Hvis man endelig skal citere noget fra Bibelen, er søndagens tekst en rigtig fin passage at vælge, mener sangeren Alberte Winding, for Jesus beskriver her, hvordan man sommetider bør give plads til kærligheden ved at vende reglerne på hovedet, og det er en udfordring, som mange stadig bøvler med i dag, fornemmer hun. Heriblandt hende selv.
”Det er en konstant afvejning. Der er selvfølgelig de helt grundlæggende ting, som vi bare må reagere på, for når Jesus taler med farisæerne om, at de naturligt ville hive deres egne børn op af brønden, selvom det er sabbat, eller når vi hører, at syriske flygtninge skal reddes op af vandet, er vi ikke i tvivl om, at kærligheden må og skal vægte højere end loven,” siger Alberte Winding og fortsætter:
”Men det er derimod alle de små halvegoistiske hverdagsprioriteringer, der ofte volder mig kvaler.”
Hun står tit i dilemmaet om prioriteringen af arrangementer i arbejdsregi, hvor mennesker forventer hendes deltagelse, over for kvalitetstiden med familien. På den måde ender Alberte Winding med at skuffe nogen, fordi hun ikke altid kan træde til, når de har brug for hendes tilstedeværelse. Men når hun kaster blikket på sin mand og hans søn, ved hun, at de unikke familiestunder er for vigtige at gå glip af.
Et folkefærd, som danskere generelt godt kunne lære lidt af, er englænderne. Alberte Winding inspireres af deres elskværdighed over for andre mennesker, når de for eksempel lægger mærke til, hvordan hun forvirret og vildfarent tosser rundt i Londons gader og derfor smilende henvender sig med hjælp.
Alligevel havner hun også selv tit i danskerfælden, hvor hun i stedet kommer til at ”smække med døren for næsen af andre”.
”Jeg kan godt finde på at rase ’kom nu ned fra den cykel – det er en gågade!’ inde i mig selv, når jeg ser en medborger spurte henover brostenene. Også selvom jeg jo ikke ved, hvad der sker inde i personens hoved. Vi skal altid huske at give plads til selvtilsidesættelsen,” siger Alberte Winding.
Den anden del af bibelteksten handler ifølge sangeren netop om selvtilsidesættelse og ydmyghed, hvor Jesus sætter sig på den nederste plads til det indbudte bryllup.
Som kunstner, der er vant til at være den, der står på scenen og får al opmærksomheden, kan dette være særligt udfordrende. For som hun bemærker, er der forskel på falsk beskedenhed og ægte ydmyghed.
”Da jeg lige havde fået den nye status, hvor folk klappede af alt, jeg gjorde, var den svær at afgive igen. Med tiden blev jeg dog klar over, at det heller ikke er sundt konstant at være i fokus og skulle beskrive mig selv hele tiden,” siger Alberte Winding.
Førhen kom Alberte Winding per automatik altid som den første til at kaste et par hurtige anekdoter om sit eget liv ud i rummet, når en stor gruppe mennesker var samlet. Måske fordi hun var usikker. Måske fordi hun var blevet vant til opmærksomheden.
”Jeg synes, jeg er blevet bedre til at tænke: ’rolig nu’. For så får jeg pludselig mulighed for at tænke med på andres tanker i stedet. Når jeg giver andre plads til at fortælle, forstår jeg også bedre, hvem de er, og ser, hvordan verden åbner sig,” siger hun.
Alberte Winding kommer selv fra en familie, hvor det gjaldt om at få taleretten, når mange meninger ville have magten ved middagsbordet. Og det var ikke Jesu ord, der blev delt henover tallerkenerne. Selvom det ærøske barndomshjem ikke var kristent funderet, var hendes far nu alligevel religiøs på sin egen måde.
”Min far var åndeligt søgende i alle mulige trosretninger. Især citerede han gerne mystikere som Gurdjieff, Uspenskij eller en tredje, som jeg heller ikke anede, hvem var,” siger Alberte Winding.
”Og selvom mine søstre og jeg dengang rullede øjne ad ham, siver den åndelige tilgang til livet jo alligevel ind og bliver en del af ens virkelighed og uvirkelighed. Den dag i dag har jeg i hvert fald ofte et behov for at tolke og gengive noget åndeligt, når jeg oplever det,” siger Alberte Winding og fortsætter:
”Jeg har for eksempel selv været en masse i kirke til bryllupper, begravelser og barnedåb. Her kan jeg opleve hele livets cyklus i ét rum. Det er fascinerende, synes jeg.”
Det er meget forskelligt, hvilken betydning Alberte Winding tillægger en prædiken, bibeltekst eller det enkelte kirkerum.
”Jeg finder den betydning, som giver mening for mig i det øjeblik, jeg oplever det. Sådan er det jo også med musik. Jo flere forklaringer andre giver på, hvad teksterne betyder, jo mindre kan de flyde med det, du gerne vil bruge den til. Selvom der i både musikken og kirken opstilles en scenografi, skal du som menneske selv være i stand til at træde ind i den og udfylde rummet med den følelse, der er rigtig for dig. For vi har alle sammen en religiøsitet, som er skabt kulturelt gennem opdragelsen og åndeligt gennem vores følelsesliv,” siger Alberte Winding, der sammen med sin mand Andreas Fuglebæk ofte spiller koncerter i landets kirker.
”Derfor synes jeg også, at det er mærkeligt, når vi hidser os op over, at ikke alle tolker ordlyden af hellige skrifter på samme måde. For mig at se er det vigtigt, at vi lytter til hinanden og vores grænser. For vores tolkning af regler må ikke spænde ben for kærligheden,” siger Alberte Winding.