Prøv avisen
Før søndagen

Teologistuderende: Vintræet er et billede på, at kirken er skrøbelig

Andreas Riis Damgaard har også studeret et år på Heythrop College i London, hvor han blandt andet kom i den danske kirke. Foto: Kåre Gade

Det er et stort ansvar at blive præst og skulle bære en 2000 år gammel tradition videre. Men for den 25-årige teologistuderende Andreas Riis Damgaard svarer præstegerningen til at være en af grenene på vintræet i søndagens prædikentekst

Ligesom vintræet i søndagens tekst bærer sine frugter på grenene, er mange præster grene på et stort træ, der bærer kristendommens budskab videre. Derfor hviler der et stort ansvar på præstegerningen, siger 25-årige Andreas Riis Damgaard. Han studerer teologi på Københavns Universitet og har et år tilbage af studierne, inden han kan kalde sig cand.theol. Forude venter Pastoralseminariet og et liv som præst.

Ønsket om at blive præst kom lidt hen ad vejen på teologistudiet, forklarer Andreas Riis Damgaard over Skype-forbindelsen fra Heidelberg i Tyskland, hvor han tager et semester med fokus på Det Gamle Testamente.

”Det er jo et livsvalg. Jeg har tit talt med min kæreste om det, for hun skal være læge, og det er et lidt tilsvarende ansvar. Når man først er blevet ordineret, er man altid præst, og når man har aflagt lægeløftet, er man altid læge. Det er både en befrielse og et åg,” siger han.

”Man kan jo føle to ting, når man står i en tradition: Man kan enten føle, at man bare er endnu en myre på toget, eller man kan føle, at man er en del af noget kæmpestort. Jeg vælger det sidste. Man er ligesom de grene, der er plantet på vintræet. Det billede er et eksempel på, at man skal forstå kristendommen som en form for organisme. Man bærer sandheden videre,” siger han.

Det var hospitalspræst i Herning Svend Erik Søgaard, der en aften efter gudstjeneste hev Andreas Riis Damgaard til side og spurgte:

”Skal du ikke være teolog?”.

Tanken havde ellers aldrig strejfet Andreas Riis Damgaard, der ikke kommer fra en præstefamilie og heller ikke på daværende tidspunkt havde formuleret for sig selv, om han var kristen eller ej. Han var 19 år, men han havde sunget i Herning Kirkes Drengekor i 10 år og var derfor blevet vant til at komme i kirken.

Først slog han præstens ord hen, men kiggede alligevel på teologistudiets indhold på Københavns Universitets hjemmeside. Han opdagede, at det passede som fod i hose, og året efter var han stud.theol. Han glæder sig til at blive præst og til at bære det kristne fællesskab i kirken.

”I forhold til menighedsarbejdet ligger der en slags formaning i det, at man herliggør Faderen ved at bære frugt og blive til discipel. Som præst skal man passe kirken, som det er blevet gjort i 2000 år, sørge for at prædike evangeliet og forvalte sakramenterne ret. På den måde kan man sørge for, at vi alle bliver grene, om man vil,” siger han.

”Men det centrale er det, der står i vers 4: ’Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.’ Man skal følge hans kærlighedsbud, man skal følge Jesus, der er det vintræ, hvorpå vi skal podes. Uden det mangler man noget. Det er hele det kristne fællesskab, der bærer grenene.”

Men selvom han ikke ser kristendommen truet i vores sekulære samfund, er troen alligevel skrøbelig og noget, man skal passe på. Ligesom vintræet.

”Et vintræ er jo nærmest ikke et træ, det er mere en lav plante. Vintræet er et billede på, at kirken er skrøbelig. Evangeliet, Guds ord, er ikke skrøbeligt, men grenene kan godt knække af. Det er dem, vi skal holde sammen på og gøre stærke. Vintræet er skrøbeligt, og når Jesus siger, at han er vintræet, tager han skrøbeligheden på sig. Og som præst skal jeg en dag også tage skrøbeligheden på mig og sørge for, at budskabet, sandheden, kirken bliver ført videre på en god måde,” siger han.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

"At det både er en forpligtelse og en befrielse, at vi er de grene, som skal sidde på vintræet. At det er svært at holde kærlighedsbuddet og elske sine fjender."

Hvad er for dig det vigtigste af de ti bud?

"Det første bud; jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Det er det, det hele handler om. Man bærer vidnesbyrdet videre om Gud, og der er også et løfte om, at man vil tage Israels folk ud af Egypten og skåne dem."

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

"For mig er nadveren utrolig vigtig, så jeg ville bruge det lange nadverritual, hvor man synger hellig-sangen og Oh du Guds lam. Og så er det vigtigt, at der er folk i kirken, som gerne vil tage del i det fællesskab, der er omkring nadveren."

Hvordan er dit gudsbillede?

"Gud er en fader for os, som han var det for Jesus. Derudover er han nådig og barmhjertig, også over for de værste mennesker i verden. Det betyder jo, at man er sat fri til ikke at dømme andre, men kun kan blive dømt af ham. Det er stort."