Prøv avisen

Yngre teologer vil udvide Tidehvervs kulturopgør

Tidehverv er et teologisk arbejdsfællesskab, et årligt sommermøde og et tidsskrift, som har præget dansk teologi, siden bladet udkom første gang i 1926. Foto: Claus Fisker

Tidehverv begyndte som ungdomsoprør, men er nu selv blevet en teologisk og politisk magtfaktor med fastlåste fjendebilleder, påpeger iagttagere. Nu forsøger yngre teologer at udvide kampzonen

Det er blevet kaldt en tidehvervsk vækkelse. Unge teologer og litterater, der er vokset op med 2000'ernes værdikamp som kulturelt bagtæppe, kaster sig nu bramfrit ind i opgøret med tidens åndløshed og ”Systemet folkekirken”.

For Rasmus Markussen, der skriver på en ph.d.-af-handling om Tidehvervs kirkesyn, hænger det sammen med, at tidligere sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup, som i årtier har tegnet den tidehvervske kulturkamp både indadtil og udadtil, ikke længere fylder så meget.

”Der er kommet mange flere tidehvervske stemmer i debatten, og de mener noget om flere forskellige ting. Hvor Krarup har haft et ret ensidigt fokus på det kulturelle opgør og kampen for danskheden, så har de yngre teologer igen sat fokus på det teologiske og åndshistoriske grundlag,” siger Rasmus Markussen.

Han vurderer også, at mange er tiltrukket af den karske og krigeriske debatform, der i høj grad præger miljøet omkring Tidehverv. Tiltrækningen rummer dog en risiko for, at nogle ukritisk overtager en forførende retorik med fastlåste fjendebilleder, påpeger han.

”Det ser man blandt andet i den udbredte brug af et meget polemisk begreb som 'kulturradikalisme', der er kraftigt præget af Krarup. Uden nogen nærmere definition bruger mange det i dag i flæng om et væld af yndlingsaversioner. Historisk har det netop været Tidehvervs styrke, at det i høj grad handlede om selvbesindelse, at der altid var et selvopgør i opgøret, men det kan det nogle gange være lidt svært at få øje på i dag. Tidehverv er i udgangspunktet et ungdomsoprør, og det bør det være, for der er stadig åndelige førere nok at gøre op med,” siger Rasmus Markussen.

Sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, som gerne vedkender sig inspiration fra Tidehverv både teologisk og kulturkritisk, er enig i, at evnen til selvkritik og besindelse til en vis grad er blevet ofret på kulturkampens alter.

”Problemet opstår, når vejen fra evangeliet til den politiske virkelighed bliver for let og uden knaster. Og det gælder vel at mærke både dem, der taler for og imod brugen af et begreb som næstekærlighed i flygtningedebatten. Nogle tidehvervsteologer lader, som om det er det nemmeste i verden at holde kristendom og politik adskilt. Men det er det ikke. Og den selvkritik og evne til anfægtelse mangler for tiden på den tidehvervske fløj,” siger Sørine Gotfredsen.

Derudover hilser hun den fornyede interesse for kulturkritik og åndshistorie velkommen.

”For mig at se er det en reaktion på den bekendelsesløse og tilpasningsdygtige teologi fra Grosbøll til Ramsdal, som har fjernet sig så meget fra kristendommens kerne, at det er blevet ren idealisme og humanisme. Det opgør, tror jeg, er kommet for at blive,” siger Sørine Gotfredsen.

Sognepræst i Ribe og Seem Torben Bramming, som i 1990'erne var forfatter til en omdiskuteret bog om Tidehverv, ser to hovedkilder til den fornyede interesse for bevægelsen blandt unge.

”Der er dels nogle yngre konservative, som er optaget af igen at forbinde konservatisme og kristendom. Dels nogle yngre teologer, som med et litterært og ideologikritisk afsæt trækker tråde tilbage til Tage Schack (medstifter af Tidehverv, red.) og det tidlige Tidehverv med Nietzsche i kulissen,” siger Torben Bramming.

Han hæfter sig ved interessen for danske kulturkæmpere som Jakob Knudsen og Georg Brandes og moderne forfattere som Karl Ove Knausgård og Michel Houellebecq som en udvidelse af Tidehvervs kulturkritiske spektrum.

”Det er ikke Søren Krarups eller Dansk Folkepartis politiske dagsorden, som samler dem. Det er sagerne og det kulturkritiske anliggende, der samler, og ikke så meget, hvor man står politisk,” siger Torben Bramming.