Hvordan vil du beskrive din tro?
Næstekærlighed er det vigtigste. Men jeg forstår næstekærlighed på en anden måde, end man gør i Danmark.
For mig handler det ikke så meget om at give en masse til andre, som kontanthjælp og ulandsbistand. Det ser jeg nærmest som det modsatte af næstekærlighed. I stedet handler det om at give folk hjælp til at hjælpe sig selv. Næstekærligheden var det, der trak mig ind i kristendommen, da jeg søgte efter en religion som barn, jeg ville vælge.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Jeg er vokset op hos min farmor og farfar i Kina. Min farfar er ateist, og min farmor var buddhist og samtidig analfabet, så hun kunne ikke læse skrifterne. Det var min farmor, der vakte min interesse for religion, for de fleste mennesker, vi mødte, var ateister. Da jeg blev større, boede jeg hos min far, der også er ateist.
Kristen blev jeg, da jeg var otte år. Jeg sagde til min far, at jeg ville være religiøs, og han foreslog rationelt, at jeg kunne læse de bøger, vi havde om de forskellige religioner derhjemme. Det gjorde jeg så. Jeg læste tidligt. Det var også, da jeg var otte år, at jeg fik mit første honorar som skribent, efter min første artikel blev trykt.
LÆS OGSÅ: Sepp Piontek: Det levende vand er den levende tro
Jeg læste om protestantisme, katolicisme, jødedom, islam og buddhisme. De fleste religioner havde mange regler. Jeg var meget glad for mad, så tanken om alt det, man ikke kunne spise, hvis jeg gik ind i de andre religioner, var lidt overvældende. Men i kristendommen, når man er protestant, skal man bare elske sin næste, og jeg tænkte som otteårig: Det lyder da meget nemt, den tager jeg. Jeg har senere fundet ud af, at det at elske sin næste er noget af det sværeste.
Men det kunne sagtens være blevet islam eller jødedom. Jeg følte mig nemlig mest tiltrukket af kristendom, islam og jødedom. Der var nogle gode historier: Salomon som beder Gud om visdom. Det virker mere fornuftigt end at bede om penge. Jeg kunne også godt lide Jesus. Han var nemlig tømrer og derfor ifølge kommunistisk ideologi en proletarisk helt.
Jeg kom til Danmark i 1991, da jeg var 12 år. Min mor var flyttet til Danmark to år tidligere. Det blev besluttet, at hun skulle have fuld forældremyndighed over mig, selvom jeg ikke havde set meget til hende før. Mine forældres skilsmisse gik i orden, efter at jeg var kommet til landet. Senere fandt min mor en dansk mand.
Hvad har udfordret din tro?
Danmark. Da jeg som 12-årig kom til Danmark, oplevede jeg ateistisk propaganda i landet, og det fik mig til at tænke, at det var lettere at komme ind i fællesskabet, hvis man ikke var religiøs. Det skete mest i skolen, hvor man for eksempel fremstiller religiøse mennesker som irrationelle. Man underviser i, at nogle tror på kreationisme, andre tror på evolution, men giver sjældent eleverne indblik i mennesker, der tror på begge dele. Når man underviser i samfund og historie, er der fokus på religionernes skadelige virkning, men ikke meget på de positive virkninger. Mange undervisere taler nedsættende om religiøse mennesker. Medierne, inklusive de sociale medier, har også mere fokus på de negative sider af religioner end de positive sider.
De fleste i Danmark siger, at de er døbt og konfirmeret, men der kommer altid et men bagefter. Når jeg sagde, jeg er kristen til spørgsmålet om tro, så oplevede jeg næsten altid latterliggørelse og fornærmelser. Men jeg begyndte ikke at tvivle på grund af det. Al den modstand og modgang, jeg har oplevet, især i mine teenageår i Danmark, har gjort, at min tro er blevet stærkere.
Jeg har nogle gange været i tvivl om, hvorvidt det at være religiøs er det rigtige. Men jeg har ikke været i tvivl om, om jeg valgte rigtigt.
I Kina oplevede jeg tolerance og forståelse for min tro. Der er alle ligestillede, fordi man først kan vælge religion og blive omskåret og døbt, når man bliver 18 år.
Man får hele tiden at vide, at man har religionsfrihed i Danmark. Men jeg oplevede, at nogle i min klasse blev presset og lokket til at blive konfirmeret af deres forældre, mens jeg ikke selv måtte blive konfirmeret. Jeg følte, at den fri vilje var en stor løgn, som man hele tiden blev hjernevasket med.
LÆS OGSÅ: Aktivt troende er mindre kriminelle
Da jeg kom til Danmark som barn, oplevede jeg, at mange rettigheder blev taget fra mig. Når man bliver skilt i Kina, bliver barnet spurgt, om det vil bo hos far eller mor. Jeg var 12 år, og ingen spurgte mig, fordi man gik ud fra, at jeg havde det bedst hos min mor.
Jeg blev døbt som 27-årig. Jeg gik til samtaler hos præsten, fordi jeg syntes, det var vigtigt at have samtaler om, hvad det betyder at blive kristen, inden jeg blev døbt formelt. Jeg spurgte præsten, om man kan blive døbt, når man er i tvivl, for helt sikker er jeg ikke på, at Gud findes. Præsten sagde, at det, at man gerne vil tro, er nok til at blive døbt.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Jeg tror, min tro er pragmatisk, fordi jeg er kineser. Jeg forstår Bibelen symbolsk og metaforisk, ikke bogstaveligt.
Den eneste, jeg har rigtige diskussioner om min tro med, er min mand. Vi mødte hinanden, da jeg var 23 år, og vi har formet hinanden meget i vores tro.
Jeg følger de regler, jeg tror vi skal leve efter. Ikke fordi jeg føler mig forpligtet, men fordi jeg tror, mange af reglerne giver mening på lang sigt. For eksempel gambler jeg ikke, og jeg drikker med måde og har aldrig været fuld. Jeg tror, at reglerne er lavet for at beskytte os, ikke for at gøre livet besværligt.
Samtidig er jeg overtroisk og følger det kinesiske horoskop. Det er nok en ting, der bare er fulgt med, fordi min farmor altid gjorde det.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg forsøger altid at sige ja til de typer jobs, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Tidligere arbejdede jeg med at skabe vækst for små virksomheder. Det var et fuldstændig anonymt og på mange måder afslappet job, fordi folk altid var glade for mit arbejde.
Det, jeg laver nu, er mere krævende. Jeg er ikke altid populær og får en del hadebreve. I det ene øjeblik bliver man genkendt og takket for programmet, og i det andet øjeblik får man fortalt, at man er ved at lede Danmark ud på et skråplan.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Min far, der stadig bor i Kina. Han sagde altid til mig, at jeg ikke skal være bange for at være upopulær. Det er han ikke bange for.
Han leder et forlag, hvor de udgiver magasiner og bøger, og de skriver en masse ting, der gør, at han er upopulær. Jeg voksede op med, at han hele tiden skulle i retten, fordi nogen havde sagsøgt ham igen.Jeg spørger ham stadig til råds, for han er ikke bange for at fortælle sin version af sandheden.
Hvis nogen virkelig kan kaldes ateist, så er det min far. Samtidig er han meget rummelig over for andre, der er troende.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Min farmor sagde, at det at bede om hjælp er ens største styrke. Hun sagde samtidig, at man kun skal hjælpe nogen, der selv har bedt om det. I hvert fald skal man spørge dem først, om de har brug for hjælp.
Det er derfor, min farmor er buddhist. Det var det, hun fortalte mig, da jeg var barn, og det var det, der gjorde, at jeg valgte at være religiøs, fordi jeg tænkte, at man altid kunne bruge mere styrke og mere hjælp.