Prøv avisen

Derfor kan selv Jesus blive et problem for folkekirken

Jesus giver en blind synet tilbage med sit spyt. Maleri fra slutningen af 900-tallet. - Foto: Wikimediacommons

Striden om, hvorvidt Jesus er den eneste vej til Gud, handler egentlig ikke om Jesus. Den er i stedet et udtryk for forandringer i folkekirken

Hvordan kan kristne blive uenige om betydningen af Kristus? Hvordan kan forståelsen af Jesus blive så forskelligartet i den danske folkekirke, at en biskop og en domprovst og en række præster nu af eksperter i kirkeret anklages for at bryde deres præsteløfte? Hvordan kan staten indføre og forsvare en Kristus-figur på alle danskeres pas, når statsansatte teologer mener, at Jesus sagtens bare kan være en af flere veje til Gud?

Folkekirken er endnu en gang blevet kastet ud i en stor debat om tro. Denne gang handler det i udgangspunktet om forståelsen af Jesus som den eneste eller som en af flere veje til Gud. Men i virkeligheden er sagen en helt anden. For bag facaden drejer uenighederne sig om nogle endnu mere grundlæggende forandringer i folkekirkens identitet og hele måden at tænke teologi på i dagens Danmark.

LÆS OGSÅ:Biskop og præster beskyldes for brud på præsteløftet

Hvis Grosbøll-sagen for seks-syv år siden ikke var det, så må den nye, kirkelige debat med fokus på Jesus og vejen til Gud blive en øjenåbner for befolkningen. Mange gik dengang rundt og troede, at de vidste, hvordan præster troede på Gud. Men folkekirken har reelt flyttet sig.

Kirken er blevet moderne og individualistisk, selvom den har haft svært ved at fortælle og forklare befolkningen, hvad det betyder. Det kunne den ellers godt have gjort med åben pande. For alle de, der har ført an i fornyelserne, mener klart nok, at de har forandret kirken til det bedre. Gjort den mere human, mere medmenneskelig, mere åben, mere tolerant, mere nutidig og dermed også mere tro mod såvel den videnskab som de demokratiske idealer, som ethvert tænkende menneske i dag må forholde sig til.

LÆS OGSÅ:- Biskop og præster stikker en kniv i folkekirkens hovedpulsåre

To af de mest kendte fornyere, Thorkild Grosbøll og Kjeld Holm, er med biskoppens egne ord fra avisen i går enige om, at "emnet for kristendom og kirke er, hvordan den enkelte tolker bibel og tradition med sin egen eksistens og dens uafrystelige spørgsmål om, hvad der er sandhed og mening".

Sandheden og meningen er i den moderne folkekirke med andre ord ikke givet på forhånd. Den må du selv finde ud af. Og du skal ikke gøre dig til dommer over andres måder at finde sandhed eller mening på. Jesus-skikkelsen kan ligesom fortællingerne om skabelse, syndefald, patriarker og profeter, opstandelse, himmelfart, dommedag, frelse og fortabelse være til smuk og fin inspiration, men ikke nødvendigvis sandheden for alle. Dit eget liv er og bliver nu den uafrystelige målestok.

Det bemærkelsesværdige er, at dette synspunkt slet ikke er nyt. Adskillige moderne teologer har tænkt sådan i årtier. Derfor var der heller ingen, som i første omgang reagerede, da Grosbøll i 2003 gjorde op med den skabende og opretholdende Gud i en bog. Og derfor var der såmænd heller ikke nogen højere gejstlige magter, der opponerede, da en sognepræst for en måneds tid siden et sted i cyberspace skrev til et tvivlende menneske, at Jesus måske ikke er den eneste vej til Gud. Reaktionen kom først, da almindelige mennesker og deres politiske repræsentanter gennem dagspressen begyndte at interessere sig for sagen.

Kan det virkelig passe? Bliver folkekirken nu ikke for udvandet? Hvorfor vil man overhovedet være præst eller biskop, hvis man slet ikke er optaget af, at andre skal tro på det samme, som man selv gør? Hvordan kan man nu overhovedet kende forskel på humanistisk medmenneskelighed, nyåndelig søgen efter mening i menneskets indre og så den stadig mere udbredte eksistensteologi?

I den offentlige debat er vi vant til, at politikere, erhvervsledere og mediefolk markedsfører deres egne mærkesager enkelt og og afgrænset, i forhold til hvad andre står for. De mange og meget forskellige svar på spørgsmålet om, hvorvidt Jesus er den eneste vej til Gud, illustrerer, at folkekirken i dag har fået uendelig svært ved at sige enkelt og afgrænset, hvad den står for. Og det er det identitets- og forklaringsproblem, som er stridens kerne, ikke Jesus i sig selv.

Engang var der en evangelisk-luthersk kerne i kirken, som ikke var til diskussion. I dag er det netop de evangelisk-lutherske pejlemærker om troen og frelsen, der afføder debatten.

Folkekirken er sådan set født med problemet, selvom dilemmaet først i det nye årtusinde er ved at folde sig ud for fuld styrke.

Kirken har fået bibel og bekendelser med i vuggegave, men den skal samtidig være kirke for og rumme hele folket. Kirken er officielt et evangelisk-luthersk trossamfnd, men skal som statsinstitution i et moderne demokrati uvægerligt også indrette sig efter ny videnskab, ny lovgivning, nye normer.

Derfor endte Grosbøll-sagen jo også med, at Grosbøll i 2005 fik lov til at blive i kirken, bare han holdt mund. Også sagen om kirketjeneren Steen Riber, der gik ind for reinkarnation, endte i 2005 med, at han kunne blive i kirken. Den eneste, der i nyere tid er blevet dømt ude, er Snedsted-præsten Bent F. Nielsen, som krævede af dåbsforældrene, at de virkelig og aktivt og vedholdende skulle opdrage børnene i den kristne tro og derfor døbte børnene "til", ikke "i" Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Alle afgørelserne og tendenserne peger i samme retning. Enhver dansk udlægning af kristendommen, som insisterer på en eller anden form for aktivisme, konservatisme eller tro på, at der er en forpligtende sandhed uden for menneskets egne erfaringer, er i praksis på vej ud. Individualismen, eksistensen og privatreligiøsiteten tager magten. Med Grundtvig er vi vitterligt mennesker først, og så kristne. Og med Luther, så tolker vi Bibelen helt selv først uden at skulle stå til regnskab for, hvad kirkelige magter og myndigheder har gjort eller ment i fortiden.

Og derfor kan altså selv Jesus til slut blive en slags problem for folkekirken.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk