Prøv avisen

Studenterpræster inviterer til ”Kroppens Dag” for at skabe modvægt til unges perfekthedskultur

Studenterpræst Kirstine Hansen mener, at kirken kan bidrage til at ændre unges kropsopfattelse ved at zoome ind på, hvilket menneskesyn der strømmer under perfekthedskulturen. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kunst, dans og bibelord er nogle af programpunkterne, når omkring 100 unge i dag mødes i Odense Domkirke til arrangementet ”Kroppens dag”

Når idrætstimen er slut, skal sveden skylles af, men næsten halvdelen af danske unge mellem 13 og 17 år synes, det er flovt at gå i bad i omklædningsrummet. Det viste en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier i 2016, og udviklingen skyldtes ifølge centeret, at jagten på den perfekte krop fylder mere end nogensinde før.

Udviklingen gjorde studenter- og natkirkepræst Kirstine Hansen så forstemt, at hun besluttede sig for at lave et kirkeligt arrangement, der kunne imødegå den.

”Jeg er oprigtigt ked af, at unge mennesker kan have så dårlige tanker om sig selv. Dér svigter samfundet, og vi kan i den forbindelse ikke som kirke melde hus forbi og sige, at vi ikke er en del af det svigt. Vi har et ansvar,” siger hun.

Det ansvar vil hun og Odenses andre studenterpræster forsøge at løfte, når omtrent 100 unge mellem 15 og 30 år i dag træder ind i domkirken i Odense og deltager i ”Kroppens Dag”. Med støtte fra Fyens Stift og Folkekirkens Udviklingsfond er ønsket at lave en kirkelig dannelsesdag, hvor der dels er oplæg fra blandt andre ungdomsforsker Søren Østergaard, men også installationskunst, danseforestilling, filosofisk café og sangworkshop – alt sammen med det fælles udgangspunkt at skabe modvægt til den perfekthedskultur, der presser mange unge i dag.

Kirstine Hansen mener, at kirken kan bidrage til at ændre unges kropsopfattelse ved at zoome ind på, hvilket menneskesyn der strømmer under perfekthedskulturen.

”Selfie-trenden viser det meget godt. Hele den her idé om, at kameraet peger ind mod dig selv, udtrykker en narcissistisk tankegang og et underskudsudgangspunkt for den enkelte unge. For hvad er det for et liv, jeg lever, hvis jeg ikke løfter blikket fra mig selv og kigger ud? Kirken kommer med en modkultur til det menneskesyn, der har jeget i centrum. For her siger vi altid ’vi’ – hele menighedstanken handler jo grundlæggende om, at vi bærer med på hinandens liv. Jeg vil gerne bringe det budskab ud til de kommende generationer, at her i kirken møder du en menneskelighed, som er meget større, end du tror,” siger hun.

Den menneskelighed kan de unge blandt andet møde i domkirkens krypt, hvor de liggende kan tage imod bibelord fra højtalere. Det er vers som Matthæusevangeliets ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes” og Højsangens ”Alt på dig er smukt, min kæreste, der er ingen fejl ved dig”.

I år er der flere initiativer på vej, som har til formål at bygge bro mellem folkekirken og de unge. Det skyldes, at Folkekirkens Udviklingsfond i 2019 støtter 11 projekter, der på forskellig vis – i kirken, på nettet, på gaden og på institutionerne – vil gøre netop det. Og i flere tilfælde handler projekterne om at støtte en presset ungdom. Benedicte Hammer Præstholm, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og som forsker i kirkelig forandring, peger på, at tendensen til som kirke at blande sig ser ud til at blive bredere, end den var for år tilbage.

”Tidligere har vi især på den kirkelige højrefløj set, at man tog samfundsemner som krop, seksualitet og køn op, og det er selvfølgelig sket med klart afsæt i den teologi, som knytter sig til den fløj af kirkelivet. Men jeg tror, vi i stigende grad vil se, at man også gør det i en bredere folkekirkelig sammenhæng – at flere dele af det kirkelige spekter efterhånden vil fokusere på, at man har et mandat til at være en modrøst, og som også efterspørges af de unge selv.”

Nogle vil måske indvende, at unges brusevaner er under bagatelgrænsen for, hvad kirken skal tage sig af, eller at det hele bliver lidt for kødeligt. Det mener studenterpræst Kirstine Hansen ikke:

”Personligt synes jeg, at vi har for lidt krop i kirken. Det her er dog ikke et korstog mod højmessen, men et dybfølt ønske om, at vi som kirke er i dialog med det samfund, vi er en del af – og sådan har vi jo altid gjort.”