Prøv avisen

Videnskaben giver mulighed for at tro

– Hvorfor skal der være en modstrid mellem at undersøge, hvordan verden hænger sammen, og at tro på Gud, spørger kernefysiker og sognepræst i Skovlunde Poul Martinsen, som har brugt det meste af sit arbejdsliv på refleksion over forholdet mellem religion og videnskab. – Foto: Peter Kristensen.

Som kernefysiker og præst skal Poul Martinsen hele tiden balancere mellem naturvidenskab og tro. Men i stedet for at opleve det som en konflikt, bliver troen stærkere, når man forsker i universets skabelse, mener han

Hans verden spænder fra universets yderste stjerner til prædikestolen i en forstad vest for København. Han er fortrolig med fysikkens love og Bibelens tekster. Og han mener selv, at de to livsopfattelser flyder så godt sammen, at det gør livet både større og mere fantastisk.

Poul Martinsen er sognepræst i Skovlunde. Men han er også kernefysiker, uddannet fra Aarhus Universitet for snart 40 år siden. Tro og videnskab i en person. En kombination, som i manges øjne er selvmodsigende?

Ja, det har jeg hørt flere gange. Den gængse opfattelse er, at man ikke kan være troende og samtidig have en naturvidenskabelig tilgang til verden. Men hvorfor ikke? Hvorfor skal der være en modstrid mellem at undersøge, hvordan verden hænger sammen, og at tro på Gud? Den konflikt eksisterer kun, hvis du hører til den gruppe af troende, der betragter Første Mosebog som en præcis beskrivelse af verdens skabelse, eller hvis du hører til den gruppe af ateister, som er helt sikre på, at der ikke kan findes en Gud. Begge holdninger er udtryk for en forsimplet opfattelse af både religion og videnskab, lyder det fra Poul Martinsen.

Den 64-årige sognepræst sidder på sit kontor i Skovlunde Kirke. På skrivebordet ligger to bøger, en biografi om Niels Bohr samt The Oxford Handbook of Religion and Science, mens reolerne bag ham rummer et bredt udvalg af bøger om religion og tro.

I dette felt, mellem videnskab og religion, har Poul Martinsen befundet sig i fire årtier, professionelt og personligt. Og altid med følelsen af, at natur-videnskabens opdagelser gav troen styrke.

Prøv bare at se, hvordan universet gennem milliarder af år har udviklet sig på en måde, der gør, at det præcis giver os mulighed for at være her. For at mennesket kunne opstå, var det nødvendigt, at vi befandt os på en planet med en ganske bestemt afstand til solen, så der var den rette temperatur for udviklingen, siger Poul Martinsen og dykker så ned i sin naturvidenskabelige bagage for at forklare, hvordan han som kristen kan få troen på en skaber til at hænge sammen med big bang-teorien om universets skabelse.

Ved big bang opstod der kun brint og helium. Senere opstod der stjerner, som gennemgik en katastrofe i form af en fusion og dermed skabte tungere og tungere grundstoffer. I den proces blev der for eksempel dannet jern, som er livsnødvendigt for dannelsen af blod og hæmoglobin. Altså, det er naturvidenskab, men det er også en proces, som er helt unik. Havde planeten Jorden ligget et andet sted i universet, eller var udviklingen gået bare en anelse hurtigere eller langsommere, ville vi ikke have været her. Man kan sige, at mennesket er resultatet af en lang række tilfældigheder, men resultatet er ikke de-sto mindre fantastisk. Jeg vil ikke sige, at det så skal opfattes som et gudsbevis, men det giver rigelig mulighed for at tro, at vi er skabt, siger Poul Martinsen.

Spørgsmålet er, om det er troværdigt at være troende videnskabsmand? Er der ikke en fare for blinde vinkler, når man på forhånd har defineret Gud som det afgørende facit?

Jo, den fare er der naturligvis. Det ser man jo for eksempel med intelligent design-folkene, siger Poul Martinsen med henvisning til den kontroversielle og stærkt kritiserede teori, der hævder, at livets udvikling er så komplekst, at det ikke kan forklares med tilfældigheder, men kun med en skaber, en intelligent designer.

Jeg bryder mig ikke om og forstår heller ikke behovet for den hullernes Gud, som megen intelligent design er udtryk for. Her siger man, at når der er et hul i en teori, kan man bare proppe Gud ind. Historien og naturvidenskaben burde have lært os alle, at hvis man sætter sig ned og studerer et emne grundigt nok, finder man gerne en forklaring, der passer ind i teorien, i dette tilfælde Darwins evolutionsteori, siger Poul Martinsen.

Netop nysgerrigheden efter at finde svar burde være grundlæggende for både troende og naturvidenskabsfolk, mener Poul Martinsen, som derfor tager lige så stor afstand fra ateisternes kategoriske afvisning af Gud som fra de stærkt troendes afvisning af videnskabens forklaringer.

Da jeg selv begyndte på fysikstudiet ved Aarhus Universitet, var jeg vel det, man må betegne som agnostiker med den opfattelse, at Gud er noget, som man hverken kan være sikker eller ikke sikker på. Den holdning har jeg siden mødt hos en lang række andre videnskabsfolk. Men når jeg så hører nogle af de ateister, der har præget debatten de seneste år, såsom Richard Dawkins, slår det mig, at de åbenbart har et eller andet teenageopgør, de stadig mangler at få udlevet. Det virker ikke, som om at de reflekterer over deres egne forudsætninger. Lige så lidt som jeg vil bevise Guds eksistens videnskabeligt, lige så lidt kan de modbevise Gud, siger Poul Martinsen.

Et gennemgående element i Poul Martinsens balancegang mellem tro og videnskab er modstanden mod at skabe et bestemt billede af Gud. Derfor irriterer det ham også, når han udefra påduttes en bestemt Guds-opfattelse.

Det er karakteristisk for debatten, at man ofte vil indsnævre gudsbegrebet og derefter nedgøre det. Et eksempel er Grosbøll, som mener, at man er hyklerisk, hvis man i en moderne verden fastholder troen på en personlig Gud. Den opfattelse dækker jo kun over, at han selv opererer med et billede af Gud som en gammel mand, der sidder på en sky og trækker i nogle tråde, og derfra konkluderer han så, at den Gud ikke findes. Men der er altså forskel på at sige, at man ikke kan tale forenklet om Gud, og til at sige, at så giver ordet Gud ikke mening, siger Poul Martinsen og tilføjer, at man i både i religion og naturvidenskab bør udvise en vis ydmyghed.

I Det Gamle Testamente kan jeg godt lide det afsnit i Første Kongebog, hvor Salomo har bygget et tempel og så siger, at det hus har han bygget til Gud, men himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig. Her taler man ikke om Gud, der sidder på en sky, men om Gud, der overskrider alle billeder. Som naturvidenskabsmand har jeg også fået en stor ydmyghed i forhold til det kolossale univers og i forhold til at forstå, at du altid er begrænset til at beskrive verden med de grænser, der eksisterer for den rationelle erkendelse, siger Poul Martinsen og understreger, hvordan vi i både tro og videnskab må forholde os til vores egne evner i jagten på svarene på livets største spørgsmål:

Det er da fantastisk, at vi som det eneste væsen er i stand til at undersøge og reflektere over vores egen eksistens og oprindelse, men videnskabelig, rationel erkendelse handler altid i bund og grund om verden, som mennesket iagttager den, og ikke, som den er i sig selv, siger Poul Martinsen.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk