Visioner om et demokratisk Palæstina

Pastor Mitri Raheb ligner ikke en mand, der kommer fra helvede, når han iklædt jakkesæt og en skrammet, rejsevant orange kuffert træder ud af intercitytoget på Københavns Hovedbanegård.

Men det gør han.

Sådan har den 40-årige, tysk-uddannede præst ved den lu-therske kirke i Betlehem i hvert fald i flere prædikener i jyske kirker i løbet af ugen beskrevet situationen i Betlehem.

Han måtte have udenrigsminister-hjælp til at komme ud af Israel før besøget i Danmark, og lige nu ved han ikke, om han kan komme hjem i morgen lørdag som planlagt. De israelske tropper har erklæret Jesu fødested for militærzone, hvor ingen palæstinensere kan komme ud eller ind. Nu var udgangsforbuddet ellers lige hævet.

Men selv om Mitri Raheb mener, at håbet næsten er dødt i både den palæstinensiske og israelske befolkning, så mener han ikke, at kristne kan læne sig tilbage med hænderne i skødet.

- Vi er aktører, der skal være med til at skabe et samfund, og vi giver ikke op så let.

Dr. Mitri Raheb er præst for cirka 220 lutherske kristne på Vestbredden. I alt er der omkring 2000 lutheranere ud af to millioner kristne palæstinensere i Israel og i de besatte områder. I tilknytning til kirken ligger det internationale center, hvor kristne og muslimer gennem kommunikation, kritisk tænkning, kunst og drama skal skabe en kreativ, frugtbar sameksistens. Målgruppen er hoved- sagelig unge og kvinder.

- Jeg tror ikke så meget på den rene dialog, som ofte ender i dogmatiske diskussioner om ligheder og forskelle. Det siger intet om virkeligheden. Det gør derimod fælles handling på en række områder. Det mente Grundtvig også, påpeger han.

Det er ikke tilfældigt, at N.F.S. Grundtvig bringes ind i billedet. Mitri Raheb arbejder på at etablere en folkehøjskole efter grundtvigske principper i Betlehem, men finder til sin overraskelse ingen begejstring for støtte eller partnerskab til den fra Danmark.

- Vi vil gerne skabe en del af grundlaget for et demokratisk, civilt samfund i Palæstina. Lykkes det ikke, vil der ikke være kristne tilbage. Det skyldes, at hvis fundamentet ikke er demokratisk, så kan majoriteten ikke beskytte minoriteternes rettigheder, siger han.

Set med Mitri Rahebs øjne er den største hindring for et demokratisk Palæstina den israelske besættelsesmagt.

- De selvstyrende områder er et kludetæppe af små øer uden forbindelse til hinanden. Og den israelske besættelse betyder, at der ikke er forbindelse mellem dem, bevægeligheden er stærkt begrænset af udgangsforbud og institutionerne skudt i sænk.

- Men israelerne har ikke skabt problemerne alene. Det begrænsede rum, det palæstinensiske selvstyre har haft til at bygge en demokratisk stat, er ikke brugt særlig godt, siger han.

Mitri Raheb understreger, at demokrati ikke er noget, der opstår som en kollektiv ide i løbet af meget kort tid. Hvis man måler det palæstinensiske selvstyre før den sidste intifada, der begyndte for to år siden, så var det mere demokratisk end andre arabiske lande, men langt mindre demokratisk end det danske.

- Og det er den danske model, vi bør styre efter. Men demokrati kræver uddannelse og store økono- miske forbedringer. Demokrati er en holdbar styreform, hvis størstedelen af befolkningen lever i nogenlunde velstand. Så er de interesseret i at bibeholde status quo. Men man kan have nok så meget demokrati, hvis hovedparten er fattige, fordi så vil de ønske en ændring for at forbedre deres situation, forklarer han.

Lige nu er der ikke meget optimisme at hente i den israelsk-palæstinensiske situation.

- Der er små glimt af håb i mørket. Flertallet blandt palæstinensere og israelere mener, at det må ende med en tostatsløsning. Og begge parter har indset, at krig har en høj økono-misk pris. Men højrekræfterne på begge sider overlever på hinanden - både de fundamentalistisk muslimske og de rabiate blandt israelerne, siger han.

Mitri Raheb er heller ikke blind for, at både israelere og palæstinensere kan have interne grunde til at fastholde konflikten og dermed stå samlet mod en ydre fjende. Under den forholdsvis fredelige periode efter Oslo-aftalerne i 1993 opstod der blandt andet splittelse i det israelske samfund mellem sekulære og ortodokse jøder.

- Man kan godt sige, at begge parter kan være mere bange for fred end for krig. Fred vil tvinge begge parter til at se sig selv i spejlet, og det er ikke sikkert, de ser noget, de bryder sig om, siger han.

Mitri Raheb er dog ikke i tvivl om, at fred er snarligt påkrævet.

- Hvis ikke konflikten stopper meget snart, så ender vi palæstinensere med at leve under apartheid som tidligere de sorte i Sydafrika. Og Israel bevæger sig mod økonomisk ruin. Men lige nu er der meget had på begge sider.

- Jeg er som kristen kaldet til at se min fjende som en potentiel nabo og næste. Jeg tror på forsoning af parterne, for uanset fortiden og israeleres og palæstinenseres historiske hukommelse, så er det utroligt, hvad et menneske er i stand til. Både i krig og i forsoning.

Mitri Raheb deltager i eftermiddag i et fyraftensmøde i Vartov i København om »Den nødvendige dialog«. I mødet deltager også biskop Niels Henrik Arendt og tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk