”Opstandelsen er aflyst.”
Så kontant lyder det fra Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank i en video, hvor hun står inde i Domkirken i København, mens orglet bruser i baggrunden.
Videoen er en reklame for en religionskritisk artikel op til påsken, men har samtidig skabt fornyet debat om, hvad man kan tillade sig at bruge kirkerummet til.
I videoen opfordrer Lone Frank til, at man søger i naturvidenskaben i stedet for religionen for svar på livets eksistentielle spørgsmål. Og det går langt over grænsen at bruge kirken til en kommerciel video af sådan en karakter, mener sognepræst i domkirken Eva-Maria Schwarz.
”Jeg finder hendes opførsel utilstedelig og popsmart. Videoen er meget respektløs. Den største højtid for kristne synes Lone Frank lige hun skulle latterliggøre,” siger hun.
På samme måde er videoen blevet mødt med en række kritiske kommentarer på Weekendavisens Facebook-side, hvor videoen er delt under overskriften ”Nej til religiøs larm, ja til videnskaben”. Her kalder blandt andre sognepræst Mikkel Wold videoen for ”utrolig grov” og ”stupid ud over alle grænser”.
Sagen om videoen er blot seneste eksempel på, at spørgsmålet om, hvad man kan tillade sig i en kirke, kommer til debat. Blandt andet vakte det forargelse, da en pornoskuespiller tidligere på året onanerede på en bænk i Marmorkirken i København og filmede seancen. På samme måde skabte det debat, da politiet i Nordsjælland mødte op ved en migrantkirke og anholdt en afvist asylsøger på vej ind til gudstjeneste.
Se Weekendavisens video herunder:
Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, afviser kritikken af videoen med, at journalisterne på forhånd spurgte om lov på kirketjenerkontoret til at filme, hvilket de fik lov til, så længe de ikke forstyrrede organisten eller de andre i kirken og efterfølgende orienterede menighedsrådsformanden.
”Kirkerummet er et offentligt rum, vi alle har adgang til. Det havde været respektløst, hvis vi var gået ind og filmet uden at spørge først. Men det gjorde vi, og vi holdt os inden for de rammer, der blev aftalt. Og jeg tvivler på, at nogen reelt mener, at man slet ikke må inddrage et kirkerum i en religionskritisk, journalistisk omtale,” siger han.
Menighedsrådsformanden i Domkirken, Ole Ehlers, kalder det en alvorlig misforståelse, at nogen i kirken har givet journalisterne lov til at optage en reklamefilm i kirken.
”Vi giver aldrig lov til, at kirken kan bruges til kommercielle formål. Men de siger, at de fik lov til at filme af en medarbejder i kirken, da de mødte op med deres kamera. Det må jeg selvfølgelig tro på,” siger han.
Juridisk set lægger spørgsmålet om kirkerummet sig i et vanskeligt område. Men udgangspunktet er, at det er et frit tilgængeligt sted, forklarer Trine Baumbach, centerleder ved center for offentlig regulering og administration på Københavns Universitet.
”Det betyder, at fotografering og videooptagelser i udgangspunktet er lovligt. Til gengæld gælder der almindelige anstaltsanordninger i kirkerne. Det er en slags ordensregler, som dem, der har rådighed over bygningen, kan sætte. Det er dog ikke regler, der er strafbare at bryde,” siger hun og understreger, at hun ikke forholder sig til den konkrete video.
Blandt andet lyder det i bekendtgørelsen af lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker, at ”almindelig sømmelighed” skal iagttages, og at der ikke må foretages noget, der strider mod rummets særlige karakter. Hvad det konkret betyder, vil i praksis være menighedsrådets eller i sidste ende biskoppens vurdering.
Under Reformationen gjorde Martin Luther op med en meget streng forståelse af kirken som et helligt sted. Det har præget synet på kirkerummet i folkekirken. For eksempel udtalte den tidligere biskop over Fyens Stift, Kresten Drejergaard, i 2009, at kirkerummet ikke er meget mere helligt end et offentligt toilet.
Alligevel viser reaktionerne på de seneste konkrete sager, at hverken Reformationen eller en sekularisering af samfundet har formået at gøre fuldstændig op med opfattelsen af kirkerummets hellighed. Det skyldes, at der er et stærkt etisk aspekt indlejret i forståelsen af det hellige, forklarer sognepræst i Kregme og Ølsted kirker, Tina Folke Drigsdahl, der i øjeblikket arbejder på en ph.d.-afhand- ling om det hellige.
”Hvis man går ind i Domkirken, og der ligger et menneske på knæ i bøn, vil det opleves som voldsomt grænseoverskridende at forstyrre vedkommende. Så det hellige er stærkt knyttet til den anden og dermed også til det etiske aspekt,” siger hun.
Tina Folke Drigsdahl forklarer, at selvom man i protestantismen ikke tillægger det materielle noget helligt, så er liturgien en måde at erfare, at der er grænser for, hvad vi kan røre ved og gribe om.
”Der er ikke som sådan nogen ting, der er hellige. Men vi kan via vores adfærd skabe en begivenhed, der artikulerer dette, at der er noget, der kan være helligt for os,” siger hun.