Der er hverken brug for kort eller GPS for at finde vej til frikirkerne i Jönköping Amt i Småland. Enhver, man spørger, ved præcist, hvor de ligger. Amtet kaldes i svenske folkemunde for "Sveriges Jerusalem" – og af landets journalister lidt kækt for "bibelbæltet"?. Og ikke uden grund. Mens frikirker i resten af landet kæmper en sej kamp for at holde på medlemmerne - og i Danmark kun lige præcis formår at holde sig i live - har tilslutningen til frikirkerne i Jönköping stort set været uændret, siden de første kristne vækkelser bredte sig i området for 170 år siden. I dag kommer mere end hver femte indbygger jævnligt i en af amtets frikirker.
Kristeligt Dagblad er taget til Småland for selv at få syn for sagn, og første stop er byen Värnamo, der huser Sveriges ældste frimenighed, Missionskirken.
Den hvide funkis-bygning er fra 1938, men menigheden her har sunget vækkelsessange og bekendt troen siden 1863. Der er rift om lokalbefolkningens gudstro. 100 meter nede ad elven ligger en pinsekirke med 1000 medlemmer, lidt længere væk Alliancekirken med 450 medlemmer. Konkurrencen lader dog ikke til at påvirke Missionskirken. Klokken er lidt i 10 søndag formiddag, og foyeren myldrer med unge par, bedsteforældre med småbørn i hænderne og teenagere med søvn i øjnene. Tre store skærme i det lyse kirkerum veksler mellem gudstjenestens program og ordene: Giv dit liv til Jesus! mens trommeslager, bassist, pianist og guitarist finpudser lyden oppe ved scenen.
En rødmosset, gråsprængt herre trisser omkring i kirkens kaffestue og kigger langt efter kurvene med kanelboller, som søndagens madmødre er i færd med at stille ud på de lange, sirligt dækkede kaffeborde. Han hedder Egon Tedenstad, er 73 år og tidligere personalechef i et lokalt gummifirma. De smilende øjne formes til smalle halvmåner, da han fortæller, hvorfor han kommer i Missionskirken.
- Kirken - det er livet! Først og fremmest handler livet i kirken om min tro på Kristus, som giver mig så megen glæde og tryghed. Og så handler det om alle de dejlige venner, jeg har her, og alle de opgaver jeg har haft, fortæller Egon Tedenstad, der har sunget i kor, haft sin egen kirkekvartet og været ansvarlig for kirkens personale.
Missionskirken gør også krav på de bedste minder i hans liv. Såsom da han på en af kirkens teenagelejre som 13-årig fik øje på "de to vak-reste øjne, han nogensinde havde set" - der tilhørte og stadig tilhører hans hustru gennem et halvt århundrede, 70-årige Ulla Britt Tedenstad.
Parrets forældre voksede også op i kirken, ligeså gjorde deres datter, og i dag er det barnebarnet, Julie Karlsson på 14 år, der sammen med 18 andre teenagere får overrakt en bibel under gudstjenesten efter ugers bibelundervisning – en frikirkelig form for konfirmation. Julie Karlsson har troet på Gud, siden hun var helt lille, fortæller hun.
- Men jeg er mest glad for musikundervisningen og spejdergruppen i kirken. Det er sjovere end gudstjenesten, fortæller hun.
Imens er de mintgrønne bænke i kirkerummet ved at være fyldt. Dirigenten på scenen fægter med armene, og kirkens ungdomskor Livslyst sparker gudstjenesten i gang med et gospelnummer, der får ruderne i salen til at dugge. Kirken har seks store kor, som øver på hverdage og skiftes til at medvirke ved søndagens gudstjenester. Efter ungdomskoret er det seniorkorets tur, og hele menigheden synger af fuld hals: "Jeg vil gi? dig, oh Herre, min lovsang." Selv børnene synges til søndagsskole med sangen: "Kom nu alle børn, nu går vi til himlakul (himmelsk sjovt, red.)." Kirkens pastor Mogens Nielsen er ikke i tvivl om, hvorfor kirken trods den stigende sekularisering står lige så stærkt i dag som for 170 år siden.
- Menigheden holdes i gang af en uhørt stærk drivkraft blandt medlemmerne. Folk ofrer deres tid og penge og tager initiativ til alle mulige arrangementer i kirken. Og så har der lige siden vækkelsen været en positiv indstilling i samfundet over for livet i frikirkerne, fortæller han efter gudstjenesten.
Vækkelsen i det sydlige Sverige tog sin begyndelse inden for den svenske kirkes indremissionske fløj i 1830?erne. Anført af karismatiske prædikanter uden teologisk uddannelse spredte gudstroen sig og blev dominerende i hele Jönköping. Og modsat Danmark holdt vækkelsen sig ikke inden for folkekirken; da forsamlingsfriheden blev indført i 1858, begyndte de "opvakte" at danne egne menigheder uden for den svenske statskirke. Først opstod Alliancemissionen og Missionskirken som en slags udbrydermenigheder af Indre Mission. Baptistbevægelsen fra USA blev den første store religiøse påvirkning udefra. Siden kom metodisterne og Frelsens Hær til fra Storbritannien. Og sidst pinsekirken fra USA med vægt på dåben i Helligånden og tungetale.
Det fortæller Göran Aaberg, tidligere docent i kirkehistorie ved Lund Universitet, som har fulgt kirkelivet i Småland i mere end 50 år. Han er også den eneste i landet, der har sat tal på frikirkernes popularitet i "bibelbæltet": Mellem 10 og 15 procent af indbyggerne i Jönköping amt er medlem af en frikirke.
- Og derudover deltager mindst lige så mange i frikirkernes aktiviteter uden at være medlem. I nogle byer kommer hver tredje indbygger derfor regelmæssigt i en frikirke, siger han.
Men hvorfor sætter denne gamle vækkelse stadig så dybe spor i det folkelige liv? Göran Aaberg slår ud med armene:
- Det kan jeg ikke svare på som forsker. Det må du vel spørge den hellige ånd om, siger han. Og griner.
Han fortæller dog, at frikirkerne lige fra begyndelsen har haft en stor folkelig og social betydning for lokalsamfundet. Aktiviteterne i hverdagene spiller en stor rolle for kirkernes popularitet, siger han og finder en lokalavis frem, hvor kirkerne spalte op og spalte ned annoncerer med bibelstudier, børnekor og bogbinderi, spejder, studiegrupper, spillemandsaftener og gymnastik i kirken. Han tilføjer:
- Frikirkerne er især kendt for deres stærke børnearbejde og ungdomsarbejde. Det har stor betydning for, at kirkerne kan bestå.
Men hvordan tiltrækker man så unge mennesker i en større by som Jönköping, hvor kirken skal konkurrere med caféer, biografer og et pulserende natteliv? Byens største frikirke, Pinsekirken, annoncerer med ungdomsgudstjeneste samme aften. Måske svaret findes der.
Da Kristeligt Dagblad ankommer til Jönköping Pinsekirke, er showet - gudstjenesten - i fuld gang. Scenen i den store kirkesal er badet i violet og blåt projektørlys. Bandet leverer en tour de force gennem den afdøde popsanger Michael Jacksons hitkatalog til hårdtpumpende rytmer fra trommer, elguitar og bas, der får det til at dunke i brystet. Fem piger på scenen danser synkront. Kirkeorglet med de sølvgrå piber og trækorset til højre for scenen er indhyllet i diskoteksrøg.
Musikken stopper pludseligt, og en mand på en storskærm på scenevæggen siger med dyb stemme og amerikansk accent, at "selv popmusikkens konge må bøje knæ for kongernes konge. Kongen er Jesus". Budskabet får salens 600 teenagere til at huje og klappe. Ind på scenen kommer aftenens taler, ungdomspræsten Daniel Stenmark:
- Nu fortæller jeg jer en hemmelighed, er I klar? Gud har opfundet fest! råber han, så teenagerne igen slider løs på stemmebåndene.
- Gud inviterer dig til fest, og indbydelsen er korset, siger han og peger på trækorset, som nu står synligt, efter at diskoteksrøgen har lagt sig.
- Men når festen først er begyndt, kan man ikke længere komme ind. Så er det for sent – der bliver trukket en streg i sandet. Men du kommer til at være der. De fester i himlen, hver gang en siger "jeg kommer".
Et kærestepar på bagerste række er mere interesserede i hinanden end fest i himlen. Andre lytter intenst til ungdomspræstens ord. En pige ved siden af avisens udsendte hvisker "Jesus, Jesus, Jesus".
Præsten opfordrer dem, der vil med til fest, om at løfte deres hænder. Budskabet er gået ind, for rundt om i salen ryger hænderne i vejret. De nyindbudte klappes op til scenen, og ungdomspræsten beder en bøn, som sætning for sætning gentages af teenagerne i salen:
- Tak Jesus, at du tilgiver mig for alt, jeg har gjort forkert. Kom og fyld mig med din helligånd.
Imens er et par unge gutter smuttet ud i kirkens forhal.
- Heftig aften! Gud er så cool, siger en mørklødet dreng med sorte briller, orange hanekam og et stort sølvkors på brystet. Han hedder Johnny Ludvigsen, er 19 år og går på bibelskole i Jönköping.
- Det er en fantastisk mulighed for at tage venner med i kirke. Så kan unge udefra se, hvordan vi lever. Der er så mange fordomme om, at vi er kedelige.
Selv er han vokset op i et missionærhjem, men droppede Gud og kirken som 14-årig og gik i stedet i byen og drak sig fuld. Så mødte han en pige, der inviterede ham med til et lignende arrangement, hvor han "gav sit liv til Jesus".
- Hun spurgte mig en dag, om jeg ikke ville med i kirke igen. Og så tog jeg med. Stemningen er meget bedre end ude i byen. Og det er sjovt, når der er så mange unge kristne, siger han.
Netop kombinationen af personlige relationer og evnen til at bruge moderne musik og teknik er opskriften på det usvækkede frikirkeliv i Jönköping. Det mener lektor ved Pinsekirkernes Teologiske Seminarium, Ulrik Josefsson.
- Frikirkerne i Jönköping har i 150 år formået hele tiden at forny sig uden at udslette den klare teologi. Og mange frikirker har længe opbygget et stærkt relationelt netværk. På den måde har frikirkerne foregrebet fremtidens kirke; et sted, hvor mennesker deler tanker om tro og involveres i kirkelivet, frem for bare at sidde på kirkebænkene, siger han.
Til gengæld har frikirkerne meget at arbejde med, når det gælder holdningen til omverden, mener Ulrik Josefsson.
- Blandt frikirkerne hersker der en lidt fordømmende attitude over for folk, der ikke deler deres opfattelse. Man har en idé om, at man er lidt bedre end andre, siger han og fortsætter:
- Det er vigtigt med en kirke, der vover at stå for noget – det er jo ikke de liberale kirker, der appellerer til mennesker. Men det skal kombineres med en åbenhed og generøsitet over for omverden. Det skal frikirkerne i Jönköping være meget opmærksomme på, hvis de fortsat vil være en del af folks liv.