Prøv avisen
Bedste&værste

Vi svigter næstekærlighedsbuddet, når vi går forbi den hjemløse

Det værste ved kristendommen er de mange krav, som ingen kan leve op til, og som kommer fra Jesus selv, mener forfatter og violinist Nina Haldor Hansen, der bor i Taastrup ved København i et af de karakteristiske UNIC 119-huse. - Foto: Leif Tuxen

For forfatter og violinist Nina Haldor Hansen er næstekærligheden en central del af kristendommen, også når den kræver mere, end hun kan give. Men hun insisterer på at prøve alligevel

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Det er buddet om næstekærligheden og visheden om tilgivelsen og det evige liv, som venter efter den jordiske tilværelse,

Men Jesus selv var aldrig i tvivl om næstekærligheden, som vi kan være det. Enhver, der troede på ham, skulle frelses, mente han og døde derfor på korset for vore synders skyld.

Derfor er påsken også det centrale i kristendommen. Uden påske, ingen kristendom. Min mand var i 37 år organist i Jesuskirken i Valby. Der holder man skærtorsdag aften en måltidsgudstjeneste og langfredag en højmesse udelukkende med tekstlæsning, korsang og salmer, slukkede lys og præsten iført kirkens helt særlige sorte messehagel. Endelig, når man går i kirke påskenat, sker miraklet: Klokken 12 bliver lysene tændt, og koret synger Rued Langgaards ”Han er opstanden”.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det værste er de mange krav, som kristendommen stiller, og som ingen kan leve op til, og som kommer fra Jesus selv. For Jesus forlanger flere steder i Bibelen det umulige af dem, som følger ham og tror på ham. Men Jesus lover samtidig også Himmerige og et evigt liv, så der er stor belønning til den, der er fast i troen.

Problemet er blot, at det kun fungerer på papiret, ikke i virkeligheden, hvor vi alle rammes af tvivl og anfægtelse i løbet af livet. Og nej, vi finder ikke altid svar eller løsning i Bibelen. Heller ikke selvom kristendommen også er håbets religion.

Men vi gør vores bedste - også selvom ingen af os magter bare tilnærmelsesvis at være så næstekærlig, som vi burde være det. Så kan man sige, at man ikke er forpligtet over sin evne, og det er rigtigt. Men hvad så, når vi ikke engang bruger vores evner, som vi ved, at vi kan? Når vi går forbi den hjemløse på gaden, lader være med at give til en indsamling og så videre? Så lever vi ikke op til næstekærlighedsbuddet.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er den kulturarv, der ligger i kirkebygningerne og præstegårdene. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man river præstegårde ned. Det kan godt være, at de er upraktiske at bo i, men de udgør en historisk arv og identitet, som vi ikke må berøves, selvom præstegårdene ikke længere danner rammen om sognets liv.

Det gør kirkebygningerne heldigvis stadig, og de står der som et fast sted at søge hen, når som helst jeg har brug for kirken. Og det har jeg - og stort set alle andre danskere - om ikke andet, så når døden rammer.

For hvem er det, at vi læner hovedet til og går til, når jorden forsvinder under os? Det er ikke lægen eller psykologen, men præsten. Det er præsten, som vi taler med, når en af vore nærmeste er gået bort - også i mange tilfælde, selvom vi ikke er troende. Og når så dagen for bisættelsen eller begravelsen oprinder, så giver det gamle hus, kirken, og de gamle ritualer noget, som de sørgende kan støtte sig til. Så falder der en ro over det hele, som er velgørende midt i sorgen og savnet.

I dag skubber mange alle tanker om døden væk, og det er en skam. Vi kunne måske lære noget af brygger Carl Jacobsen, der inden sin død selv arrangerede sin begravelse i Jesuskirken og sågar sendte invitationskort til dem, som han ville have med. Efterfølgende havde sønnen et værre hyr med at afvise dem, som ikke var inviteret.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det værste er for det første den lukkethed, som folkekirken også rummer. En lukkethed, der betyder, at man som almindelig kirkegænger eller deltager til et arrangement i kirkeligt regi ofte kan få lov til at stå i et hjørne helt alene, uden at nogen kommer hen og byder en velkommen, mens dem, der kender hinanden i forvejen, snakker og ler og har det dejligt sammen.

For det andet er det ledelsesstrukturen, der officielt er demokratisk, men som i virkeligheden ofte handler om nogle mennesker, der har siddet så mange år i menighedsrådet, at de er blevet for indgroede, så det derfor handler mere om dem selv og deres egen magtfuldkommenhed. De ved det hele, og de kan det hele, men de lukker ikke nogen nye mennesker eller nogen nye ideer ind. Der er selvfølgelig også de andre, dem der ikke siger noget, men som kigger ned i bordet og lader de magtfulde styre.

For det tredje er det, når folkekirken bliver tand- og holdningsløs og tillader det hele. Man må i hvert fald kunne stille et minimumskrav til kvaliteten i indhold og udførelse af for eksempel den sang og musik, der skal spilles.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Musikken, salmerne og teksterne. Jeg behøver sådan set ikke mere end de gode salmer og de lige så gode tekster for at have fået nok at tænke på, især ikke, hvis den musikalske udførelse er i top.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Det er prædikenen. Misforstå mig ikke. Jeg kender masser af udmærkede prædikanter, men der er også det modsatte, som næsten kan få mig til at rejse mig og gå ud af kirken, når vedkommende efter at have læst en tekst om ”alle, der tror på mig, skal have evigt liv” starter prædikenen med: ”Forleden dag, da jeg stod nede i supermarkedet, så kom jeg til at tænke på...” Så er jeg færdig. For det er en gigantisk nedtur at gå fra de helt store ord, dem som man lever af og på, og så til kød på tilbud og præstens hverdagstanker.

Jeg kan heller ikke have de præster, der siger det samme igen og igen. Jeg når nogle gange at sige amen op til fire gange, inden de er færdige med at tage turen rundt i sløjfen igen og igen.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Det er chancen for at se noget andet end det, vi selv kender. En chance, som indebærer store værdier, men som vi er ved at tabe på gulvet, fordi vi stirrer på forskellene frem for på lighederne, som for eksempel er, at vi alle tror på en Gud og på, at han har vist den rette vej. For der er mange ligheder, som vi kan finde ved dialog med hinanden. For dialog må der til - især mellem kristne og muslimer, som er de to store befolkningsgrupper i Danmark.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det er, at vi er så fokuserede på de negative sider ved islam, at vi glemmer, at der også i kristendommen findes forskellige tolkninger og måder at leve på, og at ikke alle er lige fredelige. Jeg bor i Taa-strup ved København, hvor der er mange indvandrere, så jeg ser og møder dem. Og min erfaring er, at muslimer i bund og grund er ligesom alle andre. De fleste er søde og rare mennesker med arbejde og familie. Det kniber mere med sproget hos især de ældre kvinder, og det er et reelt problem. For kan du ikke sproget, kan du ikke møde andre mennesker og gå i dialog og lære dem at kende. Og dialog skal der til, hvis vi skal leve sammen, frem for det had, som der pustes alt for meget til i disse år.