Jeg tror på Gud. Men jeg synes, det er sværere at sige, at jeg tror på Jesus. Bare det at sige hans navn gør mig lidt forlegen. Sådan sagde en mand, jeg har interviewet i forbindelse med en undersøgelse af danskernes trosforestillinger. Han kaldte sig selv kulturkristen og var en af de to tredjedele af folkekirkens medlemmer, der i spørgeskemaundersøgelser af danskernes religiøsitet krydser ja til at tro på Gud.
Mandens udtalelse udtrykker en klar tendens, når det kommer til selve talen om Gud og Jesus: Mange af de folkekirkemedlemmer, som kalder sig selv kulturkristne, har ingen problemer med at sige, at de tror på Gud. Hverken når de svarer på spørgeskemaundersøgelser eller bliver interviewet. Spørger man dem imidlertid, om de tror på Jesus, ved en del ikke helt, om de tror på ham på den måde. Der kommer en tøven ind. Og måske en lidt sær grimasse. Som om de er blevet spurgt om noget, der føles langt mere grænseoverskridende, end når de bliver spurgt, om de tror på Gud.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er danskere så blufærdige med deres tro?
Nu er Gud og Jesus jo i kristen sammenhæng udtryk for to sider af samme sag. Hvis man som kristen siger, at man tror på Gud, siger man derfor teoretisk set samtidig, at man tror på Jesus. Så meget desto mere interessant er det, at mange viger lidt tilbage ofte også i fysisk forstand ved den mere personlige tale om Jesus. Hvorfor er det tilsyneladende sværere at tale om Jesus end at tale om Gud?
Tendensen har flere årsager. For det første er udsagnet jeg tror på Gud mere åbent end udsagnet jeg tror på Jesus. Gudstroen kan således dække alt fra en diffus fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, til en dybt indgribende tro på Gud i en særlig udformning. Så længe man holder sig til det overordnede, bliver man næppe sat i en bestemt bås, og man risikerer heller ikke at skulle forklare eller forsvare sig. Alene at erklære sin tro på Gud er så abstrakt en ytring, at den i sig selv er uforpligtende, og dén tilgang til religion passer mange mennesker godt i dag.
Noget anderledes er det med troen på Jesus. Her bliver Gud mere konkret, og her nærmer vi os det, der skiller den ene troende fra den anden. Samtidig bliver det hele mere kompliceret og kræver flere forkundskaber. For hvem er Jesus egentlig? Var han Guds søn, levede han faktisk, og opstod han virkelig fra de døde for vores skyld? Eller var han mere en form for læremester, der gennem sin livsførelse viste os, hvordan man bør opføre sig? Eller begge dele?
At tale om Jesus kræver flere overvejelser og mere viden end at tale om Gud. Man begiver sig ind i et teologisk landskab, som langt fra alle i dag kan eller vil orientere sig i. Og samtidig begiver man sig ind i et minefyldt felt, hvor mange aktører op gennem kirkehistorien har været med til at lade sproget, ikke mindst vækkelsesbevægelserne, som affødte de såkaldt personligt kristne. For dem var (og er) Jesus så konkret, at man selv kan møde ham og kun i det møde blive frelst.
I dag kan man med nogen ret sige, at de fleste danskere er mere upersonligt end personligt kristne. Frelsen gennem mødet med Jesus står ikke højt på dagsordenen, og den personlige tale om Jesus giver for mange associationer til de frelste og til en fromhedstanke, de enten tager afstand fra eller finder irrelevant.
Jesus er i dag ifølge den mest udbredte folkeopfattelse ikke først og fremmest forsoneren, vi skal møde her og nu, men etikeren, vi skal lære noget af. Og her står vi alle lige; vi kan se på ham og lære af ham, men vi behøver måske ikke ligefrem at hilse på ham personligt.
Når den personlige tale om Jesus for mange er sværere at have med at gøre end talen om Gud, er det, fordi den er mere konkret, mere konfronterende, mere videns-krævende og forpligtende, og fordi den i den kollektive erindring er associeret til en historisk form for fromhed, der simpelthen ikke passer godt ind i tiden. Alene det at sige ordet Jesus kan i dag gøre visse folk forlegne.
Og dog. Der er én stor undtagelse om året: den netop overståede jul. Her er det ifølge flere præster langt nemmere at tale med både børn og voksne om Jesus. I juletiden er Jesus i folkeviddet ikke den forkyndende og konfronterende skikkelse, der skal tros på på den måde. Jesus er derimod et dejligt lille barn i en krybbe. Og hvem kan blive forlegne over et barn?