Er folkekirken en arbejdsplads som enhver anden med alt, hvad det indebærer af rettigheder og pligter? Eller kan vi tillade os at stille nogle lidt andre forventninger til vores medarbejdere?
De nye overenskomster aktiverer et sandt folkekirkeligt dilemma, der hurtigt kan gøre det daglige samarbejde til et minefelt af konflikter.
Forleden skulle jeg låne nogle af provstiets kirker, hvor der skulle holdes prøveprædiken i forbindelse med en præsteansættelse. Det kunne jeg imidlertid ikke bare lige sådan gøre. Ifølge de nye overenskomster for kirkefunktionærer skal der iagttages visse varslingsregler, når man træder uden for kirkepersonalets faste arbejds- og rådighedstid. Nærmere bestemt skal de vide det en måned i forvejen. Mindst.
Så glem det med at afskibe en mail til kordegnen eller gribe knoglen for en hurtig aftale. Nu skal der anderledes seriøs og langsigtet planlægning til. Erkendelsen bragte kortvarigt den småstressede provst op i rødt felt. Sikringerne begyndte at springe. "Pop", "pop", "pop", sagde det. Sekretæren så bekymret til.
Men rolig nu. Vi finder ud af det alt sammen. Efterhånden og hen ad vejen. Det er jo ikke hver dag, vi har præsteansættelser. Og så må man jo bare se at lære lektien: Træd varsomt! Sondér terrænet! Vær på forkant med kalenderen. Hav tjek på tjenestetider, rådighedsbånd, varsling og tilrettelæggelse! Og så skal det nok gå alt sammen.
Tak i øvrigt til de besindige formænd, der reddede situationen og indkaldte vikarer.
På mange måder er de nye overenskomster ellers et fremskridt. Menighedsrådene kan skrue nogle mere attraktive stillinger sammen og tilpasse dem de lokale behov. Den geografiske fleksibilitet er nyttig, når der skal spares på de svulmende vikarkontoer. Betjeningen får en femdages arbejdsuge samt bedre muligheder for at tilrettelægge deres arbejde. Og så er overenskomster i det hele taget et velgørende værn mod lunefulde menighedsråd og forhastede provster. Det er en ren "win-win", som de siger.
Og så alligevel ikke helt. Og her skal jeg ikke komme ind på menighedsrådenes tapre og nogle steder opslidende kampe med at få det nye system effektueret. Det er berørt så rigeligt i andre af de beretninger fra fronten, som har været at læse i nærværende dagblads spalter.
Klummeskriverens bekymring går i den her sammenhæng mere på, om de nye regler, der skulle lette, smidiggøre og opbløde, tværtimod avler stivhed, træghed og regelrytteri. Lidt i samme stil som man oplevede rundt omkring på landets skoler for ikke så længe siden, hvor det daglige arbejde føg til i U-, Ø- og F-tid, og hvor den fælles fremdrift faldt fra hinanden i en trættende debat om, hvad man kunne og ville og skulle.
Og her tænkes ikke så meget på medarbejdernes indbyrdes forhold som på, hvad der sker, når bedemanden eller de pårørende ringer og skal bestille en begravelse/bisættelse. For retfærdigheds skyld skal det understreges, at der her ikke er tale om en måneds varslingskrav. Men hvor det normalt – og af rigtig gode grunde – har været præstens kalender, der skulle tages hensyn til, bliver det nu den samlede betjenings respektive ditto. Og så kan det jo godt blive svært.
Hvis præsten så ikke har en kordegn, der i en ruf kan scanne rådighedsbånd og arbejdstider hele vejen rundt, risikerer han eller hun at stå dér som uforskyldt upopulær repræsentant for en ikke videre serviceminded folkekirke, der er mere optaget af at sætte grænser end at komme i møde.
Når og hvis gnidninger opstår, eller konflikter bryder ud, så er menighedsrådet lynhurtigt fanget i et valg mellem solidarisk at skulle forsvare de ansattes rettigheder eller at virke for menighedens liv og vækst. Det er dét, man kalder en interessekonflikt.
Og de to ting – manglende imødekommenhed og fleksibilitet på de ydre linjer og manglende fodslag om mål og midler på de indre – er ikke sundt for en folkekirke, der udfordres på ganske mange planer, og hvor først og fremmest bevægelighed og parathed er nødvendigt for at komme videre.
Folkekirken er som folkekirke fanget i et permanent dilemma. På den ene side forventes den at virke under de samme forvaltningsmæssige og arbejdsretslige og alle mulige andre principper som det omgivende samfund. På den anden side bygger den på et budskab eller en mission, der ikke lader sig begrænse af overenskomster og rådighedsbånd, men tværtimod og i sagens natur kalder på et vist engagement og sans for det fælles.
Vi møder problemstillingen i mange andre variationer. Som for eksempel på Præsteforeningens nyligt overståede årsmøde, hvor debatten stod om det betimelige i at bebo skrumlede præstegårde med gennemtræk, skimmelsvamp og kuldebroer. Eller i den standende debat om, hvorvidt også præsterne skal have mindre arbejdstid, en femdages arbejdsuge som betjeningen samt øget tilgang til diverse stressbekæmpende foranstaltninger.
Med andre ord: Skal vi skikke os mere og mere lig med verden i forsøget på at minimere vilkårlighed og urimelige krav? Eller skal vi frem for at skrue nej-hatten på blive bedre til at sige "ja" med alt, hvad det måtte indebære af skævheder, mulige overarbejdstimer, og – hvem ved – et mere fremkommeligt forhold til hinanden, til menigheden og til omverden? Eller endnu bedre: Kunne vi ikke finde en fornuftig balance?
Jeg kan godt høre, at det spørgsmål lyder en smule retorisk. Ikke desto mindre tror jeg, at det er rigtig sundt at se sin kirkelige arbejdsplads ikke kun som en ø som alle andre i samfundshavet, men som en fremskudt forpost i mødet med en virkelighed, der hele tiden skal råbes op fra tagene, og som det kræver en vis bevægelighed for at kunne komme i møde. Også selvom det ikke er varslet en måned i forvejen.
Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere nye tendenser i kirkens verden. Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense.