Prøv avisen
Reportage

Trine og Niels har indrettet deres afdøde søns gravsted som en have

Mathias’ have er forældrenes måde at gøre noget for et barn, der ikke er her mere. Her brænder levende lys dag og nat året rundt, for at byde venner og familie ind i haven hvor de mindes, snakker og skåler med Mathias. Foto: Leif Tuxen

Da 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund døde i 2016, fravalgte hans forældre det traditionelle gravsted. I stedet skabte de en have med plads til liv, kolde øl og social sammenkomst på Garnisons Kirkegård

På Garnisons Kirkegård i København rammer solens stråler det sjældne kinesiske tempeltræ, der står plantet i den jord, som Mathias Baadsgaard-Lund ligger begravet under. Træets skygger danser over et rosa tæppe, som Mathias’ mor, Trine Baadsgaard, netop har slået ud på græsset ved sin søns gravsten. I dag er madkurven ikke med, men det er den ofte, når familie og venner mødes for at mindes Mathias. Der er nemlig plads til alt fra picnics til lektieværksted og solbadning på den udvidede gravplads, som familien til Mathias har gjort til en have.

”At komme i Mathias’ have er for mit vedkommende det vigtigste ritual, jeg har. Det er både et mindested, et grædested og et hyggested. Selvom man bliver bevidst om døden, kan man være her hos Mathias, uden at døden er skræmmende at tale om. For mig har det sindssygt stor betydning,” siger Mathias far, Niels Boje Lund, der ligesom Trine Baadsgaard i dag bruger sin eftermiddag i Mathias’ have.

Han og Trine Baadsgaard var slet ikke i tvivl om, at de ikke ønskede en traditionel gravplads til deres søn, der døde som blot 16-årig.

”Det at stå og kigge på en sten og ikke vide, hvor længe man skal stå der, og hvad man skal sige, det ønskede vi ikke. Her kan man slå sig ned og hygge sig. Haven indbyder til, at man er velkommen,” fortæller Trine Baadsgaard og peger på de nøje udvalgte planter og personlige affekter, som findes i haven: gravstenen fra hans onkels ødegård i Sverige. Bænken lavet af planker fra oldefaderens værksted. Og planterne hentet fra familiemedlemmers haver og fra Mathias’ efterskole, hvor anemonerne kommer fra.

”Der skulle være ting i haven, som repræsenterede Mathias’ liv. Figurerne af solsorte betyder særligt meget. Kort før sin død fortalte Mathias, at hvis han skulle dø og komme igen som en fugl, skulle det være en solsort. Fordi den var så almindelig, fordi den kommer ned alle steder, og fordi den er lyden af den danske sommer. Nu siger vi ’Hej Mathias’, hver gang vi hører dens sang.”

Det kinesiske tempeltræ er det eneste af den nuværende beplantning, der stod her, før stedet blev til Mathias’ have. Faktisk var det spinkle træ en af grundene til, at haven skulle ligge netop her. For ud over at det stammer fra Kina, som også Mathias’ lillesøster, Mille, gør, så skulle det efter sigende beskytte mod bakterier. Mathias døde af meningitis. En betændelse i hjernehinderne, der kan skyldes bakterier eller virus. Det er nu tre og et halvt år siden, og fra kun at være en nøgen græsplet med et tempeltræ i hjørnet har haven udviklet sig til en levende lille oase, der byder familie, venner og bekendte til Mathias varmt velkommen indenfor.

”Vi måtte finde ud af, hvordan vi kunne få Mathias med videre. Der er ikke så meget, man kan gøre for et barn, der ikke lever mere. Jeg kan ikke lave hans livret. Jeg kan ikke forkæle ham. Men stedet gør, at man føler, man kan være sammen med Mathias og tage nye ting med til ham for at få stedet til at leve i hans ånd. Når folk kommer her, kan de se, at der er liv.”

Græsset, der gror på Mathias Baadsgaard-Lunds grav, lugter ofte af øl.

Det synes Trine Baadsgaard og Niels Boje Lund kun er hyggeligt. Det betyder nemlig, at nogle af sønnens venner har været forbi haven for at hælde en øl over gravstenen og skåle med deres afdøde kammerat.

”Det er bare lige i Mathias’ ånd. Han kunne lide at lege og at være social, og han var den bedste kammerat, man kunne tænke sig,” fortæller Niels Boje Lund, og Trine Baadsgaard stemmer i.

”Han ville simpelthen være så glad og så stolt over at se, hvordan det liv, der altid var omkring ham, er fortsat efter hans død. Der var så mange unge, der mistede ham. Det var vigtigt for os at lave et sted, hvor de også følte sig velkommen til at slå sig ned. Der er aldrig nogen, der har fået at vide, at de ikke måtte sidde her, drikke en øl eller spille musik. Men der er jo heller ikke tale om abefester. De af Mathias’ venner, der kommer her, bruger haven på en respektfuld måde.”

Garnisons Kirkegård ligger midt i et krydsfelt mellem forældrenes hjem, vennernes gymnasier og byens liv. Et sted, man ikke skal rejse for at komme hen til, men som man kommer forbi på sin vej hjem, fortæller Trine Baadsgaard. Mathias’ lillesøster, Mille, har netop forladt mindehaven med sin skoletaske på ryggen.

Hun valgte denne eftermiddag på vej hjem fra skole at få klaret dagens lektier i Mathias’ nærvær.

”Når Mille ringer og siger, at hun lige tager et smut forbi Mathias, så tænker man jo, at det kunne være så fedt, hvis han lige var flyttet i en lejlighed, og det var dér, hun skulle forbi. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, så betyder det meget, at hun lige kan gå forbi ham i haven.”

På havens bænk har Mille efterladt en tom sodavandsdåse. Der er nemlig altid friske forsyninger i Mathias’ have, fra den nedgravede øl- og sodavandsfyldte cylinder, som Niels Boje Lund har fået installeret i det ene hjørne. Det er en dejlig måde at se, at der har været besøg, fortæller han.

”Vi danskere er klodsmajorer, når det kommer til sorg. Vi har ikke et sprog for det, og vi aner ikke, hvordan vi skal opføre os. Det gælder også for mit eget vedkommende. Haven har også gjort det muligt for de pårørende at gøre noget konkret og vise, at de tænker på os. De spørger ofte, om vi skal gå sammen ned og sætte os lidt i haven, eller også sender de billeder til os, når de sidder her med en sodavand i hånden. Det er et værested, hvor man kan komme og chille ud.”

Selvom hverken Niels Boje Lund eller Trine Baadsgaard ønsker, at kirkegårde skal forvandles til turistattraktioner, så synes de begge, at man bør bruge dem langt mere. Også til sociale sammenkomster som dem, de selv mødes til, blandt andet på Mathias’ fødselsdag, hans dødsdag og i julen.

”I andre kulturer fejrer man de døde med fest. For min skyld kan vi sagtens feste. Døden hænger sammen med livet, og traditionelt skiller vi de to for meget ad. Jeg synes ikke, det er provokerende på nogen måde. Jeg synes, det er en hyldest af ham, vi elsker. Ritualer må godt udvikle sig og følge med tiden – også på kirkegårde. Det gør døden nemmere at snakke om,” slutter Niels Boje Lund.

Han ville simpelthen være så glad og så stolt over at se, hvordan det liv, der altid var omkring ham, er fortsat efter hans død

Trine Baadsgaard, mor til 16-årige Matias, der døde i 2016
Mathias Baadsgaard-Lund blev kun 16 år gammel. Men mindet om ham lever videre i hans have på Garnisons Kirkegård, som gravstenen med evighedstegnet symboliserer. – Foto: Leif Tuxen