Læger og sygeplejersker kalder selv på viden til at inkludere den åndelige dimension i mødet med patienter. Sådan lyder en konklusion fra et af de mange forskningsprojekter, som er blevet foretaget under teolog Niels Christian Hvidt på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Syddansk Universitet, gennem de seneste år.
I det lys vælger universitetet i Odense nu at skrue op for den eksistentielle indsats på læge- og hospitalsgangene. I dag udpeges Niels Christian Hvidt som Danmarks første professor i eksistentiel og åndelig omsorg efter i mange år at have bedrevet forskning samme sted i sammenhængen mellem tro og helbred. Og han ser et markant behov for en styrket helhedsorienteret indsats.
”Målet i det danske sundhedsvæsen er at sætte mennesket i centrum. Men når vi kun forholder os til kroppen og det rent fysiologiske, taber vi mennesket,” pointerer han.
Det nye professorat ser Niels Christian Hvidt som et naturligt led i den udvikling, som har været i gang herhjemme de seneste 10 år, hvor han selv har bidraget til forskningen.
”Lidt firkantet sagt har vi i 10 år bedrevet grundforskning, hvor vi har fundet ud af, hvilken rolle det eksistentielle spiller for både patienter og sundhedspersonale. Nu skal vi i gang med anvendt forskning, hvor vi udvikler kurser, viden og værktøjer, der kan styrke den åndelige og eksistentielle opmærksomhed og indsats i mødet mellem patienter og sundhedspersonale,” siger Niels Christian Hvidt.
Noget af det, som er kommet frem gennem det hidtidige forskningsarbejde og gennemførelse af kurser i tro og eksistens er blandt andet, at læger og sygeplejersker savner viden om, hvem de selv er, og hvad deres egne bærende værdier er.
”De søger at blive bevidste om deres eget indre eksistentielle rum og deres egne værdier. Den største usikkerhed i forhold til at begive sig ind på den åndelige og eksistentielle samtale er, at de er usikre på deres eget ståsted. Du kan ikke møde et menneske på et medmenneskeligt, eksistentielt plan, hvis du ikke kender dig selv og dine egne værdier,” siger Niels Christian Hvidt og kommer også med en forklaring:
”Det personlige og værdibårne mister mange kontakt med allerede under medicinstudiet, fordi det regnes som en privatsag, og fordi man tidligt bliver professionaliseret ind i en biomedicinsk kultur. Men når du mister kontakten med din egen nerve, kan du heller ikke møde patienten på et personligt og eksistentielt plan.”
Det eksistentielle felt er allerede godt i gang med at blive udfoldet til læger og sygeplejersker i sundhedsvæsenet, blandt andet gennem kurser i eksistentiel og åndelig omsorg. En af dem, som har deltaget på et sådant, er Marius Andersen, praktiserende læge i Silkeborg. For ham er det nye felt en vigtig dimension i lægegerningen.
”På kurset har vi blandt andet fået en guide til, hvordan du som læge åbner for samtalen om tro og eksistens. Det er et område, som er tabubelagt, og mange læger kan være bekymrede for at åbne for dette spørgsmål, fordi de frygter, at de skal give afkald på deres faglighed,” siger Marius Andersen.
Han hæfter sig ved, at man som læge uundgåeligt havner i situationer, hvor fagligheden ikke længere rækker. Det kan være patienter med livstruende eller kroniske sygdomme, hvor lægen ikke kan løse situationen gennem medicin eller fysioterapi.
”Her skal vi som læger turde slippe vores snævreste faglighed og træde frem som medmennesker. Det kan eksempelvis være at bevæge sig ind på troens område og spørge patienten: ’I den svære situation, som du befinder dig i, har du så nogle håb og ønsker for dig selv og dine nærmeste i tiden nu og fremover?’,” siger Marius Andersen og fortsætter:
”Det vil jeg gøre for at få et indtryk af, om der er eksistentielle ressourcer, som jeg som menneske kan hjælpe patienten med at få bragt i spil. Kurset har mest af alt bidraget til, at jeg i højere grad tør træde ud af lægerollen og møde patienten mere som menneske. Også hvor der ikke er tale om livstruende eller terminal sygdom,” forklarer Marius Andersen.
Og det er netop i samtaler mellem sundshedspersonale og patienter, at Niels Christian Hvidt får mulighed for at sætte et nyt aftryk i det danske sundhedsvæsen. Gennem sin mangeårige forskning i tro og helbred har han påvist, at eksistentielle og åndelige ressourcer har betydning for sundhed og overlevelse, og især for håndtering af og livet med sygdom.
Den nyudnævnte professor har allerede prøvet kræfter med sin nye stilling, idet han i 2013-2014 var professor i Spiritual Care, som er den engelske betegnelse for området, ved München Universitet i Tyskland.
”Spiritual Care rummer både en åndelig og eksistentiel dimension. På den måde kan man med udgangspunkt i den engelske sprogbrug sige, at selv ateister kan have en spiritualitet, som lever i den inderste menneskelige kerne, uden at det behøver blive religiøst,” siger Niels Christian Hvidt, hvis professorat er støttet af Kræftens Bekæmpelse.
Med sin teologiske baggrund ser Niels Christian Hvidt også en helt naturlig kobling mellem det eksistentielle og sundhedsvæsenet, som der er brug for at genopdage.
”Den tidligste syge- og lægepleje udsprang af middelalderens klostre og en omsorgsfuld næstekærlighedstanke. Den blev igen aktualiseret med sygeplejefaget, der udgik fra den tyske diakonissebevægelse og Florence Nightingales åndelighed, der var fundamental for hendes virke. Siden kom den fantastiske biomedicinske udfoldelse, men den har fået lov til at skygge for den psykosociale, eksistentielle og åndelige opmærksomhed,” siger Niels Christian Hvidt.
Og dette tab genkender Jens Søndergaard, forskningsleder og professor ved forskningsenheden for almen praksis og selv både farmakolog og praktiserende læge.
”Spiritualitet er et ord, som har været ude. Kerneydelsen i sundhedsvæsenet er medicin og behandling, men vi har glemt, hvordan vi møder det hele menneske – også på et åndeligt og eksistentielt niveau. Mennesket er groft sagt forsvundet i sundhedsvæsenet,” siger Jens Søndergaard.
Vi har dermed ikke øje for, at det åndelige melder sig som helt centralt spørgsmål, når folk eksempelvis rammes af kronisk eller uhelbredelig sygdom, påpeger forskningslederen.
”Når vi som mennesker møder svær sygdom, så søger vi forklaringer. Vi kan blive ramt af skyld, vrede og afmagt, og de store spørgsmål om ens eksistens dukker op. De spørgsmål skal vi som sundhedspersonale formå at gå i dialog med og favne, fordi det er en forudsætning for at give den bedst mulige behandling. Vi skal have mennesket tilbage i behandlingen,” siger Jens Søndergaard.