Prøv avisen

Vorgod Sogn: Menigheden tager over når præsten tager fri

ÅRETS MENIGHED: I Vorgod og Fjelstervang holder menigheden »degnegudstjenester«, når præsten ikke kan være der

En pensioneret lærerinde har læst søndagens prædiken, menighedrådsformand Peder Vesterager og en tredie fra menigheden har klaret tekst, kollekt og epistel, og de omkring 80 fremmødte i den hvidkalkede middelalderkirke i Vorgod har alt i alt fået en gudstjeneste ud af det, selv om sognets præst er fraværende.

Den 13. oktober var der for anden gang i år »degnegudstjeneste« i Vorgod Sogn. Menigheden omkring Vorgod og Fjelstervang Kirke tager over, når præsten har fridag eller ferie. Det er en gammel, men næsten uddød tradition i dansk kirkeliv, man har genoplivet på den jyske hede, hvor der i dag ganske vist ikke er meget lyng tilbage, men et sogn, der fortsat er præget af de gamle vækkelser. Indre Mission står stærkt i sognet og området. Missionshuset »Emmaus« ligger lige over for Vorgod Kirke, og er netop blevet sat i stand for 600.000 kroner. Foruden Vorgod og Fjelstervang Kirke omfatter det lille sogn med i alt omkring 2600 indbyggere tre missionshuse og tre forsamlingshuse, hvoraf et ganske vist brændte for en måneds tid siden. Der er også en grundtvigsk ungdoms- for foredragsforening, som arrangerer dilettant og udflugter, men Indre Mission og KFUM og KFUK dominerer. Formanden for Vorgod menighedsråd, Peder Vesterager, tilhører missionen, men understreger, at tidligere tiders spændinger mellem retningerne ikke længere eksisterer.

- Vi er trods alt heller ikke flere her i sognet, end at vi gerne skulle have folk med fra alle retninger, når der laves arrangementer. På den anden side ved folk godt, hvor de hører til rent holdningsmæssigt.

At det hele trods alt ikke er fusioneret sammen i én stor kirkelig grød, er samtidig med til at fastholde en vis dynamik i sognets kirkeliv, anfører sognepræst Gert Nicolajsen, der har været præst ved Vorgod og Fjelstervang kirker siden 1991.

Engagement

Normalt er de kirkelige forhold i Vorgod Sogn ikke noget, der ligefrem optager landspressen, men det blev pludselig anderledes i sommerferien sidste år, da nyheden om de vestjyske degnegudstjenester kom frem.

- Vi var slet ikke forberedt på den store interesse, det vakte, og vi vidste knap nok, hvad vi skulle sige om det, for vi havde kun lige haft en foreløbig drøftelse i menighedsrådet, og vores præst var taget på ferie, fortæller Peder Vesterager.

Ideen om degnegudstjenester kom frem i forbindelse med et fællesmøde mellem Vorgod og Fjelstervang menighedsråd, hvor man på forhånd havde besluttet, at der ikke skulle snakkes hverken penge eller tagrender, men om kirkens indhold, gudstjenesten.

Gert Nicolajsen: - Spørgsmålet var: Hvad kan vi gøre, for at menigheden i højere grad kan blive involveret i gudstjenestelivet? Selv om vi er et sogn med en god gammel, traditionel kirkelighed, måtte vi jo erkende, at det også her hos os lige så stille er begyndt at forandre sig. Hvor vi tidligere havde en gruppe, der trofast kom i kirken hver søndag, bliver det nu mere og mere til, at man kommer der nu og da.

Selv om degnegudstjenesterne også herhjemme i gamle dage var helt normalt, når præsten havde forfald, har Vorgod og Fjelstervang hentet den direkte inspiration til de fire degnegudstjenester, der holdes i sognet i løbet af et år, på Færøerne.

Præst og kirkekor kunne efter en tur på Færøerne i år 2000 fortælle om det engagement, det medførte.

Gert Nicolajsen:

- På Færøerne er det almindeligt med degnegudstjenester, og det, vi især bed mærke i på vores tur deroppe, var, at så mange i menighederne følte ansvar over for menighedsliv og gudstjenesten. Degnegudstjenesterne medfører, at en bred gruppe af menigheden er engageret i gudstjenesten.

Præstens prædiken

Hverken i Vorgod eller Fjelstervang har der været problemer med at engagere frivillige »degne« fra menigheden til disse gudstjenester, og den gode opslutning til dem - og positive tilbagemeldinger - fortæller formand og præst, at degnegudstjenesterne er kommet for at blive.

Teologisk er der ingen problemer i konstruktionen, for selv om sognepræsten er fraværende, er det alligevel ham, der har det overordnede ansvar for den rette forkyndelse. De frivillige skal ikke selv begynde at konstruere en prædiken, men må nøjes med at læse en af Gert Nicolajsens gamle. Det har biskop Niels Holm, Ribe, som tilsynsførende myndighed, betinget sig.

- Og det er vist meget godt, ellers kunne vi godt risikere at havne i en masse kiv om, hvad der skulle siges, mener Peder Vesterager.

Til gengæld må »degnene« selv finde frem til de relevante salmer, der skal bruges, og blandt andet dette har gjort forarbejdet til en vigtig del af processen.

- Jeg tror, der er almindelig enighed om, at det er meget spændende at være med til, fordi man får sat gang i tankerne omkring gudstjenesten.

Da præsten er fraværende, har degnegudstjenesterne hverken dåb eller nadver. Til gengæld er der intet i vejen for, at »degnene« erobrer prædikestolen. Det har dog ingen endnu vovet. I stedet holder de sig pænt til kirkegulvet.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Andre læser lige nu