Volontører har det svært i Israel

Volontører, der kommer til Israel, bliver diskrimineret af indenrigsministeriet

skriver fra Jerusalem

Det er ikke kun intifadaen, der får færre volontører til at rejse til Israel. Ideen om at arbejde i en kibbutz virker ikke så attraktiv på dagens unge, der hellere begiver sig ud på en jordomrejse for de samme udgifter. Men når antallet af de volontører, der ikke kommer fra vesteuropæiske lande, også daler, er årsagen ofte en anden.

Det israelske indenrigsministerium stiller en lang række krav til volontører fra bestemte lande med den begrundelse, at Israel har et voldsomt problem med illegale arbejdere og cirka 300.000 gæstearbejdere, der opholder sig i landet. Derfor skal volontører fra Sydamerika, Østeuropa, Tyrkiet og nu også Sydafrika sende skriftlige ansøgninger, blandt andet med detaljer om deres egen indtægt og forældrenes indtægt og arbejdssted samt en række andre personlige detaljer.

Indenrigsministeriet lover at behandle hver enkelt sag i løbet af en uge, men det sker ofte, at en af de unge har glemt at udfylde et enkelt punkt. Så bliver papirerne sendt tilbage til den enkelte unge og skal derefter tilbage til indenrigsministeriet. Dette bureaukrati gør det umuligt for bureauer at sende volontører til Israel i grupper, og i mange tilfælde er processen så langvarig, at volontørerne aldrig når frem.

Den forkerte farve

Blandt dem, der når frem, bliver enkelte sendt hjem med det første fly, når de ankommer til Ben Gurion-lufthavnen ved Tel Aviv. Uden at få lov til at tale med ambassaden eller en repræsentant fra kibbutzbevægelsen.

Her er ikke tale om personer, der bliver sendt hjem af sikkerhedsmæssige årsager, men unge, der simpelthen har den »forkerte« farve, siger Rina Keren, der er ansvarlig for volontør-afdelingen i kibbutzbevægelsen.

Både i kibbutzbevægelsen og det israelske udenrigsministerium er man oprørt over indenrigsministeriets behandling af store dele af volontørerne. Og den berømte israelske tanke om, at volontørerne bliver til Israels bedste og vigtigste ambassadører, når de vender tilbage til deres hjemlande, er for alvor i fare for at blive gjort til en skrøne. I næste uge skal kibbutzbevægelsen drøfte sagen om indenrigsministeriets behandling af volontørerne med direktørerne fra både indenrigs - og udenrigsministeriet.

Rina Keren fungerer i dag også som en slags mellemled mellem volontørerne og det israelske indenrigsministerium. Hun nævner, at en gruppe volontører fra Ecuador foreløbig har ventet tre måneder på at få tilladelse til at komme til Israel for at udføre frivilligt arbejde.

Det har ikke været muligt at få Batya Karmon fra det israelske indenrigsministerium til at kommentere behandlingen af udenlandske volontører. Ifølge Orly Vilnai fra Israels Kanal 1 kan det israelske indenrigsministerium ikke pege på sager, hvor volontører, der er kommet til landet gennem kibbutzbevægelsen, senere er blevet til en del af den byrde, der hedder illegale arbejdere i Israel.

Færre vil afsted

Antallet af volontører fra Vesteuropa er dalende, og mange kibbutzer har vanskeligt ved at tiltrække volontører. For fem -10 år siden lå det samlede antal volontører på cirka 12.000 årligt. Lige nu er tallet på mindre end 7000.

DAKIV's rejsekontor i Danmark lukkede fra starten af august af samme årsag efter 34 års samarbejde med de israelske kibbutzer. Forældrene er bange for at sende deres børn til Israel, mener Rina Keren, der er ansvarlig for voluntørafdelingen i kibbutzbevægelsen.

Men hun mener også, at danskernes holdning til Israel har ændret sig.

- Tyskerne, hollænderne og svenskerne kommer stadig til trods for situationen, men danskerne er holdt op, siger Rina Keren.

Danmark har traditionelt altid været et af de lande, der sender flest volontører til Israel, sammen med Storbritannien og Sverige.

Gennem de seneste år er de europæiske volontører i stigende grad blevet udskiftet med sydkoreanske, sydamerikanske og østeuropæiske unge, der ønsker at drage til Israel som volontører.

Foreløbig vokser antallet af klager over indenrigsministeriets dårlige behandling. Kibbutzbevægelsen forsøger at ændre forholdene, men står indtil videre stadig i en situation, hvor de med flovhed i stemmen må beklage over for volontørerne, at de enten ikke må komme til Israel, eller at de i de bedre tilfælde blot skal vente med tålmodighed. Hvis altså ikke de kommer fra Vesteuropa.

udlandkristeligt-dagblad.dk