Da to af dansk åndslivs største skikkelser for knap 200 år siden betrådte de samme københavnske gader, var det yderst begrænset, hvad de kunne enes om. Den mest fundamentale uenighed fandtes i deres forståelse af, hvad en menighed er.
Men når kristne verden over fejrer pinse i denne weekend, kommer endnu et punkt af kristendommen til syne, hvor de to teologer, Søren Kierke-gaard og N.F.S. Grundtvig, havde forskellige opfattelser nemlig i forståelsen af ånd.
Søren Kierkegaard talte og skrev sjældent direkte om Helligånden, fortæller Pia Søltoft, som er centerleder ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Men ifølge hende betyder det ikke, at han har valgt at se bort fra Helligånden i sin forståelse af kristendommen.
Normalt taler man om Helligånden som Talsmanden. Det er den samme opfattelse, Kierkegaard har. At det er den, der minder os om, hvad kristendom er. Det taler han direkte om i forordet til Kjerlighedens Gerninger, siger hun og tilføjer, at filosoffen primært beskæftiger sig med de to andre enheder i treenigheden.
Oftest taler Kierkegaard om ånden i forbindelse med mennesket, og at det er mennesket, der er ånd. Der mener han selvfølgelig ikke Helligånden, men det, at mennesket er et bevidsthedsvæsen, der evner at forholde sig til sig selv, siger Pia Søltoft.
Den vurdering støtter Niels Henrik Gregersen. Han er professor i teologi ved Københavns Universitet, og han har også bidt mærke i, at Søren Kierkegaard forstår ånd som noget, der kommer til udtryk igennem det enkelte menneskes forhold til Gud. En forestilling om ånd, som ligger langt fra N.F.S. Grundtvigs.
Grundtvig forstår det for det første som Gud selv, altså Helligånden. Han mener, at vi lever i en verden, hvor ånden ikke er fraværende, men nærværende. Men samtidig taler Grundtvig jo om ånden i naturen og om folkeånden, som ikke er det samme som Helligånden, siger han.
Og det syn på ånden kan tilføjes den lange liste af teologiske punkter, hvor Kierkegaard stod i modsætning til Grundtvig, påpeger lektor i praktisk teologi på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet Anders Holm, som har skrevet en ph.d.-afhandling om Kierkegaard og Grundtvig.
Kierkegaard var skeptisk over for menneskelige kollektiver, som Grundtvig talte og skrev så meget om, for eksempel folket eller menigheden. Fællesskabsånd bliver let til ansvarsflugt, mente han. Skal man nævne eksempler, kunne man tænke på masseforførelse eller fodboldfællesskaber. De skaber tit en uhensigtsmæssig ånd, som i miniformat er en fare i alle fællesskaber. Kierke-gaards mening var, at kollektive fællesskaber tit er problematiske, fordi de alt for nemt fritager hver enkelt for at gøre op med sig selv, hvad der er vedkommendes opgave. Dermed må man sige, at der er noget uforeneligt i åndsbegrebet hos de to, siger han.
De to store teologers syn på ånd har også påvirket det danske kirkelandskab i dag, vurderer Niels Henrik Gregersen. Han peger blandt andet på pinsekirken i Danmark, der er betragteligt mindre end i mange andre lande. Helligånden spiller en stor rolle i pinsekirkens liturgi, og den begrænsede tilknytning herhjemme til den karismatiske kirke kan være et resultat af, at vi har arvet Kierke-gaards tanker, lyder det.
Hos Kierkegaard er der ikke nogen interesse for store kollektive åndsanråbelser som tungetale og bestemte, stærke åndsytringer, som vi ser i pinsekirken, så det kan muligvis forklare det. Hos ham har åndsbegrebet jo noget at gøre med det enkelte menneskes forhold til sig selv. Og hos Grundtvig er ånden knyttet til hverdagslivet, siger han.
Lidt anderledes ser Anders Holm på det. I hvert fald hvad angår Grundtvigs åndsforståelse, hvor Anders Holm ser visse lighedstræk med den pinsekirkelige udøvelse.
Hos Grundtvig selv i menigheden gik det hele tit hedt for sig. Og ret beset: Han opfandt faktisk pinsen herhjemme, da han skrev I al sin glans nu stråler solen. Hvis man læser den, får man en fantastisk fornemmelse af, hvordan ånden langsomt gør sig gældende undervejs. Man kan mærke, at Helligånden er på vej, og lige pludselig er den til stede i den danske sommernatur.
Den bliver en meget sanselig del af virkeligheden, og samtidig fungerer alting teologisk set perfekt. Grundtvig kan både være vild og blodig, og han har bestemt nogle karismatiske træk og nogle vækkelsestræk. Men når det så er sagt, er hans teologisk saglige og velgennemtænkte program ikke i overensstemmelse med enhver givet vækkelsesbevægelse. Selvom Grundtvig forsvarede vækkelsesbevægelsernes ret til at være i verden, følte han dog som regel ikke noget kristeligt slægtskab med dem.