Vil et dansk kirkeråd blive en politisk stemme?

Norske, svenske og tyske erfaringer med politiserende kirkeråd indgår i den danske debat om styring af folkekirken. Men den danske virkelighed kan ikke uden videre sammenlignes med nabolandenes

I debatten om styring af folkekirken kan vi ikke uden videre sammenligne os med nabelandene, skriver Kurt E. Larsen. Billedet viser en ny mosaik i kirken i Lem efter en større renovering.
I debatten om styring af folkekirken kan vi ikke uden videre sammenligne os med nabelandene, skriver Kurt E. Larsen. Billedet viser en ny mosaik i kirken i Lem efter en større renovering. Foto: Jørgen Kirk/ Denmark.

Debatten omkring arbejdet i regeringens udvalg om en mere moderne styringsstruktur for folkekirken ligner på nogle punkter debatten fra 1928, hvor et lignende udvalg blev nedsat. Dog er situationen en anden: Dengang overvejede man at adskille stat og kirke. Det gør man ikke nu. Man vil blot styre folkekirken bedre.

Nyt er det også i sammenligning med 1928, at folkekirken har fået flere valgte råd med mere indflydelse. Menighedsrådenes kompetence er øget betydeligt på sogneplan. Provstiudvalgene er styrkede, og der vælges nu stiftsråd, så der er medlemsindflydelse på nogle af stiftets anliggender. Der vælges Mellemkirkeligt Råd til varetagelse af forbindelser udadtil. Selv på det nationale plan er der små tilløb til medlemsindflydelse: Kirkeministeren har valgt at rådføre sig med en budgetfølgegruppe og et budgetsamråd, førend han lægger sit budget for den nationale del af folkekirkens økonomi.

LÆS OGSÅ: Hvad er folkekirkens største udfordring i det nye år?

Nyt i forhold til arbejdet i det tidligere udvalg er det også, at kirkerne i vores nabolande har fået valgte kirkelige råd, og at disse har vist tendens til politisering. I den danske debat bliver dette anført som argument mod et kirkeråd. For eksempel skrev Carsten Breengaard 16. november i Kristeligt Dagblad:

Det norske kirkeråd, der vedtog at sende oliemilliarderne til Afrika, og det svenske, der har blandet sig i politik i et omfang, så man ikke mere kan huske enkelteksempler. Jo, var der ikke noget med vandgennemstrømningen i Øresund? Bare vent, hvad Roskildes grønne biskop vil forelægge kirkerådet til vedtagelse.

Der vil uden tvivl være delte meninger om grønne spørgsmål i folkekirken. Modsat udsendte biskop Fuglsang-Damgaard i 1943 Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet og dette hyrdebrev var vistnok kun en nazistisk præget præst imod indholdet af. Der kan være tider, hvor det er godt, at en biskop på kirkens vegne tager bladet fra munden. Faren er naturligvis, at en biskop misbruger sin taleret til egne fikse ideer. Den samme fristelse kan et valgt kirkeråd også falde for. En række forhold gør dog, at sammenligning med eksempler fra vore nabolande ikke nødvendigvis er særligt relevante.

I Sverige har man ikke som i Danmark tradition for kirkelige retninger. Man har store frikirker og en kirke, der er mere topstyret end den danske og med stor vægt på biskoppen. Pladserne i kirkemødet bliver ofte besat af politiske partiers repræsentanter. I Danmark er kirken primært forstået lokalt, og medlemmernes gradvist øgede indflydelse på kirkens forhold nedefra har ikke resulteret i nogen politisering. Politiske partier er i dag nærmest usynlige ved menighedsrådsvalg, og hverken menighedsråd, provstiudvalg eller Mellemkirkeligt Råd er faldet for fristelsen til politisering.

I Norge har man ikke kirkelige retninger. I samlet flok nedlagde norske præster deres statsembeder under Anden Verdenskrig i protest mod den nazistiske regering. Siden har den norske kirke på en anden måde end den danske stået samlet. I Danmark har vi tradition for flere kirkelige retninger og intern debat og frihed. Dette gør det mindre sandsynligt, at et valgt dansk kirkeråd udtaler sig i samlet flok.

I Tyskland er man præget af en negativ arv fra Hitler-tiden, hvor en del af de tyske kirker tav, hvor de skulle have talt. Blandt andet for at gøre op med den fortid har politisk teologi stået stærkt i Tyskland, og de tyske landskirker er samfundsmæssigt aktive. Fordi vores historie er så anderledes, er en sammenligning med Tyskland heller ikke særlig relevant.

Kurt E. Larsen er lektor i kirke-historie på Menighedsfakultetet i Aarhus.