Prøv avisen
Historie

Marmorkirken havde en lang og hård fødsel

Marmorkirken, der de seneste år har haft en byggeplads til den nu næsten indvielsesklare Metrocityringen som nabo, gør sig ikke mindst via sin størrelse bemærket, når man ser bygningen på afstand, enten fra Amalienborg eller fra de forbipasserende kanalbåde. – Foto: Martin Sørensen/Ritzau/Scanpix

Søndag mødte omtrent 200 festklædte op under den prægtige kuppel i Frederiks Kirke, også kendt som Marmorkirken, for at markere 125-årsdagen for dens indvielse. Kirkens omskiftelige byggehistorie går dog mere end dobbelt så langt tilbage i tiden

”Glædelig festdag” lød det fra kirketjeneren til hver enkelt kirkegænger, der i går trådte ind i Marmorkirken for at deltage i dagens festgudstjeneste. En festdag var det nemlig for kirken, der i dag officielt blev indviet for præcis 125 år siden. Med ansigtet oplyst af alter-stagernes varme lys stod biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, for festgudstjenestens prædiken.

I prædikenen blev opførelsen af Marmorkirken kaldt en af samtidens helt store byggeskandaler. Og det var ikke uden grund. Før kirken stod færdig og kunne indvies i 1894 som det imponerende københavnske vartegn, vi kender i dag, skulle der gå intet mindre end 145 år med flere bygherrer, adskillige byggeplaner af forskellige arkitektonisk art, samt en stilstandsperiode på mere end 100 år, hvor kirken lå hen som en cirka 19 meter høj, ufærdig ruin.

Kirkens bemærkelsesværdige historie samt dens nutidige liv bliver beskrevet indgående i to nye festskrifter, der netop er publiceret i anledningen af kirkens 125 års jubilæum. En række markante stemmer med nutidig relation til kirken har bidraget til de to publikationer, hvoraf den ene bygger på fire videnskabelige artikler om kirkens bygningshistorie, dens kunstneriske udtryk og symbolbetydning. Det andet festskrift omhandler kirkens indre liv. Skriftet er blevet givet titlen ”En lod af din jord”, hvilket stammer fra salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” af C.R. Sundell 1934 og K. L. Aastrup 1945. En salme, der derfor naturligvis også blev sunget ved festgudstjenesten. En af dette festskrifts 10 bidragsydere, er kirkens sognepræst gennem de seneste 25 år, Mikkel Wold. Han fortæller heri, hvordan den oprindelige plan for opførelsen af Marmorkirken langtfra gik, som man dengang troede.

Den første grundsten til kirken blev lagt af kong Frederik den 5. allerede tilbage i 1749. Det skete under stor bevågenhed ved fejringen af det oldenborgske kongedynastis 300-års jubilæum, hvor kongen markerede startskuddet til byggeriet af den kirke, der skulle bære hans navn og udgøre hovedværket i den dengang nye bydel, Frederiksstaden, der skød op med den ene imponerende palæbygning efter den anden i 1700-tallet. Det var arkitekt og hofbygmester Nicolai Eigtved, der dengang stod i spidsen for opførelsen af den barokinspirerede kirke. Det var planen, at den skulle være langt mere pompøs end den nuværende med en højere kuppel og et spænd på hele 45 meter, hvor den nuværende har et spænd på 31. I 1754 døde Nicolai Egtved og den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin fortsatte arbejdet med nye tegninger for byggeprojektet.

”Byggeriet blev dog hurtigt så dyrt, at det oversteg bygherrens økonomiske evner, og kongen – eller mere præcist Struensee – standsede derfor projektet i 1770,” skriver Mikkel Wold i et bidrag til udgivelsen. Efter år 1770 fulgte byggeriets lange stilstandsperiode, der blandt andet beskrives af kunsthistoriker Birgitte Bøggild Johannsen i det først omtalte festskrift:

”I det lange godt 100-årige intermezzo fra 1770-1874, hvor den fordum så travle byggeplads lå hen som et ruinlandskab med ufuldførte mure og spredte søjlerester som spolier fra en fjern fortid, måtte Marmorkirken uvægerlig få status som et traumatisk sted.”

Dette skulle dog ændre sig, da finansfyrsten C.F. Tietgen i 1874 købte Marmorkirke-grunden med ruinen, og færdigbyggede kirken for egne midler med et nyt udkast til byggeriet af professor Ferdinand Meldahl. Det var Tietgens hensigt, at man med Marmorkirkens færdiggørelse skulle få en ”grundtvigsk Katedral”, hvilket ikke alle var begejstrede over på denne tid.

”Tietgen var overbevist grundtvigsk i sin anskuelse, og man skal huske, at det grundtvigske dengang ikke i nær samme omfang som blot 40-50 år senere var en indvævet del af den folkekirkelige almene teologiske tilgang” skriver Mikkel Wold.

Over de næste 20 år fuldførte Tietgen bygningen af den kolossale Marmorkirke, som den enevældige monark Frederik den 5. ikke formåede. I de 125 år, der herefter er gået, har kirken opnået status som et af Københavns mest markante vartegn. Samtidig er kirken blevet magnet for 700.000 turister hvert år. Men trods dette er kirken ikke blevet fremmedgørende for dens vigtigste formål, skriver Mikkel Wold som afslutning på forordet til festskriftet ”Kirkens Hus”:

”Først og fremmest er kirken nemlig et hjemsted for bøn, andagt, forkyndelse og søgen efter den Gud, hvis ord varer evindeligt, som der står hen over indgangen til Marmorkirken”