Prøv avisen

Wellness og spiritualitet vinder frem

Den nye form for religiøsitet fokuserer mere på helse og spiritualitet end tidligere – det handler nu om at have styr på sit liv. - Foto: stock.xchng

De traditionelle nyreligiøse bevægelser stagnerer. De appellerer ikke til mange moderne mennesker, der ser lyset i en helt anden og ny religiøsitet, som frem for alt sætter jeget i centrum

Søgende moderne mennesker vil hellere have åndelig visdom og wellness end karma og velsignelse. De senere år har man således set en stagnation i antallet af nyreligiøse bevægelser, og en ny form for religiøsitet det neo-religiøse har set dagens lys, lyder meldingen fra flere religionseksperter.

De nyreligiøse bevægelser, som kom i 1960erne og 1970erne, var hierarkisk opbyggede og lukkede, og de er ikke tiltrækkende for folk i dag. I dag ser vi en mere tydelig individualisme, forklarer lektor og ph.d. i religionsvidenskab på Aarhus Universitet Lars Ahlin.

Lars Mollerup Degn, der arbejder for den dansk-norske kristne missionsorganisation Areopagos, som i mange år har arbejdet med nyreligiøse bevægelser, forklarer, at man nu snarere ser en stigning i kommerciel og ikke-religiøs spiritualitet som eksempelvis wellness, der er et moderne samlebegreb for kropslig velvære og pleje. Han mener, at wellness-bølgen er blevet en form for religionserstatning.

Der er sket en erkendelse af, at materialisme ikke længere er nok til at tilfredsstille os. Og samtidig er der en berøringsangst ved at give slip på egenkontrollen, så i stedet bruger man nogle neutrale teknikker som redskaber til at klare hverdagen, siger han.

Han forklarer, at den nye form for religiøsitet fokuserer mere på helse og spiritualitet end tidligere det handler nu om at have styr på sit liv.

Også Elisabeth Louise Brøker er opmærksom på, hvor meget det spirituelle og holistiske helhedssyn med fokus på krop, sind og ånd fylder i danskernes hverdag. Hun er festivalarrangør på disse dages holistiske sommerfestival ved Næstved på Sydsjælland, hvor mere end 120 gæster deltager.

Vores samfund er blevet meget materialistisk. Jeg oplever, at folk har brug for det spirituelle og holistiske som en modvægt til den materialistiske verden. Her på festivalen får deltagerne et indblik i, hvordan legemet, sjælen og ånden får plads og kan blive en enhed. De får spirituelle oplevelser, der giver dem ny energi til den hverdag, der venter fremover, siger hun.

På festivalen er der forskellige workshopper i blandt andet engle-kanalisering, tidslinje-terapi og hellige danse, og ifølge Elisabeth Louise Brøker er elementer fra alle religioner repræsenteret.

Lars Ahlin sætter spørgsmålstegn ved, om neo-religiøsiteten overhovedet kan kaldes religion.

Meditation kan betragtes som noget afslappende. Men det kan også være religion. Det er alt for nemt at sige, at sådan noget som wellness er den nye religion. De nyreligiøse bevægelser, som har fremgang, er dem, hvor individet kan udfolde sig, og hvor man kan finde ind til sig selv, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

hviid@kristeligt-dagblad.dk

massage, wellness, fodterapi, fitness, Foto: stock.xpert