Virus på det hellige bjerg

Munke på Athos-halvøen i Grækenland har fået virus og er ramt af storm

Coronavirussen har ramt munke på det hellige bjerg Athos, og klostrene på den autonome halvø er til dels lukket af fra omverdenen. Arkivfoto.
Coronavirussen har ramt munke på det hellige bjerg Athos, og klostrene på den autonome halvø er til dels lukket af fra omverdenen. Arkivfoto. Foto: Nf/Ritzau Scanpix.

Coronavirussen har ramt munke på det hellige bjerg Athos, og klostrene på den autonome halvø er til dels afskåret fra omverdenen. Påsken er blevet fejret de seneste dage, men uden det sædvanlige store opbud af pilgrimme og andre udefra. Fire ortodokse munke har fået sygdommen og været i behandling på hospitalet i Thessaloniki. Tre af dem er udskrevet igen, mens en fjerde er uden for kritisk tilstand.

Ifølge Orthodox Times, en international ortodoks nyhedsportal, er der tale om munke fra Xenofontos-klostret, som sandsynligvis er blevet smittet efter et besøg i England. Det internationale græske nyhedsmedie Greek City Times skriver, at munkene bragte et relikvie fra klostret til lederen af den britisk-ortodokse kirke, ærkebiskop Nikitas Loulias.

Videoer på videotjenesten Youtube viser, hvordan Athos-munkene siden søndag har højtideligholdt den ortodokse påske, der netop er bragt til ende, og gennemført processioner med meget færre deltagere end sædvanligt. I marts gennemførte klostrene processioner og vågede om natten i bøn mod pandemien.

Den græske avis Kathimerini skriver, at den græske regering har udstedt retningslinjer for kirkerne om, at der ikke må være flere end fire personer tilstede ved en religiøs ceremoni. Avisen bringer samtidig et billede fra Athos-bjerget mandag morgen, da det historiske Jomfru Maria-ikon ”Axion Esti” blev båret i procession i hovedbyen Karyes og omegn i seks timer. På billedet er det tydeligt at se, at de ortodokse munke ikke følger retningslinjerne.

På en række små film, der er lagt på Youtube inden for de seneste dage og optaget på Athos-bjerget under påskeceremonierne, kan man også se munke, der går og står tæt sammen.

Udbruddet af coronavirus på Athos-bjerget kommer, samtidig med at de græske myndigheder efter et voldsomt uvejr tidligere på måneden har erklæret hele området i nødtilstand. Stedet blev ramt af flere jordskred, og veje blev ødelagt, så der ikke længere er forbindelse mellem flere af klostrene, og forsyninger må sejles til havnen i Dafni og køres op til hovedbyen Karyes, selvom også den vej er delvist ødelagt.

Det var munkene selv, der bad de græske myndigheder om hjælp. En international støtteforening, The Friends of Mount Athos, samler ind til fordel for klostrene.