Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Ville Grundtvig være imod et kirkeråd?

Tegning af forfatter, teolog og digter, Nikolai Frederik Severin Grundtvig 1783-1872. Foto: Jens Hage

Debatten om en ny styring af folkekirken kan i yderste konsekvens resultere i et nationalt og sandsynligvis magtfuldt kirkeråd. Ville Grundtvig tordne eller triumfere over udviklingen?

Lad det være sagt med det samme: Hvad Grundtvig ville mene om et kirkeråd, er nærmest umuligt at svare på.

Teologen og landsfaderen var så anarkistisk anlagt, at han næppe hverken ville stille sig tilfreds med folkekirken, som vi kender den, eller som den kan blive, hvis en kommende kirkereform resulterer i et nationalt råd.

Men alligevel.

Man kan ikke sige folkekirke uden at sige Grundtvig, og derfor er det værd at rejse spørgsmålet: Ville han sige ja eller nej?

Nej, lyder det entydigt fra valgmenighedspræst Kim Arne Pedersen, en af landets førende Grundtvig-forskere og medforfatter til den aktuelle antologi Samfundsbyggeren. Artikler om Grundtvigs samfundstænkning.

LÆS OGSÅ:
Fra græsrods-Grundtvig til friheds-Grundtvig

Grundtvig var direkte imod et kirkeråd, siger han.

Et kirkeråd bliver en centralisering af magten, og centraliseringer plejer at blive fulgt op af ensretninger. Hvordan kan det virke demokratiserende? Grundtvig troede jo ikke på, at den magt ville blive folkets magt. Han taler om, at der skal gives de enkelte menigheder den samme magt, som kommunalbestyrelserne har, og lægger dermed ansvaret helt ned på græsrodsplan. Det kommer det jo ikke med et kirkeråd. Det vil suge styrende funktioner til sig og blive et springbræt for folk på vej mod bispestolen eller et sæde i Folketinget.

Ikke desto mindre går mange kirkefolk fra den grundtvigske lejr i folkekirken i dag ind for et kirkeråd, påpeger Kim Arne Pedersen.

Jeg synes ikke, de har forholdt sig ordentligt til, om Grundtvig faktisk var imod, siger han.

Også Anders Holm, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet mener, at Grundtvigs tankegang er svært forenelig med et kirkeråd.

Han var generelt skeptisk over for enhver form for ledelse, og han brugte gerne ord som formynderi og Romerkirke, når det gjaldt kirkens ledere. Den selvstændighed, man taler om nu, var ikke den vej, han i sin situation forestillede sig, kirken ville eller burde udvikle sig i. Han forestillede sig, at magten helt skulle decentraliseres ud i de enkelte menigheder.

Staten skulle regulere nænsomt, og så skulle menighederne og deres præster ellers selv finde ud af tingene i kraft af sognebåndsløsning og præstefrihed. Med et øverste råd frygtede han, at en flok pampere igen ville sætte sig på flæsket, som det var tilfældet i enevældens statskirke, siger Anders Holm og tilføjer et men:

Det er sagt i en anden historisk situation, og der er også en anden vigtig side af Grundtvig. Han havde det syn, at kirken altid måtte udvikle sig i overensstemmelse med det, samtiden fordrede. Det er grunden til, at det er så umuligt at sige, hvad han ville mene.

Men den store kirkerådsmodstander er kun én af flere Grundtviger, og man kan lige så vel finde skyts hos ham, der taler for et kirkeråd. Det mener Henrik Wigh-Poulsen, Odense-domprovst, forfatter til en bog om Grundtvig og tidligere leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov.

Der er en side af Grundtvig, der tager afstand fra alt, der vil stille sig op og spærre for Vorherres sol. Her tænkte han på biskopper og råd og andre, der vil bestemme over menighedens liv. Det er den antiautoritære, frimenigheds-Grundtvig, som modstandere mod en styringsreform trækker på, siger han.

Men man kan lige så godt argumentere for, at vi med en ny kirkestruktur vil bevæge os væk fra det statskirkelige, som Grundtvig var i opposition til, og i retning af en mere demokratisk kirke, hvor lægfolket får større indflydelse på kirkens anliggender. Man kan godt argumentere for, at det faktisk også er i Grundtvigs ånd. Så jeg er ikke helt enig i, at Grundtvig ville vende sig mod udviklingen. For også her vil man kunne fremføre forskellige Grundtviger, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Faktisk vil et kirkeråd være lige efter Grundtvigs hoved. Det mener Henning Nørhøj, teolog, formand for organisationen Kirkeligt Centrum og foredragsholder om Grundtvig.

Det, Grundtvig kalder frihed, er det, vi på moderne dansk kalder demokrati. En ny styrelse af folkekirken er en demokratisering af kirken, da det ikke længere vil være Folketing og ministerium, men kirken selv, der er øverste myndighed. Det er en proces, der er begyndt fra neden med menighedsrådsloven, og det skyldes Grundtvigs inspiration, siger han.

Grundtvig er imidlertid slet ikke et trumfkort, man kan trække i denne debat. Det mener Sune Auken, Grundtvig-forsker og lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Tog man Grundtvig på ordet, ville hverken kirkeminister eller et kirkeråd have ret meget at skulle have sagt i folkekirken.

Den kirkestruktur, han forestillede sig, er aldrig gennemført, og intet levende menneske ville ønske den. Han havde en radikal forståelse af samvittighedsfrihed. Ikke alene skulle kirkegængerne selv kunne vælge deres præst. Præsten skulle også have frihed til selv at kunne vælge, hvem der skulle være i menigheden. Det har vi aldrig gennemført og med god grund.