Vild med dans og radioprogrammer er også mission

Richard Coles er en af de mest kendte præster i Church of England. Han var oprindelig popstjerne i bandet The Communards, før han søgte tilbage til kirken, hvor han sang som dreng. Han er nu sognepræst, populær radiovært og optræder jævnligt på tv

Richard Coles er en af de mest populære præster fra Church of England. Han forener jobbet som sognepræst i en mindre by med en højtprofileret karriere på tv og radio. Her danser han i et program, der svarer til ”Vild med dans” i Danmark. – Foto: Matt Crossick/Ritzau Scanpix.
Richard Coles er en af de mest populære præster fra Church of England. Han forener jobbet som sognepræst i en mindre by med en højtprofileret karriere på tv og radio. Her danser han i et program, der svarer til ”Vild med dans” i Danmark. – Foto: Matt Crossick/Ritzau Scanpix.

Richard Coles er ikke en helt almindelig sognepræst. Det faktum understreges af, at det tog et par måneder at få en aftale om et interview – hvilket han på meget britisk vis undskylder for.

Og man skulle ikke skrive til hans kirke, men til hans agent, som tager sig af radio- og tv-optræden, foredrag og altså også interviews.

Kristeligt Dagblad møder Richard Coles på syvende sal i New Broadcasting House, som er BBC’s hovedkvarter i London. Her er han næsten hver fredag for at forberede den populære direkte lørdagsudsendelse Saturday Live på BBC Radio 4, som svarer til DR’s P1. Det populære program har i gennemsnit 2,4 millioner lyttere hver lørdag formiddag.

Richard Coles er dog først og fremmest sognepræst på deltid i byen Finedon i det centrale England.

”Jeg har 4500 sjæle i min varetægt med støtte fra en hjælpepræst. Men vi er et fattigt sogn, som ikke har råd til at have mig ansat på fuld tid,” siger Richard Coles, som derefter spørger, om der er kirkeskat i Danmark.

”Vi længes efter kirkeskat,” tilføjer han med et suk efter at have hørt svaret.

”I den anden halvdel af mit liv arbejder jeg i medierne. Jeg arbejder for blandt andet BBC. Jeg skriver bøger og er med i panelshows som quizzer og satiriske nyhedsprogrammer, hvor komikere og andre kommenterer aktuelle begivenheder. Så jeg er lidt af en hybrid,” lyder selvkarakteristikken fra Richard Coles.

Han fik sit gennembrud som den bebrillede keyboardspiller i popbandet The Communards, der fra 1985 til 1988 havde flere hits, herunder singlen ”Don’t Leave Me This Way”, som blev den mest solgte single i Storbritannien i 1986.

Popkarrieren kalder han selv for ”et kort mellemspil” i sit liv. Dengang så han også mere ateistisk på kirken og kristendom.

”Fra jeg overhovedet kunne tænke selv, var jeg af den opfattelse, at livet var et materielt fænomen, og kristendommen var en ammestuehistorie, som ingen ved deres fulde fem kunne tro på. Men som mange overbeviste ateister var jeg optaget af kirken, og det bundede måske i, at jeg følte mig tæt forbundet med kirken,” siger han med henvisning til, at han som dreng var kordreng.

Præstegerningen var ikke et resultat af et pludseligt kald, men af en langsom tilnærmelse.

”Jeg begyndte at snige mig ind til midnatsmesse og synge salmer. Og blev følelsesmæssigt berørt, når jeg hørte Frelsens Hær spille til jul. Da jeg var sidst i 20’erne og kom ud af en periode med stor turbulens i mit liv, begyndte jeg ganske forsigtigt at gå i kirke igen, og jeg følte en forbindelse og erkendte, at jeg var klar til at komme tilbage.”

Præstegerningen begyndte i en storbykirke i London, og her var han delvis inspirationen til tv-serien ”Rev”, der betyder præst. Han var også konsulent på serien, som den danske ”Herrens veje” i øvrigt er inspireret af.

Men siden fik han nok af storbyen og vendte hjem til Northamptonshire, hvor han var vokset op.

”Jeg tror, at det er ganske almindeligt for en homoseksuel mand med min baggrund at flygte til storbyen for at begynde sit liv efter at have haft det forfærdeligt i teenageårene. Men da jeg var i 30’erne, indså jeg, at ens barndom ikke er noget, man bare kan kaste overbord. Jeg blev også nysgerrig efter at finde ud af mere om, hvor jeg voksede op og genfinde den forbindelse.”

Den følelse blev forstærket af, at hans forældre var blevet ældre, og faderen havde fået konstateret Parkinsons sygdom.

”Som ung vil du ikke være som dine forældre, men så begynder du at ligne dem, og nu ved jeg, at jeg er mine forældre,” erkender Richard Coles.

Han insisterer på at blive introduceret som ”The Reverend Richard Coles”, når han opstræder i offentligheden, altså som præsten Richard Coles. Og det har missionerende bagtanker.

”En af de mest effektive måder at missionere på er ved at stå ved, at du er en offentlig person. Præstekraven gør meget af det arbejde for dig. Jeg kan godt lide, at vi altid bliver genkendt som præster med præsteflippen. Det er bare et lille stykke plastik, som du kan se på lang afstand,” siger han og forklarer så, hvad der i 2017 fik ham til at deltage i ”Vild med dans”.

”’Vild med dans’ har den kvalitet, at selv hvis du er en katastrofe, hvilket jeg var, så elsker alle programmet, også børn. ’Vild med dans’ talte til min forfængelighed. Og jeg havde denne fornemmelse, at der var et dansetalent, der ventede på at komme ud. Det var der desværre ikke. Jeg var håbløs, men jeg nød det. Og jeg kan godt lide, at det er mainstream underholdning, noget som mange ser,” siger Richard Coles, der mener, at hans deltagelse i det populære tv-program også handler om mission.

”Som præst ser jeg mig selv som en missionerende præst, men min missionsmark er ikke Østafrika eller Sydøstasien, men mainstream medier.”

Præsten har ikke nogen synderligt teologisk tone, når han optræder på mainstream medier.

”Jeg er er ikke, som Frans af Assisi sagde, en, der altid prædiker. Men nogle gange sender bare det, at du har din præstekrave på i medierne, et signal. Og det er vigtigt i en tid med stigende antagonisme, kritik og centrifugale onde kræfter, at du ikke kun prøver at være teologisk, men viser venlighed, generøsitet, forståelse og forsoning.”

Heller ikke beskederne til hans 270.000 følgere på Twitter er særligt teologisk orienterede. De er snarere på kanten til det uskadelige.

”I en tid, hvor mange gør skade på hinanden, er der ikke noget dårligt i at være uskadelig. Jeg kan godt lide den slags. Når jeg læser folks dagbøger og erindringer, så er det ikke dem, der tager fat i livets store spørgsmål, jeg sætter mest pris på, men dem, som taler om dagligdagens gøremål som at fodre grisene, og hvad der bliver sagt ved kirkedøren.”

Men spørger man direkte til hans teologiske observans, får man at vide, at han befinder sig midt i den anglikanske kirke.

”Jeg voksede op på den katolske fløj af kirken. Men jeg finder, at man i Church of England enten søger mod fløjene eller midten, og jeg er nu på midten. Jeg plejede at være irriteret over utydeligheden i Church of England, manglen på klare holdninger. Men jeg sætter nu pris på, at der er en friplads og ikke kun skarpe holdninger. Jeg bryder mig ikke om dem, der bliver ved med at sige det samme – som folk på den evangelikale fløj, der bliver ved med at hamre de samme budskaber ind. Jeg siger mine bønner, går i kirke og lader disse ting gøre arbejdet for mig.”

Mandy Bryant (nummer to fra venstre) døde af brystkræft i 2017. Men kort før sin død på hospice ønskede hun at gentage bryllupsløfterne sammen med sin mand (yderst til venstre) og sin søn (nummer to fra højre). Ceremonien skulle forestås af Richard Coles, der var en gammel ven af familien. – Foto: Nathan Bryant/SWNS.com/Ritzau Scanpix.
Mandy Bryant (nummer to fra venstre) døde af brystkræft i 2017. Men kort før sin død på hospice ønskede hun at gentage bryllupsløfterne sammen med sin mand (yderst til venstre) og sin søn (nummer to fra højre). Ceremonien skulle forestås af Richard Coles, der var en gammel ven af familien. – Foto: Nathan Bryant/SWNS.com/Ritzau Scanpix.

Teologisk har Church of England været igennem den lange debat om kvindelige biskopper, og nu er det så, hvad kirken kalder den menneskelige seksualitet, der debatteres.

”Seksualitet er for kirken, hvad Brexit er for landet. Det er noget, som ingen kan blive enige om, og som vi bruger en masse tid på at finde en vej igennem – og ofte på bekostning af mere afgørende spørgsmål. Church of England har altid diskuteret autoritet. Og når spørgsmålet om den menneskelige seksualitet er blevet så stort et spørgsmål, så er det, fordi folk har forskellige opfattelser af, hvor autoriteten er i kirken. Hvis du er konservativ evangelikal, så er evangeliet den eneste autoritet i den slags spørgsmål. Men hvis du er liberal, så er det anderledes.”

Hvad betyder den debat for synet på kirken?

”Enhver, som har bare lidt forbindelse til verden udenfor, vil vide, at i dette land er et forhold mellem to af samme køn og ægteskab mellem to af samme køn ikke længere afgørende. Folk er kommet videre. Selvom det ikke gælder alle, så er det for de fleste i samfundet bare en realitet, og hvis du taler med yngre mennesker, så har de svært ved at forstå, hvordan nogen kan have noget imod det.”

Hvordan har du det selv med Church of Englands holdning til sex?

”Forventningen i kirken er, at vi lever i cølibat. Efter landets love har vi ret til at indgå ægteskab. Men hvis man gør det, så er det usandsynligt, at en biskop vil tillade, at man er præst. Kirken accepterer registreret partnerskab, men det er under den forståelse, at dit forhold er cølibat og ikke udlevet. Og det er vilkårene i dag. Jeg kan ikke sige, at jeg bryder mig om det, men det er et desperat forsøg på at holde en splittet kirke sammen.”

Richard Coles spiller piano i The Communards mest kendte hit, Dont Leave Me This Way. Det kan ses her.