Når Jesus i søndagens tekst stiller sig op foran sine disciple og sammenligner Gud med en vingårdsmand, sig selv med et vintræ og tilhørerne med grene, er det et pædagogisk greb, som knytter sig til flere forhold i den antikke verden for 2000 år siden.
Dels vrimlede det med vingårde i Middelhavsområdet, dels var vingården et kendt billede på forholdet mellem Jøderne og Gud i Det Gamle Testamente, forklarer valgmenighedspræst og tidligere lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet Jesper Tang Nielsen.
”Vinavl har været en udbredt landbrugsdisciplin i Palæstina. Her dyrkede man vin og var kendt for det. Derfor er vingården en del af den almindelige dagligdag, og den proces, man også kan se beskrevet i teksten, hvor et vintræ plejes og renses, og nogle grene knækkes af, refererer altså til den almindelige erfaring. Det er så at sige kendt materiale for dem, der lytter,” siger teologen.
For det andet, forklarer han, er det i Det Gamle Testamente almindeligt, at Gud sammenlignes med en, der driver en vingård, for eksempel i beretningen om Esajas.
Her fortælles der om en vingård på en frugtbar skråning, der er blevet renset for sten og plantet til med vinstokke. Vingårdsmanden har sat et vagttårn op, og alle forudsætninger for en god høst er til stede. Men da han venter at kunne høste vindruer, får han i stedet vilddruer.
”Det er et billede. Gud dyrker vingården, og vingården er Israel. Selvom alle forudsætninger er på plads for gode vindruer, giver den ikke de frugter, som den burde. Folket lever ikke op til de muligheder, som Gud har givet dem. Og derfor spørger Gud sig selv, hvad han skal gøre. Skal han lade den grave op? Eller skal han lade den stå?,” siger Jesper Tang Nielsen.
”Et sådant billede på forholdet mellem folket og Gud bliver tit brugt i Det Gamle Testamente. Og jeg tror også, det ligger til grund for den hyppige brug af vingårde i evangelierne. Det er en grundmetafor, at Gud er en vingårdsmand.”
Hvordan tilhørerne så har taget imod metaforen er et andet spørgsmål, som måske er helt umuligt at besvare. For når Johannes i sit evangelium fortæller historien om Jesus og vintræet, er Jesper Tang Nielsen ikke sikker på, at den har fundet sted.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke Jesus har stået og fortalt den historie til sine disciple. Jeg tror, Johannes har skrevet dette som en prædiken over Jesu relation til mennesket,” siger han og beskriver Johannes som ”næsten kristomanisk” – alt handler om Kristus og hans relation til mennesker.
”Johannes skriver, at uden denne relation kan mennesket ikke bære frugt. Så hvad er det for en symbolik, der ligger i den frugt? Hvad er det, mennesket ikke kan uden for ham? Det er nemt at forstå, at en gren ikke kan bære frugt, når den ikke hænger på træet. Men hvad betyder billedet, når det bliver overført til en relation mellem Kristus og mennesker? Det er interessant,” siger Jesper Tang Nielsen, der afslutter:
”Johannes vil markere, at forbindelsen mellem Kristus og mennesker er grundlaget for alt, hvad der foregår; alt, hvad de kristne foretager sig. Uden Kristus har det ingen værdi. Alt er bygget op omkring relationen til Kristus, for uden en sådan er livet ifølge evangelisten død og mørke.”