Vor tids bløde kristendom er forloren

Religionshistoriker Johannes Adamsen gør op med det, han henviser til som tidens flødeskums-kristendom. Han finder stor mening i den brutalitet og alvor, som gennemsyrer søndagens tekst, hvor Jesus renser ud i templet

For religionshistoriker og underviser på læreruddannelsen Johannes Adamsen er kristendommen en alvorlig sag, som stiller et stort krav til det enkelte menneske om at fjerne sig selv som centrum. Deri ligger humorens og glædens mulighed, mener han. –
For religionshistoriker og underviser på læreruddannelsen Johannes Adamsen er kristendommen en alvorlig sag, som stiller et stort krav til det enkelte menneske om at fjerne sig selv som centrum. Deri ligger humorens og glædens mulighed, mener han. – . Foto: Tor Birk Trads/ritzau.

Når danskerne skal sætte ord på det særlige ved kristendommen, så er det ofte ord som næstekærlighed, tolerance og tilgivelse, der bliver fremhævet.

Men spørger man religionshistoriker Johannes Adamsen, der til daglig underviser lærerstuderende i Aarhus i religion, demokratiteori, etik og livsoplysning, så er det en tandløs kristendom, som i moderne tid har erobret danskerne.

”Det er blevet sukkersødt. En klog mand har kaldt det flødeskums-kristendom,” siger Johannes Adamsen, lektor ved læreruddannelsen i Aarhus, VIA.

En særlig form for kristendom har vundet indpas med moderniteten, og det er en blød kristendom, hvor der kun er fokus på en kærlighed, som ikke stiller krav, mener Johannes Adamsen. Den form for kristendom fungerer ikke, påpeger han.

”Kærligheden bliver et overgreb. Man har fjernet det hårde og bestemte fra kristendommen, og dermed bliver det en forloren udgave, som står tilbage.”

Johannes Adamsen tager fat i morgendagens prædikentekst og dens vigtige nutidige ærinde. Det er teksten om tempelrensningen i Lukasevangeliet, hvor Jesus forudser, at Jerusalem bliver jævnet med jorden, og han håndfast jager folk ud af templet, fordi det er blevet en røverkule.

”Mange teologer, præster og kristne har det svært med en tekst som den her. Ofte bliver det udlagt sådan, at det er en klage over Jerusalem, som er skrevet efter Jerusalems fald 70 år efter Jesu fødsel, men det er dybest set uinteressant,” siger Johannes Adamsen og fortsætter:

”Andre tolker det som en kapitalismekritik, men det er forfejlet. Kapitalismen fandtes ganske enkelt ikke på Jesu tid, og derfor kan det selvsagt heller ikke blive en kritik af denne.”

Teksten har et helt andet og værdifuldt sigte, mener den 53-årige religionshistoriker. Den handler om livets alvorlighed, om kaldet til afgørelse.

På Jesu tid var templet således et kultsted; et sted, hvor folk kom og købte dyr til ofringer, forklarer Johannes Adamsen og kommer dermed til det, som han ser som tekstens egentlige brutalitet:

”Jesus gør meget markant op med datidens kultpraksis. Han vil have et bedehus. Bøn erstatter offer. Gudsforholdet viser sig i bøn og intet andet. Bøn er menneskets eneste offer, og Jesus undsiger dermed det, som ellers er nerven i en religionspraksis,” siger Johannes Adamsen.

Konsekvensen af Jesu opgør med den vante praksis er stor. Den kalder nemlig på en alvor og en villighed til ikke bare at gå efter flødeskummet – også for mennesker i dag.

”Jesus kalder til afgørelse. Du kan sige ja eller nej til at træde ind i et gudsforhold, som er alvor uden undskyldning. Her bliver vi mindet om valget, og det kan vi moderne mennesker have det enormt svært ved. Når du siger nej, risikerer du at stille dig udenfor, og det kan gå galt.”

Johannes Adamsen har talt sig varm. Han taler hurtigt og passioneret om en kristendom, som stiller store krav.

”Dér, hvor du finder ud af, om du kan noget fornuftigt med kristendommen, er, at du kan stå den 24. december med Jesusbarnet og den 26. december med Stefans-martyriet. Kærlighed er også bestemmelse, afgørelse for noget – dig selv i din afhængighed – og derfor udelukkelse af andet,” siger Johannes Adamsen og fortsætter:

”Du skal være klar til at afgøre dig for Gud. Træde ind i et forhold, hvor du ved, at du altid svigter og har behov for hjælp. Det er her, du tager dig selv alvorligt, og i relationen kan du slippe dig selv som centrum. Og kun ved at træde væk fra dig selv, kan du træde frem for næsten.”

Det er denne alvorens konsekvens, som vi mennesker i dag kan have det mere end vanskeligt ved, mener Johannes Adamsen. Det er samtidig manglen på denne alvor, som giver os store problemer. Søndagens tekst banker på med påmindelsen om vores fortabelse.

”Der findes et mørke, en forladthed. Det er den store ensomhed, hvor vi står uden for det guddommelige, hvor vi er ingenting.”

Johannes Adamsen forklarer:

”Uden relationen til noget absolut tager du livet i din egen hånd. Så er du overladt til adspredelsen, som teologen Søren Kierkegaard talte om. En adspredelse, hvor du ikke beslutter dig og flakker rundt efter dine egne guder. Alternativet er omvendelsen og alvoren.”

Kærligheden er der intet i vejen med, pointerer Johannes Adamsen. Men den forlorne kærlighed, som mange hiver ud af kristendommen, bryder han sig ikke om.

”Kærlighed er at blive set – og dog elsket. Med Grundtvigs ord at blive oplyst, ikke gennemskuet, eller som i teksten om tempelrensningen: ’beslut dig eller lad være’.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville stille spørgsmålet: ”Hvad vil det egentlig sige, at templet ikke skal være en røverkule, men et bedehus?”. Det handler om din egen afgørelse.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det første bud – og vel at mærke luthersk forstået, nemlig at lade Gud være Gud. Gud er der, hvor du hænger al din tillid og forventning.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Den gudstjeneste, hvor man kan få sig selv tilbage, så man kan slippe sig selv og gå munter ud i verden derfra.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jeg bryder mig faktisk ikke om ordet gudsbillede. Men når det er sagt, så kommer det frem i digteren Johannes Ewalds ”Til Sielen. En Ode”: ”Stor er den Aand, som opløfter Faldne.”