Da Line Toft Larsen Haar stod ved døbefonten i en alder af 45 år og kiggede præsten ind i øjnene, blev hun meget rørt.
”Vil du døbes på denne tro?”, spurgte præsten, som hun havde haft samtaler med igennem et halvt år for at blive helt afklaret med sit valg.
På bænkene bag hende i Ringe Kirke på Fyn sad alle de mennesker, der kender Line Toft Larsen Haar bedst. Mange af dem kommer fra det, hun selv kalder ”hippie-land”, for Line er vokset op i kollektiver og blandt socialister, Karl Marx og nordisk mytologi i 1970’erne og 1980’erne.
”Når man som hippiebarn hele livet har troet, at man skal passe på sig selv, så er der en kæmpe lettelse i at overgive sig til Gud,” siger hun.
Lines opvækst i ”hippie-land” er ikke til at tage fejl af. På væggene i hendes hus i Ringe hænger fotografier af The Beatles sammen med en Christiania-folkeaktie og citatet ”All we need is love”.
”Alle de tanker, der er i hippiebevægelsen om selvstændighed og om, at børn er lige så gode som voksne, er utroligt smukke, men det er samtidigt utroligt belastende altid at skulle være ansvarlig for sig selv og at skulle være den eneste, der skal løfte det kæmpe åg, som det nu engang kan være,” siger Line Toft Larsen Haar.
I Line Toft Larsen Haars opvækst blandt de frisindede hippier havde kærligheden en stor plads, men kristendommen fyldte ikke noget. Hun blev ikke døbt som barn, og selvom hun nysgerrigt fulgte konfirmationsundervisningen i skolen, valgte hun konfirmationen fra. I religionstimerne i gymnasiet blev Line introduceret til Bibelen, men den unge gymnasieelev mødte også mennesker, som advarede hende mod religion.
”I min opvækst har jeg mødt folk, der sagde: ’Reli-gion er opium for folket. Det er noget farligt noget.’ Måske var det den kant, jeg skulle ud over, før jeg kunne tage beslutningen om at blive døbt. Det er jo ikke farligt at tro. Det skulle jeg indse,” siger Line Toft Larsen Haar, som til daglig er lærer på Ryslinge Efterskole.
Til flere ikke-religiøse mindehøjtideligheder har hun følt et åndeligt tomrum, når hun skulle tage afsked med et nært familiemedlem eller en nær ven. Midt i fortvivlelsen og sorgen savnede hun noget større, og det har hun fundet i kristendommen.
”Kristendommen er der, når der ikke er noget som helst andet. Når vi er rystet i vores grundvold, kan det være nødvendigt at tro på, at der er et eller andet, der passer på os, og kristendommen giver mig en tro på, at der er noget, der passer på mig,” siger hun.
Line Toft Larsen Haar husker, at hun for cirka 10 år siden sagde til den lokale sognepræst, at hun overvejede at blive døbt. Alligevel gik der mange år, før hun stod ved døbefonten og var klar til at sige ja til Gud.
”I årene op til havde jeg mange tanker om, at jeg måske ikke troede nok. ’Der er sikkert nogen, der synes, jeg ikke tror på den rigtige måde eller tror nok.’ Den tanke har fyldt meget,” siger hun.
For at få afklaring på mange af sine spørgsmål om tro, om kirken og om kristendommen, havde Line flere samtaler med sognepræsten, inden hun blev døbt. De fik hende til at se, at der er mange måder at tro og være kristen på.
”Selvom jeg ikke kommer med en kristen opvækst, og selvom jeg ikke er lige så færdig en kristen, som andre måske er, så har Gud også plads til mig,” siger hun.