for alt hvad du har givet. Det er en taksigelse til Gud, men det er også et råd om at huske at skønne på denne tid på jorden og på de ting, som vi her kan udrette. For det handler om at gøre godt og hjælpe de svageste. Og det var også derfor, at jeg i sin tid gik ind i politik, hvor tidligere social- og finansminister Palle Simonsen inden et vigtigt opstillingsmøde sagde til mig: Vær dig selv. Jeg fulgte rådet og vandt afstemningen.