Prøv avisen

Fra politisk kirkefestival til religiøs markedsplads

Fra på torsdag begynder den kirkelige festival "Himmelske Dage".

Det begyndte som kirkernes Thylejr med politisk slagside til venstre. Siden er Danske Kirkedage blevet større, bredere og minder – måske for meget – om en kirkelig udgave af en bogmesse. Det vurderer to af dette års deltagere

”Det er lidt som kirkernes svar på Bogforum. En markedsplads med et meget mangfoldigt udbud, hvor man kun har ansvar for sin egen stand. Man risikerer, at det bare bliver en række events, en folkelig kulturfestival, hvor ingen siger noget andet end det, der i øvrigt siges i samfundet. Hvis kirkedage bliver et ekko af det, der i øvrigt siges i samfundet, har det ikke nogen berettigelse.”

Sådan siger Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær for Luthersk Mission og nuværende sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker i København, om Himmelske Dage. Han står som medarrangør af et arrangement lørdag eftermiddag, hvor dele af Bibelen opføres live, hvorefter der inviteres til samtale om teksterne.

”For mig er det væsentligt, at vi som kirke står fast på, at der kun er én vej til frelse og til fællesskab med Gud, og det er via troen på Jesus Kristus og dåben i den treenige Guds navn. Det må vi fastholde, selvom vi samtidig engagerer os i samfundsmæssige spørgsmål som klimakrise, flygtninge og så videre. Den slags spørgsmål kan vi sagtens gennemlyse uden berøringsangst, men det må være i kristentroens lys,” siger han.

De første danske kirkedage, afholdt under navnet ”Mini-Uppsala”, blev til som en udløber af Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i sommeren 1968 og fandt sted i Haslev. Her mødtes en række af de danske delegerede fra mødet i Uppsala for at diskutere, hvordan kirken kunne bidrage til at løse nogle af verdens mest presserende problemer.

De næste to arrangementer i rækken fandt også sted i Haslev, nu under titlen Danske Kirkedage og med klar inspiration fra de tyske evangeliske kirkedage. De tyske kirkedage blev afholdt første gang i 1949 og havde til formål at sikre en kritisk selvrefleksion, der kunne forhindre, at lutherske kristne igen forfaldt til at støtte totalitære bevægelser, sådan som det var sket under nazismen.

Inspireret heraf samledes kirkeligt engagerede danskere op gennem 1970’erne og 1980’erne for at samtale om kirkens rolle i verden, og det var især de såkaldt aktivistiske dele af kirken, som deltog og debatterede emner som anti-apartheid, atomvåben og fredsbevægelse.

De var i klar opposition til en anden markant bevægelse i datiden, Lausanne-bevægelsen. I centrum for den stod den amerikanske evangelist Billy Graham, som i løbet af 1960’erne havde foretaget flere rejser rundt i verden, hvor han opfordrede evangelikale kristne til sammen at arbejde for at bringe kristendommens budskab ud til alle folkeslag. Opfordringen resulterede i en verdenskongres i Berlin i 1966 og siden i et møde i Lausanne i 1974 med cirka 4000 deltagere fra over 100 lande. Næsten alle delegerede underskrev den såkaldte Lausannepagt, hvor man forpligtede sig til at arbejde for evangeliets udbredelse overalt.

I en dansk sammenhæng stod Danske Kirkedage og tilhængerne af Lausannepagten som modparter, og langt op i 1980’erne tiltrak kirkedagene primært medlemmer af det, der blev opfattet som en venstreorienteret del af det folkekirkelige spektrum.

I dag er arrangementet blevet betydeligt bredere, og de fleste kristne kirkesamfund deltager, både folkekirken, den katolske kirke, de ortodokse kirker, migrantmenigheder og frikirker.

”Jeg oplever, at der er blevet bedre plads til at ånde i spørgsmålet om det kirkelige over for det verdslige, og vi er flere stemmer, der deltager i debatten end i 1960’erne og 1970’erne, hvor der nok blandt de evangelikale var større berøringsangst over for det såkaldt politiske,” siger Jens Ole Christensen.

En anden deltager ved Himmelske Dage er Bent Meier Sørensen, professor MSO ved institut for ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School. Han har været engageret i Kirkedage siden slutningen af 1980’erne, og op gennem 1990’erne deltog han i en række økumeniske arrangementer. Også han vurderer, at den kirkelige samtale om politiske emner er blevet bredere.

”Det begyndte vel lidt som en kirkernes Thy-lejr. Siden var det især ny spiritualitet, der blev inkluderet i programmet. I de senere år er en større del af den kirkelige højrefløj kommet med. Samtidig er den politiske agenda igen blevet tydeligere med debatter om mere eksplicitte problemer i samfundet som forholdet til islam, fundamentalisme i både kristne og muslimske miljøer, flygtninge og så videre. Det afspejler, at samfundet har ændret sig, men også at religion bliver opfattet som mere relevant.”

Bent Meier Sørensen forstår godt Jens Ole Christensens beskrivelse af nutidens kirkedage som en kulturel event, der risikerer at blive til en markedsplads med et lidt tilfældigt udvalg af boder. Men samtidig mener han, at det er nødvendigt, at kirkedage ændrer sig i takt med samfundet.

”Kirken har altid ændret sig og skal stadig gøre det, og kirkedage skal også være der, hvor folk er. Det giver god mening at flytte det ud i gaderne i København og at inddrage dem i samtalen, som man måske tidligere ikke fandt det relevant at tale med,” siger han og henviser til, at han selv lørdag aften deltager i en paneldebat i festsalen på Københavns Universitet om spørgsmålet ”Gør religion verden bedre?” Deltagerne i debatten er ud over Bent Meier Sørensen, forfatteren Frederik Stjernfelt og stand up-komiker Andres Stjernholm, som talsmand for Ateistisk Selskab.

”Der vil jeg repræsentere folkekirken, og mit svar vil være, at ja, religion gør verden til et bedre sted, og ja, kristendommen er bedre end det, der kom før, og ja, jeg bliver et bedre menneske af at være kristen. Så i den forstand vil der være en tydelig folkekirkelig kristen stemme, som vel er det, Jens Ole Christensen efterlyser,” siger Bent Meier Sørensen.