På Saxild Kirkegård ved Odder syd for Aarhus har man i mange år kunnet finde en liggende bautasten med navnet Rasmus Mortensen på. Den tilhørte en af områdets største gårdejere og ildsjæle i 1800- og 1900-tallet, der kom til at påvirke den måde, områdets landarealer siden er blevet opdyrket på. Stenen er vurderet til at have en særlig historisk betydning for egnen, og af den grund erklærede Odder Museum den bevaringsværdig i 1993.
Af netop den grund blev leder af Saxild-Nølevs Lokalhistoriske Arkiv, Lisbeth Bonde, noget chokeret, da hun i efteråret fandt gravstenen liggende på en materialeplads, klar til at blive knust sammen med andre gamle gravsten.
”Stenen lå nærmest smidt mellem brædder og visne blade på graverens materialeplads, og da jeg så den, røg jeg helt op i det røde felt. For den skulle jo ikke ligge der. Det kunne mit arkivhjerte slet ikke bære,” siger Lisbeth Bonde, der på samme sted fandt flere andre sten, som det lokale museum i 1990’erne vurderede var bevaringsværdige, og derfor tog sagen op i Århus Stiftstidende.
Som reglerne er i dag, er provster og menighedsråd ansvarlige for registreringen af gravminder på landets kirkeligt drevne kirkegårde, og efter at have talt med områdets provst og menighedsråd kan Lisbeth Bonde forstå, at fejlen skyldes, at ingen har taget konsekvenserne af museets registrering af de enkelte sten som bevaringsværdige.
”Mit indtryk er, at der ikke har været så stor opmærksomhed om opgaven, og at de ansvarlige ikke har været klædt godt nok på. Når der løbende kommer nye menighedsrådsmedlemmer, er det også klart, at der kan gå meget viden tabt. Problemet er, at vi dermed mister historie og viden om vores samfund og om dem, der gjorde en forskel lokalt,” siger hun og tilføjer, at det lokale menighedsråd nu arbejder på at gennemgå alle sten i begyndelsen af næste år.
Siden 1986 har det været lovpligtigt at sikre bevaringsværdige gravsten, som på grund af blandt andet inskriptioner eller lokalhistorisk værdi ikke skal fjernes, når den normale frednings-tid er udløbet. Ifølge Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, er Lisbeth Bonde dog ikke den eneste, som har oplevet fejl i bevaringsprocessen.
”Uden at sætte navn på vil jeg sige, at jeg har hørt om flere tilfælde af det her. Et dilemma har været, at der ikke er fulgt penge med bevaringsarbejdet, og når man kigger ud over hele landet, må man sige, at det er meget forskelligt, hvordan man i sognene har varetaget op- gaven. Det har været sådan lidt ’con amore’ og noget, der er klaret, når der var overskydende tid,” siger han og tilføjer, at der bør laves et nationalt gravminderegister, som kan skabe et overblik og sikre, at bevaringsværdige sten ikke fjernes, når registreringsarbejdet overdrages til et nyt menighedsråd.
”Kirkegården er et sted, der fortæller et sogns historie. De gamle sten hjælper os til at holde en erindring i live.”
Ulla Schaltz, der er museumsdirektør på Museum Lolland-Falster og har varetaget registreringen af over 1000 gravsten i Lolland-Falsters Stift, så også gerne, at der blev oprettet et digitalt register.
”Det er mit indtryk, at menighedsråd og borgere er stolte af og gerne vil beholde de lokale gravminder, men det er et kæmpe arbejde, og der mangler et overblik. Arbejdet med at registrere sten har stået på i omkring 30 år, og derfor er der en risiko for, at mappen med oversigten over bevaringsværdige gravsten undervejs er forsvundet eller endt hos et tidligere menighedsrådsmedlem. Hvis man fik et register, kunne man i fremtiden let slå oplysninger om gravsten op,” siger hun.
I Danmarks Provsteforeningen mener næstformand og provst i Hillerød Jørgen Christensen ikke, at et nationalt register vil løse problemet.
”Jeg er ikke afvisende over for idéen, men i dag er der næsten ingen grænser for, hvor mange digitale redskaber, man skal forholde sig til i sognene. Det kan nemt blive uoverskueligt, og hvis folk ikke kan finde ud af at bruge registrene, gør de ingen forskel andet end at koste ressourcer at oprette og vedligeholde.”
Kirkeminister Mette Bock (LA) vil gerne se nærmere på, om det kan gøres nemmere for museer og menighedsråd at leve op til de nuværende krav om registrering.
”Jeg vil gerne lytte til og overveje de forslag, der er, og så vende tilbage med et forslag til, hvad vi kan gøre. Hvis der kan laves et register, som bygger på et enkelt system og ikke fører til mere bureakrati for sognene, så vil jeg meget gerne se på det,” siger hun.