Da Moder Theresa modtog Guds kald, var det som at blive forelsket.
- Det er ligesom, når to mennesker møder hinanden. Man bliver nysgerrig, føler spænding, og der er noget, der prikker. Man vil gerne være sammen med den anden og vide noget mere. Det er forskelligt fra person til person, hvad der sker. For mig var det meget klart, at jeg var kaldet til at gå i kloster.
Den 42-årige nonne er abbedisse på Maria Hjerte Abbedi ved Sostrup Slot på Djursland. Klostret tilhører cistercienserordenen, der blev grundlagt for 900 år siden af de hellige abbeder Robert, Alberic og Stefan. Formålet var og er en streng efterleven af Benedikt af Nursias munkeregel fra 500-tallet. Det betyder et liv i enkelthed, stilhed og bøn.
Ordenen kom til Danmark i 1920, hvor tjekkiske cistercienserinder grundlagde Allerslev Kloster ved Lejre. I 1960 flyttede kommunitetet til godset Sostrup Slot ved Grenå. I 1992 indviede de her et nybygget kloster, opført for midler fra den katolske kirke i Tyskland og Schweiz. I dag tæller ordenen 15 søstre, deraf tre novicer, i alderen 20 til 85 år, der kommer fra Danmark, Holland, Tyskland, Østrig, Italien og Brasilien.
Som pavelig orden er deres egentlige og særlige opgave at bede for verden. Derudover lever de af at drive kursus- og feriecenter samt selskabsarrangementer på Sostrup Slot.
Moder Theresa, der smilende og med et fast håndtryk har budt velkommen, viser med hurtige skridt under den lange sorte og hvide dragt rundt i den smukke park, der omgiver det 400 år gamle slot med tårne og spir. En fiskehejre har slået sig ned ved bredden af voldgraven, hvor der svømmer guldfisk så store som aborrer. Påfugle med udslåede halefjer spankulerer rundt på den velholdte plæne - beskyttet mod ræven af trådnet - og bag høje, skyggefulde træer går sortbroget malkekvæg og græsser på engen.
Midt i denne naturens herlighed er en andagtsplads omkring et kæmpe kors med den lidende Jesus.
- Vi kalder den Knuds Plads, fordi den er anlagt af Knud, der som arbejdsløs blev sendt i aktivering hos os, fortæller Moder Theresa med et glimt i øjet.
- Vi holder udendørs andagt en gang om måneden hele året rundt. Forleden fejrede vi Kristi legeme og blods fest herude. Vi bar altrets allerhelligste sakramente i procession gennem hele parken for at tilbede Gud i brødets skikkelse. Sakramentet er et af de største tegn på Guds kærlighed. Dette er tegnet på, at Gud i Jesus Kristus har hengivet sig for verden.
- Her er smukt, og Gud er i den smukke natur, men vores tro er ikke en naturreligion. Det handler om ham, fastslår Moder Theresa og peger op på korset.
Et par schæferhunde bag gitterhegn bevogter nabobygningen, klostret, hvor nonnerne lever i klausur, det vil sige i tilbagetrukket stilhed. Gæster modtages i parlatoriet, taleværelset, og her må der gerne snakkes. En søster med lyseblåt slør og blå fodlang arbejdsdragt kommer med kaffe og hjemmebagt abrikostærte på en bakke. Der står også et askebæger fremme, hvis gæsten skulle få lyst til at ryge.
- Vi er ikke så hellige her, siger Moder Theresa med et stort smil og endnu et glimt i øjet.
Hun er født og vokset op i et kristent katolsk hjem i Holland. Faderen var købmand, moderen hjemmegående, og de var seks børn i alt. Hun var kun ni år gammel, da hun følte sig kaldet til et liv i kloster.
Hvordan oplevede du kaldet?
- Det gik op for mig, da én fortalte mig om de lidende børn i Biafra, at jeg ville give mit liv og være missionær i det område. Det traf mig så stærkt, at jeg vidste indeni, at mit liv var for Gud. Men mine idealer dengang stemte ikke helt overens med det. Som barn drømte jeg om at gifte mig og stifte familie. Derfor kalder jeg oplevelsen af kaldet for en forelskelse, for den skal vokse og blive til kærlighed. Der gik mange år, hvor jeg lærte Gud og dermed mig selv at kende. Jeg kunne se en kærlighed, jeg gerne ville svare på med min kærlighed.
- Det er det smukkeste i mit liv, at det begyndte med en lille kærlighed, der er blevet dybere og dybere og fylder mig mere og mere. Sådan bør det også være i et ægteskab, i stedet for at man til sidst ikke har noget at sige hinanden.
Hun lærte cistercienserordenen at kende i sin skoletid, og alene i hendes klasse var der fire andre, der viede deres liv til Gud. Selv læste hun efter studentereksamen teologi i Regensburg og i Rom, men vidste, at hun ville gå i kloster. Og da hun som 23-årig indtrådte i ordenen, blev hun af generalabbeden for cistercienserne bedt om at tage til Danmark og Sostrup Slot, hvor hun nu har været øverste ansvarlig i 14 år.
- Mine forældre var glade for, at jeg fulgte kaldet Det var aldrig en hemmelighed, hvad jeg ville, for når man lever i et kristent samfund, er det en normal del af opvæksten. Men jeg var den eneste i søskendeflokken, der blev kaldet af Vorherre og fulgte det kald. Og mine søskende følte det i begyndelsen som et tab, fordi de opfattede det, som om jeg forsvandt ud af deres liv. Men efterhånden opdagede de, at jeg egentlig er mere til rådighed, end hvis jeg havde stiftet familie og havde en karriere at passe. For som ordenssøster er jeg mere fri til at være der for andre, fortæller hun og fortsætter:
- Da jeg kom til Sostrup Slot og tilmeldte mig, var det med den baggrund, at jeg virkelig elskede Gud og ville følge hans vilje. Selv om det ikke var let, for de andre søstre var alle ældre end jeg. De talte dansk. Men da jeg kunne tale hollandsk, tysk og engelsk, gik der kun enkelte måneder, før jeg godt forstod og kunne gøre mig rimelig forståelig på dansk - som i dag med lidt accent. I dag taler og lærer alle i klostret dansk.
- Min kærlighed til Gud oversteg problemerne. Og jeg har følt, at kaldet fra Gud var stærkt nok til at udføre den vilje. Det betød ikke, at alting altid var lutter fornøjelse, for det var selvfølgelig svært for en ung pige at bo sammen med søstre på 70 til 90 år. Men en, der elsker, får kraft til meget. Det er som en mor, der virkelig elsker sit barn, og som får overnaturlige kræfter og kan sidde hos det dag og nat.
- På samme måde var det for mig. Dette ja til Gud betød også, at jeg følte hans kærlighed til mig blive inderligere. For jo mere du hengiver dig til Gud, jo mere hengiver han sig til dig. Alt, hvad der sker, giver mening. Målet er ikke verdslig succes, men at blive ét med Jesus Kristus i det, du gør. Så jeg har ikke været fokuseret på, om klostret kunne fortsætte og få en stabilitet, så det kunne gå fra priorat til abbedi, men på, hvad Gud ønsker. Det er en søgen, som også gør livet spændende og indholdsrigt, og som i sidste ende beriger mig selv.
Hvad indebærer Guds kærlighed til menneskene?
- Gud har skabt hele verden og hele universet af kærlighed, og for, at al skabning skal henvende sig til ham igen. Ikke for at han kan blive større, men for at vi kan blive os selv og finde vores personlighed. Vi mennesker er skabt i Guds billede, og det er utrolig stort, at Gud skaber sin skabning i sit eget billede.
- Vi har fået intellekt og en fri vilje, hvor vi kan sige ja eller nej til Gud, og deraf kommer arvesynden. Adam og Eva sagde nej til Gud og fornægtede at efterleve Guds vilje, hvilket fik Gud til at bestemme, at menneskeheden skulle forlade Paradis. Men Guds kærlighed er større end vores fornægtelse. Han sendte os sin egen søn for vores forløsning. For verden er aldrig den, der giver os livet.
- Man kan spørge et menneske: Hvad forestiller du dig, når du skal dø? Hvad var indholdet i dit liv? At du blev født, arbejdede, skaffede dig 14 ekstra feriedage, blev gift og fik børn? Men hvad var dit liv, hvor bar det hen? Ofte vil svaret være »ingenting«. Men tager du det ja til Gud med, kan du komme til Gud og dermed til din næste.
- Vor tids realisme udelukker Gud. Dermed siger vi nej til Gud som Gud og danner os en Gud efter eget billede, når vi skal bruge ham til bryllupper, begravelser og andet. Vi har videnskab og egne værdier og er selv herre over vores liv og vil beslutte selv. Og dermed tager vi det guddommelige ud af livet. Vi gør Gud mindre end os selv og siger: Jeg er klogere end Gud. Men Gud er kærlighed, fasthed og visdom. Gud er en realitet i vores historie. Han sendte sin søn, fordi vi skulle forløses. Finder vi til det ja, finder vi til livet. Og spørger du mig, hvor Gud er, spørger jeg, om du er lykkelig? Har du fred i dit hjerte, så er Gud dér. Han er dér, hvor du siger ja til ham.
Hvornår mærker du Guds kærlighed?
- Jeg mærker den i alle mine livssituationer - meget ofte i lidelsen. Alle kender til lidelse mennesker i mellem, sygdom og til det at miste. I alle disse lidelser mærker jeg mere og mere Guds kærlighed. Mit liv vil aldrig være nok bare ved at leve her på jorden. Efter mit ja til Kristus har jeg fået livet, fordi det også er et evigt liv. Jeg kommer til at leve i forening igen med et menneske, jeg elsker. Lidelsen forener mig med Jesus Kristus på den måde, at han gjorde sig så svag som os selv. Han sagde: Den, der elsker sin næste, giver sit liv for sin næste.
- Jeg spørger Jesus Kristus, hvad han vil sige eller lære mig, når jeg oplever en lidelsesfyldt situation og beder ham at bringe mig nærmere til sig. Jo længere jeg lever, jo friere bliver jeg fra mennesker og fra tanker om rigdom og succes. Jeg kan mere og mere erkende, at livsindholdet ikke ligger dér, men at være i en evighed forenet med Gud. Men når jeg ude i parken henviser til korset, er det, fordi jeg har erfaret, at jeg er et syndigt menneske. Igen og igen siger jeg nej til Gud. Helt konkret ved for eksempel at tænke, at nu er jeg dygtig, wow, det går godt, jeg har ikke brug for dig! Så har jeg skubbet ham til side.
- »Alle gode forsætter fører til helvede«, hedder det i et tysk mundheld. Det er en erkendelse af, at selv om vi gerne vil, kan vi i praksis ikke selv forandre os. Men én kan, Jesus Kristus, der ved sin død og opstandelse har taget min utilfredshed, svaghed og syndighed på sig for at befri mig. Han har taget alt det på sit kors, fordi han elsker os. Jo mere jeg erfarer det, jo mere fri bliver jeg i hjertet, fordi han elsker mig, præcis som jeg er. Og elsker jeg Gud, kan jeg blive nær ham. Siger jeg ja og amen til denne Kristus i brødets skikkelse, til hans lære og kærlighed, så forandrer det min sjæl, mit sindelag og min person. Og jo mere bliver jeg Gud lig og i stand til at elske andre mennesker.
Hvordan mærker du Guds nærvær?
- Når vi her i klostret lever det meste af dagen i stilhed, er det, fordi vi ønsker at være i kontakt med Vorherre døgnet rundt, at tale med ham. På den måde forbliver jeg sammen med ham og vælger ham ikke igen og igen fra.
- Bønnen er en gave fra Gud. Og Guds nærvær føles som indre opmærksomhed i mig selv. I nærværet er du 100 procent til stede i viden om ham, og hvor stor hans kærlighed er til mig. At jeg med alle sanser er til stede og helt oplyst af ham. Jeg vil ikke kalde det en særlig tilstand. Andre dage kan det være vældig tørt at bede. Du kan sidde i kirken og drøne af sted og have svært ved at samle tankerne om Vorherre, hvor bønnen bliver en længsel efter forening med ham. Og forening er altid svær at beskrive.
- Ægtheden af bøn viser sig ikke ved følelser, men ved om det forandrer noget i vores liv. Det vil sige, om vi kan græde med de bedrøvede og leve efter Guds vilje. Der er et meget godt ord for det på tysk - Selbstverwirklichung - selvrealisation eller selvvirkeliggørelse. Det er at blive fattig i ånden, ikke i betydning af at være ubegavet, men at kunne frasige sin egen vilje og søge Guds. Man kan søge sit eget ego. Det her handler om at finde min sande personlighed og blive et menneske i Guds billede. Jesus Kristus var det fuldkomne gudsbillede. Et menneske, der lever som han, er en virkelig personlighed. Det siger jeg velvidende, at vi aldrig kan blive fuldkomne som mennesker.
- Kort sagt, jeg vil aldrig kunne elske andre mennesker, hvis jeg ikke selv havde modtaget Jesus Kristus´ kærlighed. Hans forløsende kærlighed gennemstrømmer mig. Han har forløst mig ved sit blod og sin død på korset. Og jo mere jeg bliver ét med Jesus, jo mere er jeg i stand til at give mit liv for andre mennesker, hvad enten de er venner eller fjender. At give mit liv i kærlighed for andre er meningen med mit liv. Dér ligger enheden med Jesus Kristus. For at give sit liv betyder at fornægte sig selv, at korsfæste sin egen vilje og dermed være forenet med Jesus Kristus på korset. Og derfor siger jeg, at min kærlighed ligger dér - på korset.
- Mange, mange hundrede mennesker kommer til os i løbet af året og beder os om at tage dem eller deres nærmeste i forbøn. Cistercienserindernes liv er kaldet til at leve og bede for andre. Derfor står vi op om natten og beder, og derfor beder vi i kirken syv gange om dagen. Hele mit liv er koncentreret om den bøn. Der er også mange, der ringer, skriver eller mailer til os om at gå i forbøn for et menneske. I dag fik vi en stor æske chokolade forærende fra nogle som tak, fordi de var blevet bønhørt.
- Et vigtigt aspekt af vores liv her er, at vi lever i lydighed over for kirken. Guds søns lydighed over for Gudfader førte til døden og blev herliggjort i opstandelsen. Vores liv er baseret på den lydighed. Ikke kadaverdisciplin, men lydighed. Så hver dag er for mig en ny situation i lydighed - »jeg gør det for dig, Vorherre« - og lydighed er det sværeste i livet, fordi vi vil vælge efter egen vilje. Lydighed er et nej til egen vilje. Og enhver livssituation er Guds vilje, fordi der er noget, han vil vise mig.
Hvordan vil du beskrive Guds kærlighed?
- Guds kærlighed er hengivende kærlighed. Tænk dig, Gud har skabt verden og giver sig hen til sin skabning. I Jesus lærer Gud os at elske hverandre. Og så gør folk det stik modsatte! Vi ville ikke have så megen lidelse, uretfærdighed og had på jorden, hvis vi levede, som han siger.
- Siger jeg nej til Gud, siger jeg ja til det onde. Det onde stammer fra menneskets hovmod allerede i paradiset. Skabningen ville være som sin skaber. Men Gud vil altid være større end mennesket, ellers var han ikke Gud. Jeg siger ofte til folk: Forestil dig, at du er en pottemager, der laver potter og giver potterne frihed til at acceptere dig som pottemager. Men potterne siger nej til, at du er pottemager. Så latterligt opfører vi os over for Gud. Men det er Guds kærlighed, at han tillader det. I stedet for at ødelægge dig, giver han dig nåde og hjælp til at blive ham lig og leve det evige liv i fuldkommen lykke.
Hvordan forestiller du dig det evige liv?
- Jeg har ingen forestilling om, hvordan det er materielt. Men der ligger den mening i livet, at vi kun er på vandring. Livet er ikke målet, det er det evige liv. Her arbejder vi på at gøre os klar til at leve i evig kærlighed nær Gud. Min største længsel her på jorden er at være forenet med Jesus Kristus i bøn. At leve i den forening er det evige liv i fuldkommen lykke. Det viser, hvor dumme vi »potter« er. I stedet for at gøre os parate, er vi bekymrede over alle mulige andre ting, penge, hvad de andre mener osv. Gud har inviteret os til himmelsk bryllup. Men i stedet for at gøre os parate som en brud, er vi koncentreret om noget andet.
Hvordan mærker du Guds kærlighed?
- Som dyb, dyb fred og lykke. Alt forsvinder i den enhed. Jo mere sjælen nærmer sig Gud, jo kortere virker øjeblikket. Et sådan øjeblik er for mig nok til at kunne modtage de største lidelser - at man foragter mig, ikke forstår mig, at der siges falske vidnesbyrd om mig, at tingene ikke lykkes for mig. Hele Jesus Kristus' liv var en uafbrudt forsagelse. Det er en anden kærlighed end den mennesker i mellem. Kærlighed til mennesker er afhængig af følelsesliv og forhold til et enkelt menneske. Kærlighed til og fra Gud er mere dybtgående. Den præger mig og forandrer mit liv.
- Modtager jeg Guds kærlighed, er jeg meget bedre i stand til at elske andre mennesker som de er, og ikke som jeg ønsker, de skal være. Og jeg kan være lykkelig og glad sammen med mennesker og holde til det næste svære i mit liv. For Guds kærlighed er også dér, hvor det hele er svært og meningsløst. Ellers ville jeg aldrig kunne forblive i klostret.
- Alting er en gave fra Gud. Du kan ikke bare sætte dig hen i bøn og forlange, at Gud henvender sig i kærlighed til dig. Det er en Guds gave. Og ikke kun for ordensfolk, men for alle, bare de siger ja til Gud og ønsker at lære ham at kende.
- Gud straffer aldrig. Men når jeg siger nej til Gud, straffer jeg mig selv, fordi jeg gør livet svært for mig. Hvis jeg hele mit liv siger nej til Gud, bliver mit hjerte hårdere og hårdere, fordi Gud er kærlighed, og mit hjerte er fuld af had. Til sidst kan man ikke tage imod Guds kærlighed og barmhjertighed. Så har vi selv valgt Gud fra og valgt et evigt liv uden Gud. Vi kalder himlens modsætning for helvede. For mig er helvede at leve uden kærlighed, konstaterer Moder Theresa og tilføjer:
- Derfor er det så vigtigt, at alle vi kristne giver det glade budskab videre og delagtiggør andre i det. Det kalder jeg for næstekærlighed.
Samtalen er slut, og Moder Theresa skal videre til den ugentlige »ordets liturgi«, hvor søstrene fordyber sig i tekster fra Bibelen.
Som en sidste bemærkning inden afskeden, siger hun:
- Tro nu ikke, at jeg er bedre end dig og alle andre. Læs Johannesevangeliet. Der står det hele i...
remarkristeligt-dagblad.dk