Åben brevkrig i katolsk kirke

Efter skarp kritik fra en menighed i København har den katolske biskop nu beklaget, hvis han ikke har vist nødvendig omsorg i forbindelse med anklager om overgreb mod en præst

Den katolske kirkes biskop, Czeslaw Kozon, beklager, hvis han ikke har vist nødvendig omsorg i forbindelse med anklager om overgreb mod en præst. Foto: Scanpix.
Den katolske kirkes biskop, Czeslaw Kozon, beklager, hvis han ikke har vist nødvendig omsorg i forbindelse med anklager om overgreb mod en præst. Foto: Scanpix. Foto: Keld Navntoft.

Den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, rækker nu i et åbent brev en undskyldende hånd frem til menigheden i Sakramentskirken på Nørrebro i København.

Tillidsforholdet fik en brat ende sidste søndag, hvor en frustreret menighed i et brev oplæst ved gudstjenesten klagede over, at biskoppen ikke i tilstrækkelig grad havde støttet menigheden og dens præst, som tidligere på året var anklaget for overgreb, men som senere blev frifundet. Menigheden beder biskoppen om at skabe forsoning ved officielt at give præsten æresoprejsning som anerkendelse af, at han er renset for de alvorlige beskyldninger.

"Det er nu fastslået af politiet, at de anmeldte forhold ikke er omfattet af straffeloven," skriver Czeslaw Kozon til menigheden og tilføjer, at præsten dermed er renset for beskyldninger om at have begået ulovligheder og har fået fuld oprejsning.

"Jeg skal være den første til at beklage, hvis jeg midt i turbulensen ikke har levet op til det niveau for kommunikation og for den omsorg, som også præst og menighed med rette kan forvente af mig," skriver biskoppen.

Czeslaw Kozon har dog givet præsten en række advarsler på grund af klager over hans adfærd, og kort før præsten for nylig rejste til Columbia for at fortsætte præstegerningen, fik han en skriftlig påtale. Præsten ved Sakramentskirken er en af de katolske præster, som i april blev fritaget for tjeneste på grund af anklager om seksuelle overgreb. Klagerne over Nørrebro-præsten er siden blevet afvist af politiet.

Hele sagens forløb har vakt stor frustration i menigheden, som har savnet biskoppens støtte til både menigheden og præsten, som er meget populær i sognet.

"Han er en gudsbenådet prædikant med et socialt engagement. Han har udvist en omsorg, som har omfattet alle. Men han kunne også være provokerende ved for eksempel at gå alternativt klædt," siger medlem af menigheden Annette Messerschmidt, som ikke kan forestille sig rigtigheden af de rygter, som nu er i omløb om præsten.

Klagerne over præsten kommer fra den tidligere katolske præst David Vincent Nielsen. Han står for det tredje åbne brev, som er sendt som en forklaring til menigheden ved Sakramentskirken. Heri skriver han, at flere personer over for ham har oplyst, at præsten i "mindst to tilfælde har udvist grænseoverskridende og upassende adfærd over for store drenge" i forbindelse med, at præsten var lærer på et katolsk gymnasium. Det har været biskoppen bekendt i flere år, skriver David Vincent Nielsen i sit åbne brev:

"I det ene tilfælde blev (præstens navn) i 2002 set danse halvnøgen rundt ved en gymnasiefest og kysse flere af drengene. I det andet tilfælde blev han i 2007 af en kvindelig kollega på skolen set, mens han krammede og kælede med en af sine mandlige elever på skolens område i undervisningstiden."

På den baggrund skrev David Vincent Nielsen en anmeldelse til den katolske kirkes fagetiske råd, da misbrugssagerne i den katolske kirke kom frem i pressen i marts i år. Herfra blev den straks sendt videre til politiet.

"På det tidspunkt var stemningen i offentligheden kritisk over for, at den katolske kirke selv skulle undersøge sine eventuelle misbrugssager. Derfor blev de pågældende klager også sendt til politiet," siger den katolske kirkes talsmand, præst Niels Engelbrecht.

vincents@k.dk