Da Carl Christian Ebbesen i januar 2014 blev Dansk Folkepartis første borgmester, blev der talt om værdier. Man forudså, at den nye kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune ville være klar til at kæmpe for danske tanker og rettigheder i en tid, hvor andre kulturer trængte sig på.
Og det gør han. Blandt andet ved at protestere mod kønsopdelte svømmehaller og tale for, at svinekød fortsat serveres i børnehaver.
”Når jeg tager de kampe på Københavns Rådhus, er det, fordi vi har nogle værdier, som vi ikke skal give køb på. Flere generationer har kæmpet for den kultur, som er bærende i dag, og så skal vi ikke bare gå på kompromis med for eksempel ligestilling mellem kønnene for at imødekomme andre religioner. Jeg synes for tit, at vi ser Københavns Kommune bøje nakken. Men vi er et åbent og tolerant samfund, som skal turde stå ved de værdier, vi har oparbejdet,” siger den 48-årige borgmester.
Det er egentlig ikke politik, som dagens interview skal handle om, men derimod tro og kristendom. Netop de to ting hænger dog sammen for Carl Christian Ebbesen. For ifølge ham har kristendommen været en forudsætning for det samfund, vi har i dag, og for mange af vores gode normer. Det gælder blandt andet lighed, som man netop finder beskrevet i søndagens tekst, hvor Jesus beder Johannes om at døbe ham.
”Det er en tekst, hvor det først og fremmest bliver åbenbaret, at Jesus er Guds søn, og hvor vi får understreget dåbens betydning. Det at blive døbt bliver et fysisk symbol på, at vi er del af et kristent fællesskab, og på at Gud passer på os,” siger han.
Men teksten tager også spørgsmålet om hierarki op, da Johannes i første omgang ikke vil foretage dåben, fordi Jesus er over ham.
”Men Jesus insisterer på, at det skal ske. Dermed får vi understreget, at Jesus er ligesom os. Der er ikke tale om et over- og underforhold, men derimod et lige forhold mellem mennesker,” siger Carl Christian Ebbesen og tilføjer, at netop det budskab har stor betydning for vores forståelse af os selv og samfundet i dag.
”For mig at se er det ikke nogen tilfældighed, at netop de kristne samfund har været gode til at udvikle demokrati og frihedsrettigheder, mens andre religioner bøvler med retsstater. Jeg tror, det udspringer af, at vi ser alle mennesker som lige og har respekt for det enkelte individ,” siger han og tilføjer, at han finder gudsforholdet i den protestantiske kristendom fantastisk.
”Man har et direkte og personligt forhold til Gud. Der er ikke noget mellemled, ingen præst, pave eller imam til at diktere, hvordan vi skal leve vores liv. Præster kan give os råd og vejledning, men dømmer ikke – vi bestemmer selv. Det er en kæmpefrihed.”
Men lighedsprincippet indebærer også forpligtelser til det enkelte menneske.
”Nogle gange vil vi mennesker gerne overlade ansvaret til andre, sætte andre til at klare det sure arbejde eller bebrejde dem for, at noget i vores liv ikke går, som det skal. Men den går ikke. Hvis vi vil opnå noget, så må vi selv tage ansvar og få tingene til at ske,” siger han.
Kristendommens lighedsprincip mærkede Carl Christian Ebbesen allerede som barn. Hans far var menighedsrådsformand, og der kom ofte præster på besøg på den lille gård i Grølsted uden for Silkeborg.
”I min barndom lærte jeg, at præsten og jeg var lige. Han var også bare et menneske og ikke en dommer, men derimod en slags ven gennem livet, som kunne give mig et godt råd, når jeg havde brug for det. Det har betydet, at kirken aldrig har været fremmed for mig.”
Kirkens rolle i barndommen har dog ikke gjort ham troende. Tværtimod.
”Jeg tror netop, at jeg aldrig er blevet troende, fordi kirken og troen har været så tæt på, at den blev afmystificeret. Der var ingen mystik og dermed ingen grund til, at noget som sådan guddommeligt skulle bestemme over min skæbne. Jeg kan bedre lide at søge svar på livets mysterier i videnskaben,” siger han.
Han tror, at mange danskere generelt har en afstandstagen til Gud indbygget i sig.
”Det er nok en del af det at være protestant. Vi har protesteret mod paven og taget et opgør med troen som dommer over vores liv. Det har skabt en afstand til Gud, men også betydet, at vores religion er så dejligt afslappet. Vi har fundet en religion, som, uanset om man er troende eller ej, passer godt til det danske samfund.”
Carl Christian Ebbesen ser stadig troen som en naturlig del af livet og holder også af Bibelens historier.
”Der er en masse budskaber i Bibelen, og hvis man lytter til dem, så smiler man lidt mere. For det er historier om, hvordan vi lever et bedre liv. Hvis jeg skal bruge et godt råd til at løse forskellige udfordringer eller finde ro i mig selv, så er der som regel hjælp at hente i Bibelen. I den behandles temaer som misundelse, tilgivelse og familiebånd,” siger han.
I Carl Christian Ebbesens kommune er det nok ikke flertallet, der finder gode råd i Bibelen. Han er borgmester i den kommune, hvor færrest er medlem af folkekirken. Det er lidt ærgerligt, synes han.
”Selvom man ikke nødvendigvis tror, at der er en gud deroppe, så bør man anerkende, at Danmark er et kristent kultursamfund med et fælles værdigrundlag, der bygger på kristendommen. Det gælder også dem, der kommer til landet. Det er ikke mærkeligt, at vi har svært ved at integrere muslimer i landet, for de er opdraget med en anden tro og kultur. Det gør det sværere at komme ind i et samfund, hvor vi for eksempel respekterer frihed og lighed mellem kønnene. Det er positivt, når muslimer vælger at blive en del af det kristne samfund. De behøver ikke blive kristne, men hvis de vil lære landet at kende, er det en god idé at forholde sig til kristendommen,” siger han.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
At Jesus er lig med os, og at vi mennesker også alle er lige og har lige muligheder.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?
Buddet om at ære sin far og mor, som ofte omformuleres til at ære sin næste. Jeg synes, begrebet ”næste” er blevet misbrugt til at sige, at befolkningen skal elske og ære alle i hele verden. For mig er næsten den, man møder i dagligdagen, familien og dem, der er tæt på. Ellers bliver begrebet udvandet.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
For mig handler gudstjenesten om at få ro, synge lidt salmer og høre en prædiken, der ikke er politiserende.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg er formand for Thorvaldsens Museum og synes, at Thorvaldsens Jesus-figur i Vor Frue Kirke i København viser mit gudsbillede meget godt. Figuren står og bukker hovedet og rækker hænderne frem. Det vidner om en mild gud og en mild religion, hvor ingen dømmer, og der er plads til alle.