Prøv avisen

Vi vælger selv vores gud

Kransen, der skal bruges til blótet, der er de asatroendes ritual, hvor de tilbeder de gamle nordiske guder, består af blomster og bær. Den laves traditionelt af kvinder, da kransen er et kvindeligt symbol, mens den pind, som kransen skal hænges op på, traditionelt findes af mænd. - Foto: Niels Åge Skovbo.

De asatroende holder international sommerlejr i denne uge, hvor de blandt andet tilbeder Odin, Thor og Freja ved ceremonier. Men de asatroende er ofte meget uenige om, hvilke guder der er vigtigst

Kaldehornet lyder én gang. Ud af det store kohorn høres en brølende lyd og en seks til syv mennesker stiller sig i en cirkel om en lang pind, der er sat ned i jorden. En mand med sort hat og sort skæg stiller sig mod nord, for det er der, gudernes by ligger.

Med en stemme, der ryster af nervøsitet, åbner han ritualet, der skal hilse guderne velkommen.

De asatroendes sommerlejr

Der er generalprøve på det blót, der skal åbne hele de asatroendens internationale sommerlejr, der finder sted i denne uge med deltagelse af 150 mennesker fra ti forskellige lande. Sommerlejren holdes i Ebeltoft i hytter, der er udlånt af den kirkelige organisation FDF.

I lejren sidder resten af deltagerne og venter på, at blótet skal gå i gang. De gør sig klar med mjød, horn og sten, som de vil ofre til guderne. Men de tilbeder ikke alle den samme gud.

40-årige Peter Warholm, der er ingeniør, og 35-årige Solvej Vikkelsø, der er hjemmegående, er taget med den danske forening Forn Sidr til lejren, og for dem er de centrale guder dem, de kan se i sig selv.

"For mig skifter det meget, hvilke guder, der er centrale. I starten af min tid som asatroende var det Odin, der betød meget. Han står for styring. Men i den sidste tid er det mere Loke, som er lidt diffus, der betyder mest", siger Peter Warholm.

"Der er ikke noget, der er sort og hvidt her. Vi kan være enige om at være uenige om vores religion, og det er det, der er fantastisk", siger Solvej Vikkelsø.

Asatroende fra hele verden

Det er 42-årige Mark Andersen, der har sin egen virksomhed, der laver software til computere, enig i. Han kommer fra Massachusetts i USA, og her diskuterer hans gruppe ofte de forskellige guder.

"Det er nogle gange en stor udfordring, når der er så mange meninger om guderne", siger han. For Mark Andersen er Thor meget vigtig, og Thors styrke som familiens beskytter ser han meget i sig selv. Hans skandinaviske navn stammer fra hans oldeforældre, der kom fra Sverige til USA, og netop hans forfædre betyder meget i hans tro.

For Harry Hansen, der er dansker, men bor mellem Hamborg og Bremen i Tyskland, er forfædrene også vigtige, og han betragter vikingerne som en vigtig del af sin tro.

Derfor laver han også sit eget mjød, som han sammen med rævepels, lammeuld og mjødhorn sælger i sin lille vikingebutik på lejren. Til daglig ejer han et fitnesstudie, men på sit visitkort kalder han sig mjødmanden, og hans mjød er da også noget af lejrens bedste.

Sommerlejr i solen

Mens Harry Hansen diskuterer mjød med en svensker, der lyder, som om han har fået rigeligt af den honningfyldte drik, sidder 34-årige Hengist Gerdson i solen med en kop kaffe. Hans arme er fyldt med hedenske symboler, og på maven har han tatoveret ordet "asatru".

"Alle mine tatoveringer betyder noget i min tro, men den gud, der betyder mest for mig, er Tyr, for han står for retfærdighed", siger Hengist Gerdson, der til daglig arbejder som udsmider på et diskotek i Flensborg i Tyskland.

Solen skinner i Ebeltoft, hvor flere fordriver tiden med at spille spil, og en enkelt underholder med en guitar.

Men sommerlejren var lige ved at komme i alvorlige problemer, inden den nåede at starte.

Er mytologi nationalistisk?

Det danske trossamfund, Forn Sidr, sad tidligere i arrangørgruppen for lejren, og de havde inviteret den amerikanske asatro-organisation Asatru Folk Assembly (AFA), og det bragte lejren i fare. AFA er tidligere kommet med udtalelser, der kan betragtes som racistiske, og derfor truede flere organisationer med at blive væk fra lejren.

Forn Sidr trak invitationen tilbage og forlod arrangørgruppen, som Kristeligt Dagblad beskrev det tirsdag i sidste uge. På sommerlejren er flere Forn Sidr-medlemmer mødt op, og her nedtones konflikten.

- Hos os i de nordiske lande er nationalisme jo kontroversielt, men det er det jo ikke på samme måde i USA, så derfor bliver man nødt til at kigge på kulturforskellene i den sag, siger hun.

Der høres sangstemmer fra generalprøven til blótet. De seks til syv mennesker holder hinanden i hånden i en tæt cirkel omkring falossymbolet i jorden. En blomsterkrans, der skal symbolisere livet på jorden, bliver hejst op, så det ligner en majstang, og nu er der klar til at blive ofret. Generalprøven er slut, og nu kan ritualet gå i gang. Kaldehornet lyder tre gange. Den brølende lyd fra kohornet fortæller, at nu er sommerlejren officielt gået i gang.