Kardinals dom for seksuelle overgreb vækker voldsom debat

I går blev kardinal George Pell idømt seks års fængsel for misbrug af unge. Det har givet hidsig debat verden over

George Pell har siddet fængslet, siden han blev kendt skyldig i december, og mødte op i retten i civilt tøj og uden ydre tegn på sin tidligere kirkelige status. Både kardinalring og præstekrave er taget fra ham.
George Pell har siddet fængslet, siden han blev kendt skyldig i december, og mødte op i retten i civilt tøj og uden ydre tegn på sin tidligere kirkelige status. Både kardinalring og præstekrave er taget fra ham. Foto: Mark Dadswell/Ritzau Scanpix.

I går var dagen, hvor pave Frans kunne fejre, at det er seks år siden, han blev udpeget. Men det blev også dagen, hvor en af hans tidligere højt betroede mænd fik seks års fængsel af en domstol i Australien. Kardinal George Pell, der indtil for nylig blev regnet for den tredjehøjest placerede i den katolske kirkes hierarki efter paven selv og statssekretær Pietro Parolin, blev dømt for at have begået seksuelle overgreb mod to kordrenge i sin tid som ny ærkebiskop i Melbourne i 1996.

Verden rundt blev doms- afsigelsen i går fulgt og kommenteret af katolikker, der ser ud til at dele sig i to grupper. Nogle mener, at den 77-årige kardinal er uskyldig og offer for en australsk heksejagt, andre, at han slap for billigt fra at begå overgreb mod to dengang 13-årige drenge og skulle have haft en længere straf. I dommen hedder det, at han tidligst kan løslades efter tre år og otte måneders afsoning.

Pell har hele tiden erklæret sin uskyld og vil ifølge sin advokat appellere dommen på et retsmøde i juni. Han modtog dommer Peter Kidds af-gørelse og belæring i går i Melbourne uden at fortrække en mine. Han har siddet fængslet, siden han blev kendt skyldig i december, og mødte op i retten i civilt tøj og uden ydre tegn på sin tidligere kirkelige status. Både kardinalring og præstekrave er taget fra ham.

Den australske kommentator David Marr, der også er forfatter til en bog om Pell, skrev i går i den britiske avis The Guardian, at ”der ikke er meget at fejre i denne elendige situation, og få hopper af glæde over, at George Pell nu måske skal tilbringe mindst tre år og otte måneder i fængsel. Hans fald er for rystende til at fejre”, mener Marr, der dog også konstaterer, at australierne kan være stolte af at leve i et land, hvor ”loven styrer”.

”I raseri og forvirring har Pells tilhængere erklæret, at han er en martyr for folkestemningen, et offer for en mediehetz og en stor præst, som har fået sit ry uhjælpeligt ødelagt af venstrefløjen. Men hans fald handler ikke om dét, men om Rom, der et eller andet sted i løbet af de seneste år har tabt magten til at beskytte mænd som ham,” skriver David Marr.

Nyheden blev bragt på Vatikanets hjemmeside Vatican News, men ikke ellers kommenteret i går. Uden for retten læste advokaten Vivian Waller, der repræsenterer det ene af de to ofre, en udtalelse fra ham op.

”Det er svært for mig at finde trøst i denne afgørelse,” hed det fra manden, hvis navn aldrig er blevet offentliggjort.

Den anden dreng, som kardinal Pell er blevet dømt for at have misbrugt seksuelt, døde som 30-årig af en overdosis i 2014. Ifølge mange kritikere er Pell derfor blevet dømt udelukkende på en enkelt mands udsagn, og andre, der har vidnet til fordel for Pell, har sagt, at de ikke tror, at overgrebene kan have fundet sted som beskrevet efter en søndagsmesse i katedralen i Melbourne.

Det er anden gang, at en domstol behandler anklagen mod Pell. I den første sag kunne juryen ikke nå til enighed. Ifølge National Catholic Register og andre medier var juryen dengang i september 2018 delt med stemmerne 10-2 i Pells favør, mens det var et enigt nævningeting, der erklærede ham skyldig i december.

10 såkaldte karaktervidner, deriblandt Australiens tidligere premierminister John Howard, kom med udtalelser til fordel for kardinalen. Howard skrev blandt andet, at Pell har ”en eksemplarisk karakter”, og at dommen ikke ændrede noget i hans syn på kardinalen.

”Ingen af de 10 tror, at han ville være i stand til at begå sådanne forbrydelser,” sagde kardinalens forsvarer, Robert Richter, i retten under forhandlingerne forud for strafudmålingen.

Dommer Peter Kidd sagde i går til George Pell, at han mente, at han havde begået en alvorlig forbrydelse og udvist en ”voldsom arrogance”. Han sagde også, at han havde instrueret juryen i, at Pell ”ikke skulle gøres til syndebuk for den katolske kirkes fejltagelser eller påståede fejltagelser”.

Pell er ikke blevet dømt, ”fordi den katolske kirke ikke har forhindret eller skjult seksuelle overgreb mod børn”, sagde dommeren, der også erklærede, at han ikke sad der for at dømme den katolske tro eller kirke, men George Pell.

”I den seneste tid har vi uden for denne ret og i området set eksempler på heksejagt og en lynchmentalitet omkring kardinal Pell. Jeg fordømmer sådan en opførsel på det stærkeste. Det har intet at gøre med retfærdighed og et civiliseret samfund,” erklærede dommeren.

Mange ofre for præsters overgreb udtalte i går, at de var skuffet over dommen.

”Når man tænker på, at et barns liv er ødelagt fra den dag, det bliver et offer for overgreb, til den dag, det dør, så slap George Pell billigt,” sagde Rhonda Janetzki fra den australske organisation Clan, der arbejder for foster- og børnehjemsbørn.

”Jeg havde gerne set, at han var kommet til at tilbringe resten af sit liv i fængsel, i betragtning af de forbrydelser, han har begået.”

På netmediet First Things sammenligner den katolske forfatter og teolog George Weigel derimod sagen med den franske Dreyfus-affære.

”En hysterisk atmosfære, fodret af sekulær antikatolicisme, har omgivet sagen,” skriver Weigel, der mener, at den globale krise for den katolske kirke har forstærket det ”offentlige hysteri”, på trods af at ”kardinal Pell har været den ledende australske biskop i kampen mod seksuelle overgreb. Det er helt usandsynligt, at den Dreyfus-lignende atmosfære ikke skulle have haft en fordrejende effekt på de to retssager mod kardinal Pell”.

Kardinal Pell er den hidtil højest placerede i den katolske kirke, der er blevet dømt for seksuelle overgreb. Han var blandt andet ansvarlig for den katolske kirkes økonomi. Han er stadig kardinal, og Vatikanet har ladet forstå, at den afventer appelsagen i Australien, samtidig med at pavestaten har sat sin egen undersøgelse i gang.