Vigsø Bagge: Jeg er glad på Villads Christensen vegne

Sagen om Mette Villads Christensen var åbenlyst uretfærdig, mener kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF), som derfor er glad for dommen

Kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) vil tage en snak med kirkeminister Manu Sareen (R) om, hvordan man fremover skal tolke paragraf 43 i tjenestemandsloven, efter dom i retssag med en fyret sognepræst
Kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) vil tage en snak med kirkeminister Manu Sareen (R) om, hvordan man fremover skal tolke paragraf 43 i tjenestemandsloven, efter dom i retssag med en fyret sognepræst. Foto: Keld Navntoft.

Normalt går jeg ikke ind i enkeltsager. Men i sagen om Villads Christensens fyring var der så åbenlyse uretfærdigheder, at jeg kun kan blande mig. Og jeg er meget positiv over dommens udfald.

Sådan lyder kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF) reaktion på, at to ud af tre dommere i Østre Landsret i dag har slået fast, at det var uberettiget, da Mette Villads Christensen i 2009 blev fyret fra sit arbejde som sognepræst i Rubjerg, Jelstrup og Lyngby Sogne på grund af samarbejdsproblemer.

LÆS OGSÅ: Mette Villads vinder retssag mod kirkeministeriet

Dommen kommer ikke som en overraskelse for Pernille Vigsø Bagge.

Hele sagsforløbet har været præget af, at man ikke rigtig lod tvivlen komme anklagede til gode - i det her tilfælde Mette Villads Christensen, som var anklaget for at være skyld i årelange uoverensstemmelser i menighederne. Derfor er jeg ikke overrasket over dommen, siger hun.

Personlig mener kirkeordføreren, at dommen er den rette, da hun under hele forløbet har været skeptisk over for den måde, den såkaldte skilsmisseparagraf nummer 43 blev brugt til at fyre Villads Christensen.

LÆS OGSÅ: Krarup: Villads Christensen blev udsat for bagvaskelse

Så jeg er glad på Villads Christensens vegne over, at min formodning om, at hun var blevet uretfærdig behandlet, har vækket genklang hos dommerne, siger hun.

Pernille Vigsø Bagge vil nu tage en snak med kirkeminister Manu Sareen (R) om, hvordan man fremover skal tolke paragraf 43 i tjenestemandsloven.

LÆS OGSÅ: Præste-advokat frygter anke

Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt paragraffen kan og skal bruges på den måde, som den er blevet i den her sag. I det hele taget er sagen et meget ulykkeligt eksempel på, at folkekirken har brug for at kigge strukturen grundigt efter. Netop ansættelsesforhold i folkekirken bliver et af de punkter, som vores nye strukturudvalg kommer til at se nærmere på, siger hun.