Prøv avisen

Wikipedia udelukker Scientology

Scientology. - Foto: colourbox.dk

Den omstridte Scientology-bevægelse har ikke længere adgang til at redigere artikler i online-leksikonet Wikipedia

I dag er Scienotlogy Kirken en bevægelse, som styres stramt fra toppen i USA. Medlemmer med kritiske spørgsmål omkring ledelsen bliver uden videre ekskluderet. Sådan står der blandt andet i beskrivelsen af Scientology på den danske udgave af online-leksikonet Wikipedia.

Om grundlæggeren L. Ron Hubbard står der desuden:

Hubbards intentioner med Scientology er blevet stærkt kritiseret. Han er citeret for at have sagt, at han gerne vil starte sin egen religion, da det er dér pengene ligger.
 
Scientology bliver beskrevet på mindst 40 forskellige sprog i online-leksikonet, som kan redigeres af almindelige mennesker. Men nu blokerer Wikipedia for, at Scientology selv kan rette i artikler eller oprette nye, skriver The Wall Street Journal.

Mellemrubrik
Blokeringen af alle internetadresser fra Scientologys hovedkvarter sker efter flere måneders debat mellem kritikere og tilhængere af kirken. Der er blevet oprettet profiler på Wikipedia alene for at slette eller tilføje information om Scientology.

- Det her handler ikke om, at Wikipedia forsøger at udelukke folk fra at redigere. Det handler om at mindske fjendtligheden om emnet og at få artiklerne tilbage til en tilstand, hvor de giver mening, siger talsmand fra Wikimedia Foundation, Jay Walsh.

Han siger, at Wikipedia ønsker at sende det budskab, at alle artikler skal være neutrale. Selvom online-leksikonet løbende har blokeret blandt andet personer, er det første gang, at en så stor organisation er kommet på den sorte liste.

En talsmand fra Church of Scientology International siger, at bevægelsen håber, at alle artikler om kirken nu vil forblive neutrale.