skriver fra Jerusalem
Mere end hundrede år efter zionismen blev til blandt Europas jøder, og mere end 50 år efter kernen af den zionistiske drøm, nemlig oprettelsen af en selvstændig jødisk stat, blev realiseret med staten Israels fødsel i 1948, er debatten om, hvad de næste 50 års zionisme skal føre til, i fuld gang.
For få år siden, da fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne var på sit højeste, og udsigten til fredelig sameksistens mellem Israel og dets naboer syntes realistisk, begyndte mange at spørge, om zionismen nu havde opfyldt Theodor Herzls ønske om at oprette et sikkert hjemsted for verdens jøder. På det tidspunkt begyndte zionister i Israel og resten af verden at lege med tanken om, hvad zionismens opgave blandt jøder skulle være i fremtiden.
David Breakstone, der er medlem af bestyrelsen i World Zionist Organisation og bor i Jerusalem, siger, at når visionen om et sikkert hjemsted for jøder er opnået, vil næste mål være at etablere et eksemplarisk samfund baseret på jødiske værdier.
Visionen om det eksemplariske samfund kaldes zionismens tredje fase. Første fase var tiden indtil oprettelsen af staten Israel, mens anden fase er oprettelsen af et sikkert hjemsted for jøder.
I Israel blev der under det, der så ud til at være fredsprocessens slutfase, skrevet bøger om det post-zionistiske samfund. Endelig så det israelske samfund ud til at bevæge sig væk fra krig og angst og mod en mere »normal« og sikker tilværelse, hvor zionisme først og fremmest ville være et kulturelt og ikke et politisk anliggende.
I bogen »Elvis i Jerusalem« (»De nye Zionister« er bogens titel på hebraisk) fortæller den israelske forfatter Tom Segev om, hvordan en anden kendt israelsk forfatter bliver irriteret over at høre en gruppe gymnasieelever i Jerusalems Rehavia-kvarter diskutere priserne på tyske biler i stedet for at diskutere zionistiske værdier.
Den omtalte forfatter, Avraham Yehoshua, der har skrevet en række bøger, er skuffet over de unges samtale og forstår ikke, at de unge israelere ikke længere kæmper for de samme værdier, som han engang selv kæmpede så hårdt for.
Tom Segev fremhæver, at normaliteten i de unges samtale netop er et tegn på, at zionismens grundlægger, den østrigske journalist Theodor Herzl, havde ret, da han sagde: »Hvis I vil, er det ikke en myte«.
Zionismens 100 år lange historie er for Israels vedkommende på mange punkter en succes og et bevis på, at alt kan lade sig gøre.
- I dag har israelske børn noget deres bedsteforældre ikke havde. Fælles sprog, fælles forventninger, fælles oplevelser, fælles humor. De taler hebraisk med deres forældre og aftjener værnepligt i de samme militærenheder. Det er en succeshistorie, skrev Tom Segev for tre år siden.
I Danmark og andre dele af verden forberedte zionistforbund sig samtidig på en tid, hvor der ville blive mere tid til at fokusere på spørgsmål som jødisk identitet og jødisk kultur i og uden for Israel. Et af Dansk Zionistforbunds mål er at udbrede viden om Israel, give det jødiske folk mulighed for at bosætte sig i Israel og styrke det jødiske fællesskab og danske jøders jødiske identitet.
Men 30 måneders intensiv intifada mellem Israel og palæstinenserne har udskudt starten på zionismens tredje fase, visionen om det eksemplariske samfund bygget på jødiske værdier, på ubestemt tid. Israel er endnu ikke et sikkert sted for jøder, og den politiske konflikt, der har præget forholdet mellem jøder og arabere siden de første bølger af jødisk emigration til Palæstina, overskygger stadig andre emner. Palæstinenserne kalder datoen for staten Israels oprettelse for al Nakba (katastrofen)
Overgreb på jøder
En voldsom stigning i antallet af overgreb mod jøder i Europa har på ny fået Europas jøder til at føle sig usikre.
Måske ikke i samme grad som under pogromerne i Rusland i slutningen af 1800-tallet, der var en af de mest markante årsager til udviklingen af drømmen om et sikkert hjemsted for jøder. Situationen kan heller ikke sammenlignes med Hitlers Nazityskland, men en uklar sammenblanding af anti-israelisme, anti-zionisme og anti-semitisme udgør i dag en ubehagelig cocktail for jøder verden over.
Blandt palæstinensere og andre arabiske folkeslag er det i dag særdeles udbredt at sidestille zionisme med racisme. Syriske og egyptiske medier fremstiller jøder som bloddrikkende uhyrer eller forklædte som israelske bødler. Den jødiske davidsstjerne bliver gjort til hagekors og alle de nuancer, der adskiller begreberne jødedom, Israel og zionisme, bliver med et visket bort.
Intifadaen har affødt en meget markant kritik af den israelske regerings politik og fortsatte besættelse af dele af Vestbredden og Gaza. Denne, ofte meget voldsomme kritik, rettes af og til mod danske jøder, der bliver krævet til ansvar for den israelske regerings gerninger alene på grund af deres jødiske tilhørsforhold.
Dansk zionisme
Lige nøjagtig den situation var for nylig årsag til, at Københavns Politi med tilhørende sikkerhedstjeneste opfordrede Dansk Zionistforbund til at »gå meget stille med dørene« i forbindelse med 100-års-jubilæumsfesten på Københavns Rådhus.
Rådhusets betingelse for at stille lokaler til rådighed var, at jubilæumsfesten ikke ville blive omtalt i dagspressen inden arrangementet. Af frygt for spontane demonstrationer, overgreb og trusler ville politiet ikke garantere for sikkerheden. Slet ikke med et stort opbud af fremtrædende israelske og internationale jøder indlogeret på et af Københavns hoteller i dagene op til festen. Af den grund valgte Dansk Zionistforbund at »gå stille med dørene« inden jubilæumsfesten.
- Dansk zionisme er ikke lig med drømmen om et stor-Israel, hørte Dorrit Norden, formand for Dansk Zionistforbund, sig selv sige i et tonefald, der på en gang var undrende og forsvarende i forbindelse med et foredrag for nogle måneder siden.
En af de tilstedeværende tilhørere havde rejst sig i salen med beskyldninger om, at Dorrit Norden og alle Danmarks andre erklærede zionister stræber efter at tvangsforflytte alle palæstinensere og gøre Syrien, Irak og Jordan til en del af den nuværende israelske stat. Ideer, der i dag knap nok eksisterer i Israel.
I en kort samtale efter foredraget lykkedes det Dorrit Norden at overbevise den anklagende tilhører om, at Dansk Zionistforbund ikke støtter disse ideer.
- Dansk zionisme er apolitisk, siger Dorrit Norden og understreger, at det er en af de væsentligste forskelle mellem zionisme i Danmark og zionisme i Israel.
- I Danmark betyder zionisme blandt andet at styrke den jødiske identitet og udbrede kendskabet til Israel, siger Dorrit Norden.
I Israel, i modsætning til Danmark, er begrebet zionisme stærkt politiseret. Alle jødiske partier i det israelske parlament, Knesset, repræsenterer hver sin form for zionisme, lige fra det yderste venstre til det yderste højre.
Premierminister Ariel Sharon er zionist, lige som hans politiske modpol og tidligere chefredaktør for dagbladet Politiken, Herbert Pundik, er zionist.
Den israelske »Fred Nu-bevægelse«, der kæmper for øjeblikkelig tilbagetrækning fra de besatte områder, er zionistisk, lige så vel som de israelske bosættere er zionister. Fælles for dem alle er, at de eller deres forældre kom til Israel for at gøre drømmen om et sikkert hjemland for jøder til en realitet.
Det faktum, at de i dag skændes om måden og vejen at realisere drømmen på, har været en del af zionismen, siden ideen om en jødisk stat blev født.
- Dansk Zionistforbund identificerer sig ikke med noget politisk parti i Israel, hverken fra venstrefløjen eller højrefløjen, siger Dorrit Norden.
I et særlig jubilæumsskrift skriver Tine Bach fra Dansk Zionistforbund, at en af grundstenene i dansk zionisme er: at støtte Israel i dets bestræbelser på fredelig sameksistens.
Den apolitiske attitude har gennem en årrække været en af årsagerne til, at der har eksisteret en slags skel mellem israelsk zionisme og zionisme uden for Israel.
Israel har altid opfattet sig selv som en slags pioner med hensyn til det zionistiske projekt og har sjældent følt trang til at lytte til zionister uden for Israel.
Denne situation beskriver David Breakstone på følgende måde: »Israel er som et labaratorium for zionisme, men uden selv at være klar over det.«
Men intifadaen og et mere intenst samarbejde mellem israelske og internationale zionistorganisationer har gennem de seneste år haft en forenende effekt.
- Nu gælder det om at få mest muligt ud af denne enhed, siger David Breakstone. Han er enig med Tom Segev i, at normaliteten i den israelske hverdag har en positiv side. Men David Breakstone er mere tilbøjelig til at frygte normalitetens negative side end at prise dens positive.
- Jeg foretrækker at se de unge tænke på nye udfordringer, siger han. Tænke på jødisk identitet i fremtiden. Det er dem, der skal være med til at forme staten i fremtiden.
En af de fælles udfordringer, jøder i Israel og på internationalt plan står over for, er, hvordan det i fremtiden er muligt at bevare den jødiske identitet i lyset af det stigende antal ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. I Israel antages det, at omkring en tredjedel af de en million russiske immigranter, der er kommet til landet i løbet af 1990'erne, ikke er jøder.
Blandt Danmarks jødiske befolkning på omkring 7000 personer stiger antallet af blandede ægteskaber også.
- Det er svært for mange at finde ægtefæller i et så lille jødisk samfund som det danske, siger Dorrit Norden. Den relativt høje emigration til Israel blandt danske jøder er et tegn på, at mange af dem stadig ønsker at bevare deres jødiske identitet.
Det politiske pusterum, fredsprocessen var med til at give den israelske befolkning, har styrket debatten om zionismens fremtidige mål. Uden snarlig udsigt til fred i Mellemøsten er det vanskeligt at se, om Israel i rollen som »zionismens labaratorium« vil være i stand til at producere det ønskede eksemplariske samfund i løbet af zionismens tredje periode.
Men som Israels første præsident, Chaim Weizmann, sagde: »Vanskelige ting tager lang tid, det umulige tager endnu længere tid.«
Fakta
Zionismen
n Ordet zionisme kommer af navnet Zion, der er en af Bibelens betegnelser for Jerusalem. Zionismens rødder går 4000 år tilbage, hvor Gud ifølge 1. Mosebog lovede Abraham Kanaans land. Zionismens tilblivelse i slutningen af det 19. århundrede var først og fremmest et resultat af den stigende usikkerhed, der prægede den jødiske befolkning i Europa som følge af progromer og overgreb. Zionismen var også en reaktion mod den stigende assimilering blandt Europas jøder, der droppede det religiøse liv for at indgå på lige fod med resten af befolkningen.
Fakta
Zionismens historie
1886: Theodor Herzl udgiver bogen ÓDen jødiske StatÓ i hvilken han
argumenterer for nødvendigheden i at etableere et sikkert hjemsted for hele
verdens jøder. Herzl spår at det højest vil tage 50 år at danne en jødisk
stat.
1897: Den første zionistkongres finder sted i Basel. Den zionistiske
vedernsorganisation grundlægges ved samme lejlighed.
1903: Dansk Zionistforening grundlægges. Første formand er Louis Frænkel.
1909: Den første kibbutz i den nuværende Israel griundlægges af jøder fra
Rusland.
1917: Storbritanien erklærer i Balfour-erklæringen sin støtte til ideen om
oprettelsen af et jødisk hjemland. Samtidig lover briterne også et hjemland
til araberne i Palæstina.
Balfour-erklæringen opfattes som et af de største vendepunkter i
bestræbelserne på at oprette en selvstændig jødisk stat. Erklæringen blev
opfattet som et løfte i zionistiske kredse.
1934-36: Araberne i Palæstina gør oprør mod det britiske mandat og den
stigende jødiske indvandring.
1937: Den britiske Lord Peel anbefaler deling af det britiske mandat i
Palæstina i to dele, en arabisk og en jødisk med fortsat britisk mandat over
Jerusalem. Årsagen for delingsplanen var, at briterne ikke skønnede, at
jøder og arabere kunne bo sammen.
1939: 2. Verdenskrig starter og samtidig udsender den britiske regering den
såkaldte hvidbog, der begrænser jødisk udvandring til Palæstina til 75.000
på årlig basis.
1945: Ved slutningen af 2. Verdenskrig er seks millioner jøder omkommet i de
tyske kz lejre.
1947: FN´s generalforsamling stemmer for oprettelsen af en jødisk og en
arabisk stat i Palæstina. Jøderne accepterer beslutningen, mens araberne
forkaster den.
1948: David ben Gurion erklærer staten Israels oprettelse, hvilket
resulterer i fem arabiske nationers angreb på den nyerklærede israelske
stat. Omkring 650.00 palæstinensere fordrives eller flygter under krigen.
I perioden efter den israelske uafhængighedskrig er Israel involveret i
krige i 1956, 1967, 1973, 1982, 1991, samt to palæstinensiske opstande i
1987 og al Aksa intifadaen 2000, der stadig raser.