Prøv avisen
Debat

Iben Thranholm: Vi tror mere på demokratiet end på Gud

Når kristendommen hurtigt fik så stor udbredelse, var det ikke fordi den var særligt god til at lave politik, men fordi mennesker oplevede, at Kristi ord og nærvær havde magt til at ændre deres liv. Ganske præcist som evangelierne fortæller, skriver Iben Thranholm Foto: Leif Tuxen

I dag måles enhver religion på, om den er demokrativenlig. En religions værdi vurderes ud fra, om den kan indgå i et demokrati og understøtte den. Kan den ikke det, bliver den pågældende trosretning forkastet øjeblikkeligt, skriver journalist, debattør og katolik Iben Thranholm

Efter den konservative politiske ordfører Mai Mercados udspil om, at kristendommen er bedre end islam, er der en del røster i debatten, som nu argumenterer for, at kristendommen er et vigtigt fundament for vores demokrati, som vi ikke kan være foruden.

Selvom intentionen ganske givet er god, og det er et prisværdigt forsøg på at rehabilitere kristendommen, kan resultatet let ende med, at kristendommen mister endnu mere betydning.

I dag måles enhver religion på, om den er demokrativenlig. En religions værdi vurderes ud fra, om den kan indgå i et demokrati og understøtte den. Kan den ikke det, bliver den pågældende trosretning forkastet øjeblikkeligt.

Demokratiet er den nye religion, som enhver tanke og tro lydigt må underordne sig. Kristendomsundervisningen i skolen må heller ikke være forkyndende. Hvis børn skal undervises i kristendom, er det fordi det skal gøre dem til bedre demokrater, ikke til kristne.

Det er et nyt kapitel i kristendommens historie, for kristendommens overlevelse har ellers aldrig været betinget af en bestemt politisk styreform. Kristendom har tværtimod bevist, at den kan blomstre under såvel kejsere, konger, enevælde som alle mulige former for politiske diktaturer.

Når kristendommen hurtigt fik så stor udbredelse, var det ikke fordi den var særligt god til at lave politik, men fordi mennesker oplevede, at Kristi ord og nærvær havde magt til at ændre deres liv. Ganske præcist som evangelierne fortæller.

Disciplene fik overdraget myndighed fra Kristus til at helbrede sygdomme og befri sjælene. Apostlen Peter vækkede endda en død mand. Kristendommen sejrede også, fordi den rustede folk til at gå ind i lidelsen med håb. Det er denne magt og myndighed over død, kaos og ondskabens kræfter, som altid har været kernen i kristendommen.

Udover det har kristendommen naturligvis også haft en aldeles positiv indflydelse på statsdannelser, lovgivninger, kultur, kunst og ikke mindst familieliv. Men det er sekundært. Det primære er den åndelige kerne. Troen. Sejren over døden. Opstandelsen. Nyt liv. Håb.

De Konservative har selvfølgelig ret i, at uden kristendommen står kulturen meget svagt overfor islam. Ordet kultur kommer af det latinske cultus, som er en betegnelse for den religiøse kult. Det betyder, at kernen i enhver kultur er dens gudstilbedelse. Hører den op, går kulturen før eller siden i opløsning.

Islamismen vokser netop hastigt, fordi den åndelige side af kristendommen bliver holdt nede og tiet ihjel. Hvis kristendommen reduceres til byggesten i opbygning af et demokratisk paradis renset for kristen ånd, er forsvaret for kristendommen omsonst. Kristendommen er et levende ord. Hvis ingen tror på det og lever sit liv på det, bliver det en ramme uden indhold, som ikke giver næring til kulturen. Navlestrengen er skåret over.

Det fremherskende europæiske syn på kristendom alene som et instrument for demokratiet står samtidigt i skærende kontrast til den stærke tro, som eksisterer blandt forfulgte kristne i Irak, Syrien og Afrika. Her er der ingen demokrati, men en ukuelig tro på Guds godhed trods horrible overgreb. Selv børn vælger frivilligt døden, fordi de ikke vil fornægte deres tro på Kristus.

Her finder man ikke Gud i demokratiet, men i lidelsen. Hvor bizart det end måtte lyde i vores ører, er forfølgelsen er med til at styrke håbet og give ny kraft til de troende. Fordi de dræbte vidner om troen. De giver deres liv, deres smerte til Gud. De sejrer. Resultatet er, at troen vokser.

Hvad giver vi til Gud i demokratiet? Hvorfor er troen i det frie samfund blevet så svag og mundlam? Måske fordi vi tror mere på demokratiet end på Gud.